Støtte til og fra Team Rynkeby København

Når F.C. København sent lørdag eftermiddag tager imod FC Nordsjælland i SAS Ligaen, sker det med support fra Team Rynkeby København, der er inviteret i PARKEN i forbindelse med cykelholdets store velgørenhedsarbejde til fordel for Børnecancerfonden.

Team Rynkeby – med efterhånden ni år på bagen – har til Tour de Paris 2009 samlet ca. 265 personer. Fordelt på hold der geografisk dækker hele Danmark. Holdene er sammensat af erfarne cykelentusiaster, kendisser og en række konditionsstærke personer, som elsker udfordringer og yderligere vil hjælpe andre.

Team Rynkeby København specifikt består af 11 servicefolk og 40 ryttere. Heriblandt sundhedsminister Jakob Axel Nielsen, DR-vært Nanna Schultz Christensen samt Teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune, Klaus Bondam. 

Selve turen skydes i gang fredag den 17. juli fra Rådhuspladsen og afsluttes fredag den 24. i hjertet af Paris – et par dage før Tour de France-feltet ankommer. 

Sidste år indsamlede Team Rynkeby 1.450.000 kroner til Børnecancerfonden. Dette beløb forventes at stige med en million til 2.500.000 kr - alle 2009-anstrengelserne in mente. Københavnerholdet har i hvert fald givet den en skalle og p.t. tegnet sponsorater for cirka 650.000 kroner.

Team Rynkeby Københavns holdkaptajn, Kjeld Hansen, der selv har mistet en datter i kampen mod kræften, understreger, at ethvert bidrag – stort som lille – hjælper.

- Vi er utrolig taknemmelige for den opbakning, vi allerede har fået. Og vi er glade for, at vi er inviteret i PARKEN til en forhåbentlig god fodboldkamp. Skulle der være flere, som vil støtte vores sag, er det super. Vi ved, der er brug for midlerne i ønsket om at styrke kræftforskningen; i ønsket om at forbedre vilkårene for de kræftramte børn og deres pårørende.

Du kan følge Team Rynkeby Københavns gøren og laden på Facebook-gruppen ”Indsamling til Børnecancerfonden • Team Rynkeby København”. Her kan du også læse alt om Team Rynkeby Københavns storstilede BodyBike-event, der finder sted lørdag den 16. maj.

Bidrag modtages med oprigtig glæde på: Reg.nr.: 5341, Kontonr.: 0517921.