Tre mål på otte minutter afgjorde kampen

Tre mål på otte minutter afgjorde kampen

William Kvist og Thomas Delaney var tilbage på den centrale midtbane efter begge at have afsonet karantæne i Hobro, og Keita og Verbic gled ud på bænken. Desuden var Santander med fra start igen i stedet for den skadede Corner.

Vi lagde udmærket fra land og kunne med lidt held være kommet foran allerede i andet minut, da Jeppe Højbjerg tabte et udmærket Bashkim-hug fra kanten af feltet, men heldigvis for Esbjerg-keeperen gik bolden til hjørne og ikke ind i målet.

Men lad os bare indrømme, at vi ikke skabte meget mere i de første 45 minutter. Esbjerg havde til gengæld et par gode chancer, inden de efter en halv times tid kom foran på en scoring af Kevin Mensah. Jeppe Andersen lagde en bold indover fra højre, som Mick van Buren lagde af til Mensah, der resolut firsttimede den fladt ind ved nærmeste stolpe.

Halvlegen fik en trist afslutning, da Esbjerg-backen Ryan Laursen tilsyneladende kom slemt til skade efter en tackling med Delaney, og han måtte humpe fra banen med store smerter.

Efter pausen forløb det første kvarter uden de store chancer i nogen af enderne, men efter kampuret havde rundet en time, tog landets hotteste frontduo fat, og så skete der pludselig ting og sager - og otte minutter senere førte vi 3-1!

Først sendte Delaney Santander afsted i dybden med en flot fremlægning, og Federico løb fra Daniel Stenderup, tog et træk og prikkede bolden ind ved den nærmeste stolpe, hvor Højbjerg kun nåede ned og fik det yderste af handsken på.

Straks begyndte vores spil at flyde meget bedre, og seks minutter senere dømte Lars Christoffersen straffe, da Marco Lund tydeligt havde hånd på et indlæg fra Nicolai, og vores 10’er var som sædvanlig sikkerheden selv fra 11 meter-pletten.

Så knækkede hjemmeholdet nærmest fra det ene øjeblik til det andet, mens vi fuldstændig styrede begivenhederne resten af kampen. Og bare to minutter senere blev det 3-1 på dagens vel nok smukkeste scoring. Ankersen sendte Nicolai afsted i højre side, han tog sig tid, ventede til han kom ned i feltet og spillede så bolden ind mod Santander, der elegant tog den med forbi Lund og hamrede den op i nettaget! Wauw, for en bomber af en forward, han har udviklet sig til her i foråret!

Det blev 4-1 små 10 minutter før tid, da Ankersen fandt Nicolai i feltet, hvor han lige tog et træk for at komme på skudhold, inden han afsluttede, og inde på stregen kunne en forsvarer ikke forhindre bolden i at ende i netmaskerne.

Færdigt arbejde, ud i bad og ind i bussen - og så kan vi ellers for alvor se frem til den store GULDFEST på søndag, når AGF kommer på besøg i Telia Parken. På glensyn!

Holdet:
28 Thomas Kaminski – 22 Peter Ankersen, 25 Mathias Zanka Jørgensen, 20 Christoffer Remmer, 2 Tom Høgli – 9 Bashkim Kadrii (57.: 32 Danny Amankwaa), 6 William Kvist (57.: 7 Benjamin Verbic), 8 Thomas Delaney (anf.), 24 Youssef Toutouh – 19 Federico Santander, 10 Nicolai Jørgensen (83.: 34 Marcus Mathisen)

Ikke benyttet: 41 Kim Christensen, 4 Pelle Nilsson, 35 Aboubakar Keita, 38 Frederik Bay