U19 i finalen efter stærk præstation mod Hammarby
I den tredje kamp på seks dage kunne vores U19-hold nøjes med uafgjort for at vinde gruppen og gå i finalen om det skandinaviske mesterskab, men mål af Orri Óskarsson før pausen og Emil Winther Højlund efter pausen sikrede en 2-1-sejr over Hammarby.
Svenskerne stillede med et ældre og fysisk stærkere hold, der talte fem fra årgang 2002, mens resten var årgang 2003. De dominerede også spillet i det meste af 1. halvleg, hvor vi måtte forsvare os det meste af tiden – hvilket vi til gengæld gjorde glimrende, så de aldrig kom til de helt store chancer.
I stedet kom vi foran på en kontra efter en halv times tid, da Orri Óskarsson stak afsted helt oppe fra midten af banen og løb ned og udplacerede den svenske keeper.
Kort efter ramte Noah Donovan Sahsah indersiden af stolpen, da han fik chancen for at afslutte i feltet, men bolden studsede ikke vores vej. Syv minutter før pausen fik svenskerne også en udmærket skudchance i den anden ende, men Andreas Dithmer parerede afslutningen.
I pausen fik vi justeret nogle ting og kom meget bedre ud til 2. halvleg, så vi ikke bare kom til at stå og forsvare os hele tiden.
Hammarby appellerede forgæves for straffe i det 51. minut, men fik et fire minutter senere, da en bold tilfældigt blev sparket op på Oscar Højlunds hånd.
Uafgjort var stadig nok til, at vi ville vinde gruppen og gå i finalen, men det havde aldrig været planen at gå ud og spille på krydset og var det heller ikke nu.
Jeppe Corfitzen og Thomas Jørgensen kom ind med nye kræfter, og vi havde flere gode angreb, der med lidt held kunne have ført til mål.
Det kom da også, da der manglede tyve minutter, hvor Emil Winther Højlund dundrede bolden i nettet med venstre.
De næste ti minutter sad vi godt på kampen, men mod slutningen begyndte Hammarby at presse på for en udligning. Det blev til et par dødbolde, men stadig holdt vi dem fra åbne chancer og kørte således endnu en sejr i hus.
Vi blev matchet på en helt anden måde, end vi normalt gør i U19-ligaen, og derfor er det ikke ”bare en sejr i rækken”, men en ganske imponerende præstation af vores noget yngre mandskab med flere U17-spillere på holdet, der ikke har spillet mange U19-minutter endnu.
Så endnu engang fik vi bevis for, at der bliver arbejdet godt i alle talentårgange med at gøre spillerne klar til næste niveau, når behovet opstår.
Nu venter en finale på mandag kl. 11 – vi ved endnu ikke mod hvem - inden truppen rejser hjem til København senere på eftermiddagen.
FCK U19-HAMMARBY U19 2-1 (1-0)
29.: 1-0 Orri Óskarsson
55.: 1-1 Alper Demirol
70.: 2-1 Emil Winther Højlund
Andreas Dithmer - Emil Møller, Mattias Jakobsen, Ethan Amundsen-Day, William Maretti - Emil Winther Højlund, Oscar Winther Højlund (63.: Thomas Jørgensen), Daniel Haarbo - Fisnik Isaki (63.: Jeppe Corfitzen), Orri Óskarsson (83.: Jeffrey Adjei-Broni), Noah Donovan Sahsah