Træningskamp U17-B.93

U17 er godt i gang med pre-season

Sidste weekend spillede U14, U15 og U19 årets første træningskampe, og lørdag middag kom turen til U17, der indledte træningen et par dage senere end de andre hold.

B.93 var modstanderen på KB’s kunstbaner, og det stod 0-0 til kort før pausen, hvor de unge løver kom i gang på et straffespark, og efter pausen scorede de yderligere fire gange til slutcifrene 5-0.

Philip Allentoft og Martin Vingaard
Martin Vingaard instruerer Philip Allentoft under B.93-testkampen. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Sejre luner altid, men det var ikke det vigtigste for cheftræner Martin Vingaard:

”Det var helt som sådan en første træningskamp i pre-season plejer at være, hvor spillerne længe har gået og glædet sig til at spille kamp, og så går tingene lidt hurtigere oppe i hovedet end fødderne kan følge med.”

”Så der var lidt flere tekniske fejl og sådan nogle ting, men det vigtigste for os var bare at få alle spillere i kamp. Men det var blandt andet positivt, at vi i spillet kunne se noget af det, vi har øvet på træningsbane i den seneste uges tid.”

Neo Jönsson
Vores nye svenske spiller, Neo Jönsson, fik sine første minutter i FCK-trøjen. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


"Det var et lidt andet hold, end det vi så i efteråret, men sådan er talenttrænerens cyklus jo hvert år?"

”Ja, nogle af de ældre er rykket fast op på U19 her i vinterpausen, og der er også nogle flere med U19 her i weekenden, hvor de skal til Göteborg og spille i morgen. Men sådan er det jo hvert år, og det er kun positivt, at vi på alle niveauer kan sende dygtige spillere videre.”

”Men vi har det udgangspunkt vi har nu, og så bygger vi videre derfra. De, der ikke har spillet så meget i efteråret, må bare hoppe med på vognen nu, og tage den spilletid de kan få, men der bliver ikke foræret noget.”

Hunor Vajk Nemeth
En af holdets erfarne kræfter, Hunor Vájk Nemeth, åbnede scoringen på straffe. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


"Efter kampen talte I meget om kommunikationen på banen, er det et særligt fokuspunkt?"

”Det er jo meget forskelligt fra årgang til årgang, hvor verbale spillerne er på og uden for banen, og lige nu har vi som sagt en del ældre, der er rykket op på U19, og de efterlader et hul i blandt andet det med at kommunikere og turde tage et ansvar for en konkret aktion i spillet ved at kommunikere noget til holdet. Så ja, det har vi fokus på, så de årgange vi har nu, ikke bliver for stille.”

”Det er ikke noget man bare lige gør fra den ene dag til den anden, men vi taler meget om det. Men det er langt fra det eneste, vi arbejder med. Selv om vi kommer fra et efterår, hvor vi havde et rigtig højt niveau og et rigtig højt pointsnit, så arbejder vi også med mange små justeringer i det tekniske og taktiske og med vores struktur på holdet og de principper vi har.”

Tristan Panduro
Tristan Panduro sætter et par modstandere. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


"Hvordan ser resten af jeres pre-season ud?"

"Søndag har spillerne fri, men mandag er vi tilbage på træningsbanen, og så har vi en kamp mod Helsingborg næste weekend. Weekenden efter tager vi til Tyskland og spiller to kampe i Dortmund og Köln, og så slutter vi af den 10. eller 11. med en kamp mod Malmö FF. Så der venter nogle spændende internationale modstandere, inden vi tager hul på U17-ligaen den 18. februar med en hjemmekamp mod OB," slutter Martin Vingaard.

Han overtog U17-cheftrænerjobbet midt i efterårssæsonen efter tidligere at have haft U15, og hans hold har overvintret på førstepladsen, tre point foran AGF med en kamp mindre spillet, men der er kun fire point ned til Nordsjælland og Brøndby, som har spillet en kamp mindre end os, så det tegner til et spændende forår, når vores mesterskab skal forsvares. Foråret byder også på internationale turneringer i udlandet i både Portugal og Frankrig.