Thorup inden FCM: Fokus på os selv og 3 point
Jess Thorup og resten af trænerteamet har set en trup der har bygget selvtillid op efter sejren over Brøndby, og det har også smittet af på træningsbanen.
"Humøret er klart på vej i den rigtige retning, og vi kan mærke at DERBY-sejren har givet selvtillid, og det momentum føler jeg også har været med på træningsbanen i dag. Det skal vi så sørge for bringe videre til de næste to kampe, startende i morgen. Vi har brugt tiden på video, restitution og så har vi ellers været på banen i dag for at justere lidt småting. Vi ved, at FCM er et godt hold, men det er vigtigt at holde fokus på os selv, og det som vi er gode til. Vi skal være det bedste hold, tage styring på kampene og gå efter alle tre point," sagde Thorup efter tirsdagens afsluttende træning.
På vej mod mere helstøbte præstationer
Sæsonen har været lidt af en rutchebane tur, og derfor glæder det Thorup at de seneste præstationer peger i den rigtige retning, hvor både enkelte spillere, men også holdet har spillet godt i mere end bare én halvleg af gangen.
"Jeg synes, vi har set nogle spillere ramme et højere niveau, og vi har som hold ramt et højere niveau de seneste par kampe. Vi har vist os mere modige i spillet, både med og uden bolden. Vi har været mere kompakte både i det høje og lave pres. Det giver en større tryghed i holdet, og det smitter af på den enkelte spiller," fortalte Thorup, som samtidig glæder sig over den utrolig spændende afslutning der venter på 3F Superligaen.
"Ja, tænk engang, at vi stadig er i spil til de to øverste pladser. Meget skal flaske sig i vores retning, men vi kan kun gøre en ting, og det er fokus på os selv. Men det gør bestemt, at de sidste to runder bliver rigtig sjove og spændende. Det bringer et helt naturligt smil frem på læben, det er det, som vi spiller fodbold for. Kampe med spænding, intensitet og noget på spil," sagde Thorup.
Tilskuere giver massivt boost
Det er næppe gået nogle forbi, at både spillere og trænere var vilde med den opbakning, som holdet fik under søndagens DERBY.
"Vi både så og mærkede en fantastisk støtte i søndags, og jeg kan love dig for at spillerne glæder sig til at vende retur til den i morgen. Det er et kæmpe boost, som er med til at give den ekstra gnist og nerve. Det må ingen være i tvivl om," afsluttede cheftræneren.
Kampen bliver sendt på Canal 9 eller Discovery+.