Svær udekamp i Herning
De første to opgør i denne sæson har budt på både spænding og gode mål. Det første opgør var den minderige kamp i 1. spillerunde, hvor FC Midtjylland kom foran 2-0 på mål af Sylvester Igboun og Tim Janssen, men hvor F.C. København via et fantastisk comeback endte med at vinde 4-2 på fire mål i de sidste 15 minutter.
Sæsonens anden kamp mod FC Midtjylland bød på et tidligt mål af Ragnar Sigurdsson, og midt i halvlegen scorede Nicolai Jørgensen så et sandt drømmemål, da han lidt uden for feltet – og uden tilløb – sparkede knaldhårdt med indersiden, og hamrede bolden i nettet via underkanten af overliggeren. I 2. halvleg fik Mads Albæk reduceret, men F.C. København endte med at vinde kampen 2-1.
Jævnbyrdigt på heden
F.C. København og FC Midtjylland har i alt mødt hinanden 41 gange. 22 af disse kampe er vundet af F.C. København, 10 er sluttet uafgjort og FC Midtjylland har vundet ni gange. Målscoren er i F.C. Københavns favør, og lyder inden fredagens opgør 78-42.
På udebane ser det dog ikke helt så godt ud for F.C. København. 20 af de 41 kampe er spillet på midtjydernes hjemmebane, og her er fordelingen otte sejre til F.C. København, fem uafgjorte og syv midtjyske sejre. På udebane er målscoren 35-24, og det stadig med Løverne nævnt først.
Specielt på de seneste har F.C. København haft problemer på MCH Arena, for de seneste to udekampe mod FC Midtjylland er endt med nederlag – og det endda uden at Løverne er kommet på måltavlen.
Denne trend skulle meget gerne brydes fredag aften – så der kan komme tre point med hjem til København!
FC Midtjyllands sæson indtil videre
Det vil måske være lidt groft at sige, at FC Midtjyllands sæson er gået ned af bakke lige siden de smed deres 2-0 føring, og tabte 2-4 i 1. spillerunde inde i PARKEN, men det er tæt på at være sandt.
For der har ikke været mange succesoplevelser for FC Midtjylland i denne sæson. De måtte i lighed med F.C. København forlade DBU Pokalen i 5. runde, da de tabte 1-2 til Randers FC, og i Superligaen er de på nuværende tidspunkt placeret som nummer syv efter blot seks sejre. På 7. pladsen er de kun seks point foran Brøndby IF, SønderjyskE og Silkeborg IF på de tre nederste pladser.
FC Midtjylland har 27 point, men set med midtjyske øjne er det godt for dem, at kampen på fredag spilles i Herning, for 18 af de 27 point er hentet på hjemmebane. Samtidig er de kommet fornuftigt fra start her i foråret, hvor de i de tre første kampe er ubesejrede – efter at have slået SønderjyskE 1-0 og spillet 1-1 mod både FC Nordsjælland og Brøndby IF.
Topscorerne i det midtjyske
FC Midtjyllands helt store offensive våben har i denne sæson været den 23-årige Mads Albæk. Han har scoret otte af midtjydernes 30 mål i Superligaen, og han er også den seneste midtjyde til at komme på måltavlen – det var da han i 23. spillerunde med et fint frisparksmål – der dog snittede Quincy Antipas – sikrede FC Midtjylland uafgjort 1-1 på udebane mod Brøndby IF.
FC Midtjyllands topscorerliste i Superligaen er: Mads Albæk (8 mål), Sylvester Igboun (4), Petter Andersson (3), Tim Janssen (3), Rilwan Hassan (2), Morten 'Duncan' Rasmussen (2) - og så er Marco Larsen, Jesper Lauridsen, Mads Hvilsom, Kristian Ipsa, Danny Olsen og Kristian Bak Nielsen alle noteret for en træffer i Superligaen.