Pantelis Hatzidiakos

Topbrag i Herning Skærtorsdag kl. 18

Skærtorsdag kl. 18 skal løverne rejse sig efter søndagens Derby-skuffelse med en udekamp mod FC Midtjylland, der endnu ikke har vundet i Mesterskabsspillet.

Det er dog stadig et topbrag mellem ligaens nummer 1 og 2 i en toptabel, der blev endnu tættere efter weekendens kampe.  Nu er der kun ni point mellem nr. 1 og 6, hvor der sidste sæson var 23 point på samme tidspunkt – og de tre foregående sæsoner var der i snit 17 point.

Superliga-stillingen


Midtjyderne gik ind i Mesterskabsspillet med et forspring til løverne på fire point efter en stime på seks sejre i syv kampe, hvor deres eneste nederlag faldt i Parken den 23. februar. Men så tabte de først hjemme til Brøndby og siden ude til Randers, inden de i søndags havde spil og chancer til alle tre point i Aarhus, men måtte nøjes med 1-1.

I de næste to runder har vi ”dobbeltprogram” mod AGF, mens Midtjylland spiller ude og hjemme mod FC Nordsjælland.

Keeperskifter
I søndags var Jonas Lössl tilbage i det midtjyske mål, efter at Elias Olofsson havde stået hele Superliga-sæsonen, og vi står også over for et keeperskift, når Nathan Trott vogter målet for første gang i 2025 på grund af Diant Ramajs karantæne. Trott stod 27 kampe i efteråret, heraf 14 i 3F Superliga.

Indbyrdes statistik
Selvfølgelig bliver det igen ”talk of the town”, at vi i otte år har haft svært ved at vinde i Herning: V1, U2, T13.

Et statistisk lyspunkt kan være, at vi kun har tabt halvdelen af de seks seneste kampe på MCH Arena (V1, U2, T3), og at kampene var tætte. Senest førte vi i efteråret 1-0 til 20 minutter før tid, på et mål af Kevin Diks, men tabte 1-2, og forrige gang sikrede Diks det ene point med en straffe-udligning i 95. minut.

Udsolgt udeafsnit
FC Midtjylland har frigivet nogle få pladser tilbage på MCH Arena på deres tribuneafsnit, og vores udeafsnit har længe været udsolgt, men du kan se kampen på TV3+ og Viaplay.