U17 er danske mestre igen
Med 3-0 ude mod FC Nordsjælland sikrede U17 sig her til aften det danske mesterskab og fuldendte et mesterskabs-hattrick sammen med førsteholdet og U19. Det har ingen dansk klub før præsteret, siden de landsdækkende ungdomsligaer blev indført i 1999.
Efter 0-0 ved pausen i Farum bragte Victor Froholdt drengene foran på straffe, og Oliver Højer øgede til 2-0 og 3-0.
Tredje U17-guld ud af seks
Det er vores tredje U17-mesterskab på seks sæsoner, og det er anden gang i træk, at cheftræner Alfred Johansson fører sit U17-hold til det danske mesterskab.
Holdet havde desuden store chancer for at vinde titlen i sæsonen 19/20. Holdet havde otte sejre, to uafgjorte og et enkelt nederlag efter efterårssæsonen, men forårssæsonen kom aldrig i gang på grund af Covid-19, og der blev ikke kåret en mester.
Denne sæson
U17 indledte denne sæson med mange skadede spillere og tabte to af de første fire kampe, men vandt siden seks sejre og spillede en enkelt uafgjort inden vinterpausen. En række af spillerne supplerede også U19-holdet til en international turnering i Spanien i december, hvor holdet nåede finalen og tabte til Molde.
Inden forårssæsonen rykkede en række af de bærende U17-kræfter op på U19-holdet, bl.a. U17-landsholdsspillerne Noah Sahsah, Emil og Oscar Højlund, men andre stod klar til at tage over.
U17-holdet holdt stilen og aftenens sejr var den tiende i et forår, som også har budt på tre uafgjorte og et enkelt nederlag.
Holdet har samtidig imponeret på den internationale scene ved at slutte på fjerdepladsen i den Algarve Cup i marts og ved at vinde den internationale turnering i franske Saint-André-les-Lille.
I den hjemlige U17-liga var det et titelkapløb med et formstærkt OB-hold, og i en velspillet topkamp i Ådalen i maj spillede de to hold 1-1, hvorefter OB vandt straffesparkskonkurrencen og sikrede et ekstra point til tabellen.
Men vores unge mandskab stod for presset og holdt fynboerne bag sig ved at vinde de følgende kampe, og da OB snublede i Silkeborg for et par uger siden, kunne U17 afgøre det hele her til aften - og præsterede igen stærkt, når det gjaldt. OB tabte i øvrigt også her til aften mod 0-3 ude mod FC Midtjylland, men vores drenge gjorde altså selv arbejdet færdigt og sikrede titlen med en sejr.
Pokal og medaljer på lørdag
Lørdag eftermiddag kan vi derfor se frem til endnu en pokal- og medaljeceremoni efter U17's sæsonafslutning mod AaB hjemme på KB's anlæg, hvor der er kickoff kl. 14 (og ikke kl. 13, som vi før har skrevet).
Her er i øvrigt også tale om et pudsigt "hattrick", for AaB var jo også modstanderen, da Superliga-holdet fik pokal og medaljer i Parken - og en uge senere, da U19 fik deres pokal og medaljer.
Første ”mesterskabs-hattrick”
Som nævnt er U19- og U17-mesterskabet siden 1999 blevet afgjort i en landsdækkende turnering, hvor alle mødes hjemme og ude. Først med deltagelse af 12 hold, og siden 2012/13-sæsonen med 14 hold.
Vi skal en del år tilbage, før nogen vandt U19- og U17-ligaerne i samme sæson. Brøndby gjorde det i 2010/11, og FC Midtjylland i 2008/09 og 2009/10, men ingen har før vundet både Superligaen og begge de ældste ungdomsrækker.
Det skal for god ordens skyld nævnes, at der også før 1999 blev kåret danske mestre i det, som dengang hed ynglinge- og juniorrækkerne. Fra 1994-99 spillede man i tre geografisk opdelte kredse i foråret, hvorefter de to bedste fra hver kreds spillede et ”mesterskabsspil” om efteråret. Her vandt AaB både ynglinge- og juniorrækken i 1997.