To talentmål i U19-EM var ikke nok til point
To sene mål af F.C. København-spillerne Cornelius Olsson og Alexander Simmelhack forhindrede ikke et dansk 2-4-nederlag til Frankrig i Danmarks anden gruppekamp under EM for U19-landshold.
Alexander startede inde i angrebet sammen med Thomas Jørgensen og Tristan Andrew på midtbanen. Desuden kom Hjalte Bidstrup ind efter 73 min., og Cornelius Olsson efter 81 min.
For Cornelius var det hans U19-landsholdsdebut, og det fejrede han med at reducere til 1-4 efter fem minutter på banen, mens Alexanders mål til 2-4 faldt i tillægstiden.
Hjalte og Tristan debuterede allerede i den første kamp i gruppen i tirsdags, hvor danskerne tabte knebent med 1-2 til Spanien, som først scorede sejrsmålet ti minutter før tid.
I den kamp startede Alexander og Thomas også, mens Hjalte og Tristan kom ind fra bænken i slutningen af kampen.
Danmark mangler at møde Tyrkiet, som har ét point efter to kampe, og den kamp spilles på mandag kl. 20.
Hvis du vil se U19-bold på hjemligt græs, spiller vores eget U19-hold – kombineret med en række U17-spillere – sin første kamp i pre-season i morgen, lørdag, kl. 12.00 mod HIK’s 2. divisionshold. Det foregår på kunstbane 9 på KB’s anlæg.