SuperBest tribune står klar medio 2009

SuperBest tribune står klar medio 2009

 

Ny tribune og ny arena på vej i PARKEN

 

Få timer efter slutfløjtet i kampen mellem Atlético Madrid og F.C. København den 5. december begynder nedrivningen af den 52-årige D-tribune på Danmarks nationalstadion, og cirka 19 måneder senere i juli 2009 står Danmarks nationalstadions nye og moderne tribune klar til brug.

Den såkaldte D-tribune, der gennem fire årtier fungerede som ”den dyre langside” og hovedtribune ved fodboldkampe i Københavns Idrætspark og siden som kortside i femten år i PARKEN, bliver erstattet af en kombination af en fast tribunedel og verdens formentlig største udendørs teleskoptribune. Tribunen kan køres i parkeringsposition på cirka en halv time, hvilket øger fleksibiliteten betydeligt, når der med kort mellemrum skal skiftes mellem arrangementstyper. Den store ombygning styres af det rådgivende ingeniørfirma Leif Hansen A/S.

Navnet på den nye tribune bliver SuperBest tribunen, idet PARKEN Sport & Entertainment har indgået en aftale med den landsdækkende fødevaremarkedskæde om et navnesponsorat i hvert fald frem til sommeren 2012.

- Mange mennesker har haft mange fantastiske oplevelser på tribunen, men tiden er desværre løbet fra den. Vi glæder os meget til at kunne tilbyde optimale forhold til alle besøgende i PARKEN, og vi ser frem til et langvarigt samarbejde med SuperBest, der blandt andet er sikret en massiv eksponering på stadion, på tv, i aviser og på hundredetusinder af billetter i forbindelse med arrangementer i PARKEN fremover, siger Flemming Østergaard, bestyrelsesformand i PARKEN Sport & Entertainment A/S.

Fodboldnostalgikere får i øvrigt mulighed for at sikre sig et evigt minde fra den historiske D-tribune, idet præcis 1.000 pakker med materiale fra tribunen vil blive solgt fra Super Shoppen på Øster Allé.

Nye omklædningsrum
Den samlede investering for ombygningerne i PARKEN er på lidt over en halv milliard kroner, men der er også tale om et betydeligt større projekt end etablering af en ny tribune.

Således omfatter ombygningen tillige etablering af nye lokaler til PARKENs forskellige funktioner, yderligere VIP-lokaler, udbygning af kontorhuset på hjørnet af P.H. Lings Allé og Øster Allé, et nyt kontorhus mellem SuperBest tribunen og Carlsberg tribunen, flere og forbedrede handicappladser samt nye og moderne omklædningsfaciliteter for spillere og kunstnere. Sidstnævnte forbedring indebærer, at spillerne fra efteråret 2009 løber på banen fra en tunnel mellem SuperBest tribunen og Carlsberg tribunen.

SuperBest tribunen vil få knapt 4.000 sæder, hvilket indebærer, at PARKENs samlede tilskuerkapacitet til fodboldkampe reduceres med cirka 10 procent til omkring 38.000 sæder. Kapaciteten til koncerter og lignende vil fortsat være omkring 50.000.

- Det har ikke været en let beslutning at reducere maksimumkapaciteten til fodboldkampe, men det er den rigtige beslutning. Der er helt enkelt ikke en rimelig sammenhæng mellem den ekstreme merpris for yderligere sæder og de indtægter, som disse sæder kan indbringe de 2 til 6 gange om året, hvor vi kan sælge flere end 38.000 billetter til en fodboldkamp i PARKEN, siger Flemming Østergaard og tilføjer:

- PARKEN er stadig med bred margin landets største og bedst beliggende stadion, og dermed også det naturlige sted at afvikle de absolut største kultur- og sportsbegivenheder. Med ombygningen får vi optimale tilskuer-, presse-, omklædnings- og VIP-faciliteter, hvilket er en nødvendighed, hvis man vil leve op til morgendagens krav i international fodbold.

