Syng igennem

F.C. København tager torsdag aften imod et hold fra Europas måske bedste liga, så der er næppe tvivl om, at de danske mestre skal ramme højeste niveau, hvis vi skal etablere en fornuftig udgangsposition før udekampen om tre uger.

Gæsterne fra RCD Mallorca, der til daglig spiller mod verdensstjerner som Raul, Ronaldo, Zidane, Beckham og Kluivert, er ganske vist kommet rigtig skidt fra start i La Primera Division, men mallorcinerne har nu heller ikke været for heldige med matchprogrammet.

På trods af placeringen som næstsidst i den bedste spanske række er det utvivlsomt en trup med store tekniske og taktiske kvaliteter, der står i vejen for F.C. Københavns ambitioner om avancement til 3. runde i UEFA Cup'en.

Gode takter i søndags
Søndagens bitre nederlag til Esbjerg fB i SAS Ligaen er naturligvis ikke det optimale udgangspunkt for kampen mod RCD Mallorca. Alligevel syntes jeg, at der var så mange gode takter i søndagens indsats, at der er grund til at tro på, at spillerne kommer ud til den internationale dyst med selvtilliden i behold. Det er dog definitivt, at vi skal være mere skarpe i vore afslutninger, hvis vi over 180 minutter skal eliminere klubben fra den kendte ferieø.

I en periode, hvor der egentlig fightes glimrende på banen, men hvor bolden ikke vil ind over stregen, kan opbakningen fra lægterne få ganske stor betydning for udfaldet. Jeg vil derfor opfordre vore fans til at synge igennem og bakke tålmodigt op om de elleve på banen. Sammen har vi gode muligheder for at skabe et resultat, der vil vække opsigt i den internationale fodboldverden.

Welcome to players, officials and fans from RCD Mallorca.



Best regards
Chairman
Flemming Østergaard