Uddrag af William Kvists nye bog

Onsdag den 30. maj udkommer William Kvists bog "Jagten på frihed" på forlaget Storyhouse. FCK.DK har fået lov at bringe et enkelt kapitel - det, der handler om Williams tilbagevenden til klubben i sommeren 2015.

KAPITEL 15: FARVEL TIL MR. EUROMAN

En dag i begyndelsen af juli trak Ståle Solbakken mig til side på træningsbanen. 

»Bare så du ved det,« sagde han. »Jeg har en pose penge at bruge på dig, hvis det har nogen interesse.« Jeg kunne komme hjem igen, hvis jeg ville. Det var budskabet fire år efter mit exit, og det gav straks en god mavefornemmelse, kunne jeg mærke. Nu var det op til mig at træffe en beslutning. Egentlig havde jeg slet ikke tænkt i de baner. For jeg havde en opfattelse af, at jeg gerne ville blive i udlandet, og jeg vidste, at hvis jeg først tog hjem, så ville jeg blive hjemme. Christine var også klar på at tage videre på eventyr, så derfor havde vi ikke rigtig drøftet København. I stedet havde jeg bedt mine agenter om at holde blikket rettet mod udlandet. På Bistro Boheme i København havde jeg holdt møde med Birminghams træner, Gary  Rowett, men selv om jeg fik et meget positivt syn på ham som både træner og menneske, så spillede holdet i den næstbedste række, og jeg så stadig mig selv som potentiel Premier League-spiller og ikke som én, der endnu en gang skulle kæmpe i en bundklub på mudrede baner rundt omkring i England. Samtidig var der interesse fra klubber i de bedste rækker i Frankrig, Spanien og Italien, heriblandt Verona. 

Men jo mere jeg kiggede på de klubber, desto mere måtte jeg også spørge mig selv: »Hvad er sandsynligheden egentlig for, at det skal lykkes? Hvis det ikke er lykkes i tre forskellige klubber, hvorfor skulle det så fungere nu? Hvorfor vil du egentlig videre rundt i Europa?« Og svaret var ikke nødvendigvis: »YES! Lad os komme af sted.« De tanker fik nogle ting til at falde på plads for mig. Det handlede ikke nødvendigvis om en manglende tro på egne evner, for jeg havde også været uheldig med mine klubber og de forskellige trænerfyringer, hvor den nye manager havde haft brug for at sætte sit eget hold og sit eget præg. Men jeg var bange for at havne i en ustabil klub og få mere af det samme, som havde fyldt så meget de senere år. Otte trænere og to nedrykninger i tre klubber på fire år havde sat sine spor. Jeg sagde dog ikke ja til FCK med det samme. Faktisk gik der 10 dage, hvor Christine og jeg snakkede tingene igennem på lange gåture. Min bekymring gik på, om jeg ville kunne affinde mig med at komme tilbage til FCK og skulle motivere mig selv til at spille der resten af mine fodboldår. Om jeg ville være ok med at få Ståle som træner igen, nu hvor han også var tilbage i FCK efter en mindre succesfuld tur til udlandet. Samtidig var det en stor beslutning at lægge min udlandskarriere i graven, og jeg havde en del af mig, der igen og igen sagde, at jeg ikke havde vundet nok i udlandet. At jeg ikke var lykkes med det projekt. Derfor lavede jeg en liste med for og imod:

Udland 
Eventyr 
Nå højere niveau
Økonomi 
Mærkatet lykkedes og succes på karrieren

FCK 
Gøre forskel 
Klublegende
Livet efter karrieren 
Familie/venner 
Kultur/mentalitet 
Bedre chancer på landsholdet

Når alt kom til alt, føltes det rigtigt at vende hjem. Samtidig skete der ikke nok i forhold til de udenlandske klubber og deres interesse. Det var som om, alle holdt på hestene og ventede til sidst i transfervinduet med at gøre noget, og det drama havde jeg ikke lyst til at blive en del af endnu en gang. 