Mange arrangementer i 2008
Selv om ombygningen af naturlige årsager rent fysisk vil sætte sit præg på PARKEN fra 6. december i år til juli 2009, så vil antallet af arrangementer ikke blive påvirket negativt. En midlertidig væg foran byggepladsen vil i dele af ombygningsperioden sikre, at PARKEN kan fungere stort set som normalt. Kapaciteten til fodboldkampe vil dog være reduceret til omkring 34.000, indtil SuperBest tribunen står klar.

- Alt tyder på, at vi står foran en travl tid på arrangementsfronten næste år. Udover landsholdets og F.C. Københavns mange fodboldkampe, Celine Dion- og Zulu Rocks-koncerter samt Speedway Grand Prix har vi et historisk højt antal reservationer stående i bogen, så der er ingen tvivl om, at PARKEN kører videre i højeste gear under ombygningen, siger Flemming Østergaard.

Ny arena på vej
For nylig indgik PARKEN Sport & Entertainment A/S en aftale med Københavns Kommune om vilkårene for etablering af en multiarena på det område ved PARKEN, hvor Østerbro Skøjtehal i dag er placeret, og det forventes, at etableringen af arenaen kan begyndes i andet halvår af 2008.

Den samlede investering for PARKEN Sport & Entertainment i de to byggeprojekter forventes at blive over 700 millioner kroner. Af disse går cirka 60 millioner kroner til Københavns Kommune for primært køb af grunde (inklusive ”byggeretter”). Som et led i aftalen skal PARKEN Sport & Entertainment betale for genhusning af de såkaldte Fælledklubber udenfor PARKENs område.

- Jeg glæder mig på Fælledklubbernes vegne, men ellers må jeg konstatere, at Københavns Kommune har været iskolde i forhandlingerne. Kommunen har dermed klart tilkendegivet, at den ikke vil yde nogen form for økonomisk støtte til kommercielle sports- og kulturfaciliteter, selv om disse i den sidste ende er en god forretning for kommunen, siger Flemming Østergaard og tilføjer:

- Vi har aldrig klaget over den manglende kommunale opbakning til F.C. København, og vi vil heller ikke starte nu med at klynke over kommunens afmålte indstilling til opførelsen af en arena, som vil sende mange millioner kroner ned i kommunekassen. Til gengæld vil vores jurister være opmærksomme på, at kommunen heller ikke i fremtidige arenaprojekter yder økonomisk støtte, da dette i givet fald vil være stærkt konkurrenceforvridende, siger Flemming Østergaard.

PARKEN Sport & Entertainment har netop afholdt en arkitektkonkurrence for opførelsen af arenaen, som får plads til omkring 4.500 tilskuere til sportskampe og cirka 8.000 gæster til koncerter og lignende. Arenaen forventes at stå klar primo 2010.

- Arenaen bliver opført med direkte forbindelse til PARKENs VIP-tribune, hvilket betyder store synergipotentialer. Så både tilskuere i PARKEN og i arenaen samt selskabets aktionærer har noget at se frem til, siger Flemming Østergaard.
 

Fakta om tribunebyggeriet (ikke arena)

 

  • Der bygges i alt 23.070 m2.
  • Ca. 8700 m2 til udlejning.
  • Lejemål i størrelsen 370 m2 – 6100 m2.
  • Ca. 4.000 tilskuerpladser på SuperBest tribunen.
  • Heraf ca. 2900 pladser på teleskoptribunen.
  • Verdens formentlig største udendørs teleskoptribune.
  • Teleskoptribunen køres ud på cirka 30 minutter.
  • PARKENs nye totalkapacitet bliver omkring 38.000.
  • VIP-lokaler tilknyttet.
  • Topmoderne omklædningsfaciliteter.

Tidsplan:

December 2007:  Nedrivning af eksisterende D-tribune påbegyndes.
Juli 2009:  SuperBest tribunen kan tages i brug.
September 2009: Indflytning i de nye bygninger.

 

 

 

SuperBest tribunen set fra banen med teleskoptribunen ude...

 

SuperBest tribunen set fra A-tribunen...

 

SuperBest tribunen med teleskopsæderne trukket ind...

 

SuperBest tribunen set udefra, i fugleperspektiv...