Tæt opgør i vente i Aalborg

Tæt opgør i vente i Aalborg

F.C. KØBENHAVN VS AAB 
74 gange har F.C. København mødt AaB i Superligaen. 38 gange er det endt med en københavnsk sejr, 17 gange har AaB vundet og de resterende 19 kampe er endt med en pointdeling. Målscoren i de 74 kampe er 125-82 i F.C. Københavns favør. 

Men hvor den generelle statistik mod AaB peger på stor københavnsk dominans, er sagen ikke helt så klar, når man ser på de 37 udekampe mod AaB. F.C. København har stadig vundet flest kampe – 16 styks – men AaB har hentet 10 sejre og 11 gange er det sluttet helt lige. 

F.C. København vandt godt nok den seneste kamp i Aalborg, men forinden det opgør havde F.C. København spillet fem kampe i træk uden en sejr på udebane mod nordjyderne. 

Meget peger på et tæt opgør, da man skal helt tilbage til 2008, for at finde en AaB-FCK Superligakamp i Aalborg, der blev vundet med mere end et overskydende mål. Siden dengang har der været syv 1-målssejre og to uafgjorte kampe. 

F.C. KØBENHAVN OG ALKA SUPERLIGAEN 2015/16 
Søndag eftermiddag vandt F.C. København i Odense, Federico Santander blev kort før pausen matchvinder, da han stod for kampens eneste mål. Med sejren er F.C. København efter 28 Superligakampe noteret for 17 sejre, otte uafgjorte og tre nederlag – og det giver alt i alt 59 point. Dermed er F.C. København syv point foran SønderjyskE og 10 point foran torsdagens værter fra AaB. På de efterfølgende pladser ligger FC Midtjylland (46 point) og Brøndby IF (45 point). 

Farligste FCK’er i Alka Superligaen i denne sæson har været Nicolai Jørgensen. Han er indtil videre noteret for 11 træffere, tre mere end hvad Federico Santander har sendt i kassen. På de efterfølgende pladser kommer Kasper Kusk (6), Andreas Cornelius (5), Youssef Toutouh (5), Thomas Delaney (4), Mathias 'Zanka' Jørgensen (3), Benjamin Verbi? (3), Ludwig Augustinsson (1), Marvin Pourié (1) og William Kvist (1). Torsdagens gæster har desuden – sammen med OB – lavet selvmål i en kamp mod F.C. København. Hos AaB blev selvmålet lavet af Kasper Pedersen. 

Fordeling af F.C. Københavns scorede mål i Superligaen: 
1. halvleg: 21 mål 
2. halvleg: 29 mål 

Fordeling af mål scoret mod F.C. København i Superligaen: 
1. halvleg: 8 mål 
2. halvleg: 14 mål








AaB OG ALKA SUPERLIGAEN 2015/16 
AaB har i løbet af sæsonens første 28 kampe vundet 15 gange og spillet uafgjort fire gange – men de har også indkasseret hele ni nederlag, heriblandt 2-4 og 2-6 til F.C. København. AaB har derfor 49 point, 10 færre end F.C. København – og nordjyderne vil med et nederlag torsdag aften, reelt kunne vinke farvel til muligheden for at vinde guld. 

AaB er på 3. pladsen tre point efter SønderjyskE og tre point foran FC Midtjylland på 4. pladsen. Brøndby IF er blot et point efter midtjyderne, og kan derfor stadig true AaB’s håb om medaljer. På de efterfølgende pladser kommer Randers FC og OB, men begge hold har hele ni point op til AaB. 

AaB’s topscorerliste i denne Superligasæson ser således ud: Lukas Spalvis (18), Thomas Enevoldsen (11), Kasper Risgård (7), Nicolaj Thomsen (6), Rasmus Jönsson (5), Frederik Børsting (2), Oliver Abildgaard (1), Mathias Thrane (1) og Kasper Pedersen (1). AaB har nydt godt af et enkelt selvmål i denne sæson, det var Jens Jønsson fra AGF der scorede i eget net, da AaB og AGF spillede 2-2 i en ganske dramatisk affære midt i marts måned. 

Fordeling af AaB’s scorede mål i Superligaen: 
1. halvleg: 21 mål 
2. halvleg: 32 mål 

Fordeling af mål scoret mod AaB i Superligaen: 
1. halvleg: 14 mål 
2. halvleg: 21 mål