Thorup: Alle leverede en kæmpe præstation
“Jeg så spillerne give alt, hvad de havde i dag, alle leverede en kæmpe præstation, og jeg er meget stolt af spillerne,” sagde cheftræner Jess Thorup efter 0-0 kampen mod Sevilla.
“Vi ved, vi ikke får ret mange chancer i de her europæiske kampe, og i dag har Victor Kristiansen den største efter et rigtig fint angreb, og så har Claesson et godt hovedstød, og vi har et frispark lige uden for deres felt.”
“Det er det, du kan regne med at få sådan en aften, og det kan godt være, at vi mangler den sidste skarphed, men vi spiller altså lige op med et Top 4-hold i Spanien som rangerer blandt de bedste i Europa.”
“Det var vigtigt, at vi fik slettet nullet og fik de første point på kontoen, og jeg tror ikke, det er de sidste, vi får i gruppespillet. Vi så også her i Parken i aften, hvad vores fans kunne gøre sammen med spillerne, og det var en helt fantastisk opbakning, vi fik.”
“Nu kommer to kampe mod City, som jo ser rimeligt stærke ud, men vi går efter alle de muligheder, der er,” understregede Thorup.
“I første omgang venter en udekamp mod FC Midtjylland på søndag, og den har vores fulde fokus fra i morgen,” sluttede Jess Thorup.