Uacceptabelt!

Søndag var F.C. København i aktion i Haderslev. Desværre vil kampen ikke kun blive husket for de seks mål, men også for massiv antændelse af røgbomber og nødblus fra F.C. Københavns udebaneafsnit. I kampens døende minutter blev der tillige kastet et nødblus på banen.

 

F.C. København tager kraftigt afstand fra episoderne, der går imod al sund fornuft, ordensreglementer og lovgivning. I samarbejde med SønderjyskE’s sikkerhedsafdeling arbejdes der på højtryk for at finde frem til de skyldige, der naturligvis som minimum vil få karantæne fra F.C. Københavns kampe.

 

I forbindelse med årets Superligasæson indførte DBU såkaldt ”objektivt udebaneansvar”. Det indebærer, at udeholdet er ansvarlig – og dermed kan sanktioneres – for hændelser (fx hærværk, afbrænding af nødblus m.v.) i det tilskuerafsnit, som udeholdet er blevet tildelt.

 

Det objektive ansvar er allerede kendt fra UEFA’s klubturneringer, og F.C. København bifalder, at DBU har taget skridtet i forlængelse af en række ubehagelige episoder i udebaneafsnit under kampe i Superligaen i de senere år. Søndagens episode er blevet indberettet af kampens dommer, og kan dermed få konsekvenser for F.C. København, og vi vil bruge alle juridiske midler for at kræve erstatning for de eventuelle bøder, der rammer klubben.