Thorup: Stærk præstation både på banen og tribunen
”Man siger jo, at den første sejr er den sværeste, så det var både dejligt og vigtigt, at den kom i dag,” sagde Jess Thorup efter aftenens stærke udebanepræstation mod OB.
”OB indledte sæsonen godt, og Odense er ikke det nemmeste sted at spille, men vi var virkelig sultne efter den her sejr. Og så var det jo fantastisk at have den opbakning fra 2.000 FCK-fans, så vi både fik en stærk præstation på og uden for banen. De skal have stor ros for støtten til holdet, og vi havde virkelig glædet os til at opleve igen og give dem den her sejr.”
”Allerede i torsdags løftede vi vores spil og gik ikke bare ud for at få det overstået, og det kunne vi tage med os i dag, selv om modstanden var en helt anden.”
”Vi stod godt og kompakt i vores defensiv i dag, og samtidig var vi gode offensivt, skabte masser af chancer og scorede to gode mål. Især den første halve time var noget af det bedste, vi har spillet længe, og der havde vi jo muligheden for at komme yderligere foran.”
”Men vi vidste på forhånd også, at OB i perioder ville presse os, men alligevel blev vi lidt for passive det sidste kvarter af 1. halvleg og kom til at stå for dybt. Det skal man passe på med mod et hold som OB, men vi stod alligevel godt imod deres pres.”
”Selv om de havde chancer undervejs, så formår vi at holde clean sheet for tredje gang i træk, og det er selvfølgelig dejligt, ikke kun for keeperen og forsvaret, men for hele holdet. Det var jo et af vores fokusområder efter sidste sæson, og havde Torpedo ikke fået et tilfældigt mål i Parken i tillægstiden, så havde det været fire i træk," sluttede Thorup.