Thorup: Ikke nok energi og aggressivitet
"Det blev en kamp, som vi spillede i alt for lavt tempo, og vi havde problemer med at finde løsninger offensivt, og samtidig bragte vi ikke den nødvendige power, energi og aggressivitet ind i vores presspil," sagde en skuffet Jess Thorup efter 0-0-kampen mod Silkeborg.
"Vi vidste godt, at vi ville møde et hold, der gerne vil holde meget på bolden, men alligevel formåede vi ikke at fange dem. Vores kompakthed led et knæk i dag, og vi kom til at løbe alt for meget efter dem i stedet for at tage teten på bolden."
"Mod slutningen skaber vi dog de chancer, der skal til for at få sejren, men der manglede vi så skarpheden i de afgørende situationer. De har også nogle skudmuligheder efter omstillinger, men vi fik da i det mindste holdt nullet, så noget positivt er der da at tage med fra i dag."
"Vi prøvede at gøre hvad vi kunne fra bænken med indskiftninger og justeringer, og der kom også lidt mere energi i løbet af 2. halvleg, men flere virkede pressede på kræfterne efter den tredje kamp på en uge. Det må bare aldrig blive en undskyldning, for vi skal forhåbentlig spille søndag-torsdag i flere uger fremover. Vi må bare tilbage og træne hårdere på træningsbanen," sluttede Jess Thorup.