Torpedo-udekamp i Kazan
Vi skal til Kazan i sæsonens første udekamp.
Vores udekamp mod Torpedo-BelAZ Zhodino kan som tidligere oplyst ikke spilles i Belarus, og i stedet får vi et gensyn med Tsentralnyi (Central) Stadion i russiske Kazan, ca. 800 km øst for Moskva. Det er dog samme tidszone som Moskva, dvs dansk tid +1 time.
Gensyn med Tsentralnyi Stadion
Her spillede vi også Champions League-gruppekamp i 2010, da vi tabte 0-1 til FC Rubin Kazan, og vi spiller altså ikke på byens nye stadion, Ak Bars Arena, som blev benyttet under VM i 2018.
Ingen tilskuere i Kazan
Mens det nye stadion rummer ca. 45.000 tilskuere, rummer Tsentralnyi Stadion kun ca. 25.000, men det betyder ikke noget, for der må slet ikke komme tilskuere til opgøret, der spilles torsdag den 29. juli.
Det må der til gengæld det første opgør i Parken torsdag den 22. juli. Nærmere info om billetter følger senere, men med et platinkort er du sikret en fast plads til alle europæiske hjemmekampe - og de andre kort og abonnementer giver forkøbsret. Læs mere her!
Reglen om udebanemål droppet
UEFA har i øvrigt netop meldt ud, at de har afskaffet den mangeårige regel om, at udebanemål tæller dobbelt, hvis holdene står lige. I stedet spilles 2 x 15 minutters forlænget spilletid og herefter straffesparkskonkurrence.