Thorup: Sindssygt skuffende præstation
”Det er ene og alene mit ansvar, at vi skiftede otte mand i dag, men jeg havde en god fornemmelse af det, inden vi tog herned," sagde en dybt skuffet Jess Thorup efter aftenens elendige indsats i Nykøbing.
"Selvfølgelig vidste vi godt, at Nykøbing ikke er et hold, man bare lige kører over, og de skal også have stor cadeau for deres indsats i dag, men når det er sagt, så vi var simpelthen pivringe.”
”Vi fik slet ikke sat os igennem fra start, og så forærede vi dem tidligt i kampen to mål, og så blev det bare svært derfra, for når vi præsterer som vi gjorde, så er der ikke den store forskel på toppen af Superligaen og midten af 1. division.”
”Der var slet ikke de relationer i holdet, som jeg havde forventet, og det var også derfor, vi skiftede to mand både i løbet af 1. halvleg og i pausen og også for at bringe noget ny energi i holdet.”
”Vi kom også til mange chancer i 2. halvleg, hvor de reddede på stregen og så videre, men det er bare ikke godt nok, og så giver vi dem oven i købet et mål mere til sidst.”
”Det er sindssygt skuffende, for meget af det vi har bygget op gennem de første 15 kampe som ubesejrede, det har vi smidt væk med vores præstationer i dag og i søndags."
"Men der er ikke andet at gøre end at starte forfra i morgen og arbejde frem mod en sejr i Farum på søndag, så vi kan komme tilbage på sporet og finde momentum igen,” sluttede Thorup.