Uafgjort i forårspremieren

Uafgjort i forårspremieren

Corner-comeback med saksespark på stolpen
Bekymringerne for at den fremrykkede forårspremiere ville forsvinde i frost og sne gik ikke i opfyldelse! En kølig vind mindede dog om, at det ikke er forår endnu, men rammerne var perfekte ude i Marselisskoven, da de hvi’e tog imod de orangeklædte løver.

Kampens indledning bød ikke på det helt store, før i det 9. minut, da Lars Jacobsen fremtvang et hjørne, som Pierre Bengtsson sendte ind i feltet, og efter en clearing forsøgte Cornelius sig optimistisk (og fornemt) med et saksespark, der overrumplede Ousager og tog den ene opstander – og Mellberg var direkte uheldig med at returbolden studsede forbi ham, så han ikke kunne sparke den ind.

Yderligere 9 minutter senere fik Toutouh en god skudchance på kanten af feltet, men den blev rettet af og gav kun et af flere FCK-hjørner i denne periode af kampen, hvor der var godt tryk på det århusianske forsvar. Cornelius var lige ved at få fat i en Gislason-stikning i feltet, og kort efter var det Vetokele, der nær havde fået fat i en islandsk frispilning, men stadig kneb det med at komme til de helt store chancer.

Wiland ikke på de store prøver

I den anden ende var hjemmeholdet til gengæld ikke særligt skarpe, og Wiland kom stort set ikke på prøver i de første 45 minutter. Hans kollega Emil Ousager havde væsentligt mere at se til i den anden ende, men slap med skrækken, da Cornelius lidt efter den halve time fik en fin bold af Vetokele, men i god position sendte den et stykke forbi med højrebenet.

Lidt efter forsøgte Gíslason sig, men måtte se bolden suse over det nærmeste målhjørne. Spil og chancer tilsagde en københavnske pauseføring på mindst et mål, men det blev ved de 0-0 efter de første 45 minutter.

Efter pausen kom hjemmeholdet efterhånden bedre med i kampen og vovede sig længere frem på banen, men det var stadig gæsterne der producerede de største muligheder. Cornelius hamrede tæt forbi fra spids vinkel efter et kontraløb, og Gíslason havde en endnu større chance kort før der var spillet en time, da han brød godt igennem i venstre side af feltet, men måtte se afslutningen suse tæt forbi den fjerneste stolpe.

Cornelius-specialitet lignede længe sejrsmålet
Først midt i 2. halvleg kom Wiland for alvor på prøve, da Mikkel Kirkeskov blev spillet fri i venstre side af feltet, men den svenske keeper kom godt ned og blokerede det hårde skud. Akharraz fik også en god skudmulighed midt i feltet, men blev blokeret af Lars Jacobsen – med hånden, mente århusianerne, men i stedet slog løverne kontra, og Gíslason var meget tæt på at få bolden ind til en helt udækket Cornelius, men Ousager fik fat i den.

Men efter en periode hvor hjemmeholdet var godt inde i kampen, fik gæsterne lige flyttet spillet lidt længere frem på banen, og sendte med 20 minutter før tid også Bolaños ind for Claudemir, så Toutouh kunne få lov at ”flagre” lidt mere rundt. Og det skulle vise sig at give bonus bare to minutter senere, hvor Toutouh var trukket over i højre side, hvorfra han sendte et perfekt indlæg ind mod Cornelius – og da hans oppasser Bjørdal lige var uopmærksom i en brøkdel af et sekund, smuttede Corner fra ham og headede bolden ind bag en forgæves sprællende Ousager!

Løverne forsøgte klogeligt at forsvare føringen ved at holde et højt pres på hjemmeholdet, og knap 10 minutter før tid var Gíslason tæt på at afgøre definitivt, da han fik en stor chance i feltet efter godt forarbejde af Bolaños, men Ousager kom godt ud og blokerede.

Århusiansk udligning i de døende minutter
Lidt efter forlod islændingen banen til fordel for Braaten, og lidt forinden var TK også kommet ind for Toutouh. De hvide forsøgte til det sidste at komme frem til noget og sendte også nye kræfter på banen, men det blev aldrig for alvor farligt nede foran Wiland – før i det allersidste minut af kampen, hvor de brød et FCK-opspil og sendte en bold ind i feltet fra højre side, som indskiftede Jesper Lange kom først på. Selv om Wiland nåede ned og fik handsken på, kunne han ikke forhindre den i at gå i nettet.

Langt inde i overtiden fik Vetokele muligheden for at give løverne alle 3 point med hjem, da han tæmmede et indlæg og fyrede af, men Ousager nåede godt ned og redde bolden og det ene point til AGF’erne - og det andet går med hjem til Hovedstaden, inden næste søndags topopgør mod Midtjylland.


Holdet: Johan Wiland - Lars Jacobsen (anf.), Kris Stadsgaard, Olof Mellberg, Pierre Bengtsson - Rúrik Gíslason (82.: Daniel Braaten), Claudemir (70.: Christian Bolaños), Thomas Delaney, Youssef Toutouh (74.: Thomas Kristensen) - Igor Vetokele, Andreas Cornelius

Ikke benyttet: Jakob Busk, Christoffer Remmer, Georg Margreitter og Danny Amankwaa