Suspekt i Parken

Suspekt indtager Parken 15. september

Suspekt inviterer til folkefest i Parken fredag den 15. september 2023, når bandet giver sin eneste koncert i Danmark og lover en unik oplevelse i samarbejde med GRØN.

Billetterne til koncerten kommer i salg på musik.dk den 1. februar, kl. 10.00.
 
Alle ingredienser er til stede til en kæmpe folkefest, når Suspekt den 15. september indtager Parken og giver deres første koncert i Nationalarenaen.

Bandet, der debuterede i 2008, er i dag et af landets allerstørste og mest populære, og nu kommer den foreløbige kulmination med en unik koncert i Parken.
 
”Idéen med hele koncerten er at samle hele nationen i en fest for fællesskab," lyder det fra Emil, Andreas og Rune fra bandet.

"Vi ønsker at samle et fragmenteret folk og finde fællesnævneren gennem fejring af flere generationers livsoplevelser med vores musik. Det er ikke Suspekt, som skal hyldes af egoistiske årsager, men folk som skal samles om musikken. Intentionen er, at eventet skal være større end Suspekt.”

Det et stort koncertår i Parken, som Suspekt afrunder med et brag.

”Vi glæder os helt vildt," siger Jacob Lauesen, direktør i Parken, som nu har hele seks koncerter på programmet i 2023.

"Det er fantastisk, at der igen er et dansk band, der har modet og evnerne til at fylde Parken op til en kæmpe fest."

"Det er altid fedt med de store koncerter herinde, men det giver noget ekstra energi, når det er danske kunstnere på scenen. Det er vigtigt for alle os, der elsker stadionkoncerter, at de oplevelser også har danske kunstnere som centrum ind imellem,” siger Jacob Lauesen. 
 
Der bliver plads til op mod 50.000 til koncerten, som SUSPEKT inviterer hele landet til at blive en del af:
 
”Vi har det sidste år haft oplevelsen af, at folk har taget vores sange og brand så meget til sig, at det har skabt en rejse - en rejse som vi ikke selv er 100% herre over. Det er med andre ord blevet større end musikken. Danmark er blevet Suspekt, og derfor ser vi en mulighed for at samle landet på tværs og på langs," siger Emil, Andreas og Rune fra SUSPEKT.
 
Billetterne til koncerten sættes som nævnt til salg på musik.dk den 1. februar, kl. 10.00.