Thorup: Ingen undskyldninger - vi er alle skuffede over det her
"Jeg forstår udmærket, at alle er skuffede over vores præstation, og der er en masse følelser og frustrationer, der skal ud. Det er fuldt forståeligt, og jeg er også selv meget skuffet over vores præstation i dag," sagde Jess Thorup efter 1-2-nederlaget i Odense.
"Vi havde sat næsen op efter at bygge videre på de gode perioder i Silkeborg-kampen sidste fredag, men det var slet ikke godt nok, hvad vi leverede i dag."
"Et er at vi laver nogle store fejl, som man ikke kan tillade sig på det her niveau uden at blive straffet, men set over kampen som helhed sætter vi heller ikke nok gode ting sammen."
"Jeg kunne godt se, at vi kunne skabe muligheder, når det lykkedes, men det skete alt for sjældent."
"Jeg vil gerne holde internt, hvad jeg sagde til spillerne efter kampen, for jeg har behov for at komme hjem og se kampen igen, for der er ikke bare én ting, man kan slå ned på og sige, at det var dét, der gik galt."
"Vi havde egentlig givet spillerne fri i morgen, men den har vi inddraget nu, for vi er nødt til at mødes og tale de her ting igennem, for et er sikkert. Vi skal videre, og der er kamp igen på onsdag og igen næste søndag."
"Det tætte program vil vi overhovedet ikke bruge som nogen undskyldning. Der er ingen undskyldninger for det her, for det er jo ikke kun i dag, men hele sæsonen, hvor vi har været ustabile og underpræsteret alt for ofte."