Superligasejr #20 mod Randers?
Efter en lang vinterpause er vi nu klar til at genoptage Superligaen, og en københavnsk sejr, vil være sejr nummer 20 over Randers FC i Alka Superligaen.
Vores kampe mod Randers FC i Superligaen
Kampe | V | U | T | Målscore | |
Ialt | 33 | 19 | 8 | 6 | 55-25 |
Hjemme | 18 | 13 | 3 | 2 | 34-11 |
Ude | 15 | 6 | 5 | 4 | 21-14 |
Vores første møde med Randers FC i denne Superligasæson var allerede i 2. spillerunde. Pieros Sotiriou headede os foran 1-0 efter ni minutter. Efter pausen var Randers FC flere gange ved at udligne til 1-1, men i det 62. minut trak Verbic til mållinjen og smækkede bolden ind foran, hvor Andrija Pavlovic stensikkert bragte os foran 2-0. I kampens tillægstid udnyttede Pieros Sotiriou en fejl i Randers-defensiven og sørgede for slutresultatet 3-0.
Randers FC i denne sæson
Randers FC har haft et forholdsvis travlt transfervindue, hvor de blandt andet har sagt farvel til midtbanespilleren Perry Kitchen samt angriberne Marvin Pourie og Nikola Djurdjic. Som erstatning har Randers FC hentet finske Eero Markkanen i AIK, svenske Mikael Boman i IFK Göteborg og lejet Jakob Johansson i FC Nordsjælland.
Derudover har Randers FC valgt at stoppe samarbejdet med den hollandske træner Ricardo Moniz. Til kampen på lørdag er det den 34-årige Rasmus Bertelsen, der fra trænerbænken kommer til at styre kronjyderne. Bertelsen er tidligere U19-træner, chefscout, analytiker og first-team-coach i Randers FC, og han kommer til at have ansvaret indtil en ny cheftræner er fundet.
Ses der på tabellen, har Rasmus Bertelsen og det øvrige træner-team noget at en opgave foran dem. For efter 19 runder er Randers FC at finde på Superligaens sidsteplads med blot 14 point. Det er to point færre end FC Helsingør og fire point færre end Lyngby BK.
Randers FC har i løbet af sæsonen tabte 11 gange, spillet fem gange uafgjort og vundet tre gange. Lørdagens modstandere sluttede efteråret af med at tabe de sidste tre kampe – og gik på juleferie med et 0-4 nederlag på hjemmebane til FC Midtjylland.
Fire Randers-spillere har hver scoret to mål i Superligaen: Saba Lobjanidze, Nikola Djurdjic, Joni Kauko og Erik Marxen.
Randers-opstarten
Randers FC har i opstartsfasen spillet fire træningskampe, og de har stadig deres første sejr til gode: 0-1 mod AaB, 1-1 mod Vejle Boldklub, 1-2 mod Viborg FF og 2-2 mod Silkeborg IF.