Svensk landsholdsspiller til F.C. København
04/02 2002 00:00
F.C. København har med øjeblikkelig virkning købt Tomas Antonelius i den engelske 1. divisionsklub Coventry City FC. Tomas Antonelius (tidligere Gustafsson) er 28 år gammel og har spillet 5 A-landskampe for Sverige.
Tomas Antonelius startede sin karriere i IF Brommapojkarna, men er mest kendt for sit succesrige ophold i AIK Stockholm fra 1997 til 1999, hvor han var med til at vinde det svenske mesterskab en gang og pokalturneringen to gange. I 1999 spillede han i Champions League for AIK Stockholm. I november 1999 forsatte karrieren i Coventry City (på det tidspunkt i Premier League). Han fik en knæskade under EM 2000, hvilket holdt ham ude af sæsonen 2000/2001, men han er nu skadesfri og har spillet 6 kampe for Coventry City i 1. division i indeværende sæson.
"Jeg glæder mig til at komme til Skandinaviens bedste klub. I min tid i AIK Stockholm fik jeg smag for international fodbold, og jeg fornemmer, at F.C. København er en klub med store ambitioner. Jeg håber endvidere at komme i betragtning til en plads i den svenske VM-trup." Siger Tomas Antonelius.
" Jeg har fulgt Tomas i lang tid, og han var øverst på toppen af den liste af spillere, jeg gerne ser i F.C. København. Han har vigtig international erfaring, og så er han en stærk forsvarsspiller, der også kan bidrage i offensiven."
"Man kan sige, at vi erstatter en Thomas med en Tomas! Tomas Antonelius ligner på mange måder Thomas Rytter. Tomas har næsten den samme kropsbygning og hans spillestil ligner også Thomas Rytters. Jeg er meget tilfreds med, at vi har været i stand til at imødekomme vor cheftræners ønske med hensyn til Tomas Antonelius" siger sportsdirektør Niels-Chr. Holmstrøm.
Tomas Antonelius har underskrevet en 3 ½ -årig aftale med udløb den 30. juni 2005. Ingen af parterne ønsker at oplyse transfersummen.
Tomas Antonelius tiltræder i klubben i morgen og vil være med på FCK's 15 dages træningslejr til Sydafrika.