Træning på Nummer 10

Træning i en coronatid: En stor udfordring for staben og spillerne



82 dage. Så længe er det siden, at de danske mestre sidst var i aktion. Forud for Superliga-repremieren fortæller F.C. Københavns fysiske træner, Anders Storskov, her hvordan træningen har været tilrettelagt i perioden, og hvordan spillerne har håndteret den pludselige pause på grund af covid-19-pandemien.

”Det har da været en udfordring for os allesammen. Ikke mindst for spillerne. De er vant til en meget struktureret hverdag, hvor alt er tilrettelagt med øje for den næste træning og den næste kamp. Og lige pludselig er hele deres identitet som fodboldspillere og elitesportsfolk kommet under pres, fordi de fra den ene dag til den anden ikke kunne komme i kamp og præstere for at opnå et resultat. Nu nærmer vi os heldigvis en form for normalitet igen rent træningsmæssigt,” forklarer Anders Storskov, der trods sine 20 år i jobbet selvsagt ikke har prøvet noget lignende.

Det muliges kunst

Nedlukningen af en stor del af det danske samfund i midten af marts, betød også at træningen på Frederiksberg blev indstillet efter hjemkomsten fra Europa League-kampen i Istanbul.


”I starten var spillerne jo ikke på træningsanlægget overhovedet, men holdt sig i gang rundt omkring i parker og lignende - kun i mindre grupper. Senere åbnede vi igen op på Nummer 10, hvor spillerne med en del forholdsregler kunne træne på skift i mindre antal og med afstand. Og her lavede vi øvelserne så fodboldfunktionelle som muligt og med en sammensætning, så vi kunne træne kamprelevante relationer spillerne imellem. Så vi har forsøgt at holde dem så ’fodboldfitte’ som muligt i hele perioden.” 

Alternative træningsprogrammer
”Vi har været nødt til at være omstillingsparate hele tiden, for situationen har udviklet sig konstant og det har vores retningslinjer også. Træningsprogrammerne blev lavet en uge ad gangen og justeret løbende alt efter præstationskrav og positioner de enkelte spillere har i kamp. Og generelt har vi prøvet at tilnærme os den samme ’load’ og træningsmængde, som i en mere eller mindre normal uge fx i forhold til antal af højintense løbsmeter, sprints og eksplosive aktioner. Sideløbende er spillerne også blevet stimuleret med mere udholdenheds- og socialt motiverende træning bl.a. i skoven og på vandet.”



Sammenhold på sociale medier
”Vi har gjort meget for dem også rent socialt i mindre grupper, og generelt holdt dem aktive med hinanden via sociale medier ligesom alle andre i denne tid, så de ikke har følt sig isolerede men som en del af et stærkt team. Og i det mentale arbejde med truppen har både Ståle, Martin Langagergaard, Dave Cosgrave og flere andre spillet en stor rolle.”

”Alle i klubben er gået rundt i uvished om, hvornår vi skulle være klar til at komme i gang igen. Og spillerne har ikke haft en følelse af at træne frem mod et bestemt mål eller en bestemt kamp. Men vi har i stedet arbejdet med kortere, personlige delmål undervejs, som spillerne har skullet leve op til. Og derfor har vi også stået bedre end før en mere normal preseason, hvor spillerne kommer lige fra ferie, til den ’corona-preseason’, som vi har været igennem, siden vi fik grønt lys til fællestræning og frem til Superliga-starten nu.”

Ros til spillerne

Mandag den 1. juni går det løs i Lyngby til den første kamp siden 12. marts. Og ifølge Anders Storskov er truppen klar til kamp trods den noget usædvanlige tid på træningsbanerne siden sidste kamp.


”Spillerne har gjort deres hjemmearbejde i pausen, og virkelig haft lyst til at træne og haft høj kvalitet i tingene, selvom det hele har været anderledes end de har været vant til. Nu har de også fået et par træningskampe i benene, hvor alle har fået spilletid. Og de ser klar ud. Nu handler det om at håndtere den nye kompetetive situation, det er at spille om point - og så også at gøre det på et tomt stadion. Og det har vi også arbejdet med dem om rent mentalt, så jeg er meget fortrøstningsfuld,” slutter Storskov.



Kampen i Lyngby sparkes i gang mandag kl. 18.00 og kan ses direkte på Canal 9.

>> Se FCK TVs INSIDE-videoer om tiden under coronapausen her