Derfor var beslutningen i sidste ende ikke særlig svær. Jeg meddelte Ståle, at jeg var klar til at finde en løsning, og at jeg kun havde et enkelt forbehold: Premier League. Hvis der kom et tilbud fra den kant, ville jeg have muligheden for at smutte igen. Derfor skrev vi en fem-årig kontrakt med en klausul, der gjaldt i transfervinduet sommeren efter den første sæson hjemme. Derefter gik det stærkt. Fredag den 17. juli 2015 var der planlagt et kickoff-show i Imperial-biografen i København, hvor FCK præsenterede holdet for sæsonkortholderne og andre trofaste fans – og der ville de gerne sende mig på scenen som en overraskelse for fans og medspillere. Jeg bestod lægetjekket, fik skrevet under og måtte gennemføre formiddagstræningen uden at afsløre noget for mine kommende holdkammerater. De troede bare, at jeg stadig trænede med som gæst, og nogle spurgte endda, hvordan det gik med at finde en ny klub i udlandet. Jeg forsøgte at slå det lidt hen med nogle vage bemærkninger om, at der var noget på vej. Samme eftermiddag stod jeg så ved scenedøren i Imperial og fik gåsehud over det hele. Showet havde været i gang i mere end en time, og jeg skulle komme ind som den sidste overraskelse. Speakeren introducerede mig fra scenen, hvor resten af truppen allerede stod – og så gik jeg ellers ind til tonerne af Diddy og Skylar Greys hit Coming Home iklædt en hvid FCK-trøje med nummer 6 på ryggen. Musikken brølede ud af højtalerne i den store biografsal med plads til over 1.000 mennesker:

I’m coming home I’m coming home Tell the world I’m coming home Let the rain wash away all the pain of yesterday I know my kingdom awaits and they’ve forgiven my mistakes I’m coming home, I’m coming home Tell the world that I’m coming

Fansene rejste sig i jubel og stod i mere end et minut og klappede, mens jeg kiggede lidt benovet ud på dem og ikke helt vidste, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Jeg strakte et par gange armene i vejret og bøjede mig ned for dem i taknemmelighed. Det var en fed fornemmelse at vende hjem til den velkomst og mærke begejstringen fra fansene.

»Jeg elsker København, og jeg elsker FCK. Det var tid til at komme hjem, mens jeg kan gøre en forskel. Vi skal vinde mesterskaber, og vi skal angribe Europa,« sagde jeg til fansene fra scenen. »Jeg har savnet jer.« »I lige måde,« blev der råbt nede fra salen.

Jeg var tilbage, hvor det hele startede – og det føltes godt. Da jeg forlod København i 2011, var jeg kommet langt i min jagt på frihed fra bæstet, men fodboldkulturen i de klubber, jeg kom til, åd den gode mentalitet og alle de gode intentioner og tanker, jeg kom med. Derfor gav hjemkomsten en god anledning til at stoppe op og reflektere over det, jeg havde oplevet og været udsat for i mine fire år i udlandet. 

Måske havde jeg også villet mit eget projekt alt for meget, vise dem, at min model, mit system og mine tanker var bedre end deres, i stedet for at tilpasse mig og få mine ting ind hen ad vejen. I Stuttgart kunne de ikke forstå, hvorfor jeg ikke var mere brovtende og arrogant, men jeg har aldrig haft den attitude. For mig er det de indre værdier fremfor de ydre værdier, og det slog jeg mig på og led under. 

Jeg havde mistet alt det, der giver prestige i fodboldverdenen. Den faste plads på klubholdet, den sikre landsholdsplads, opmærksomheden fra pressen og muligheden for nogensinde at komme til udlandet igen. Men jeg havde ikke mistet mig selv og det, jeg stod for. Jeg døde ikke af det, og mine venner forlod mig ikke, selv om jeg blev sat af holdet i en bundklub i den næstbedste engelske fodboldrække. I stedet havde jeg i processen bevæget mig op på niveau 3 i den lykketeori, som jeg begyndte at arbejde med næsten 10 år tidligere i mine tidlige år i FCK. På niveau 3 ved jeg både som menneske og spiller, at jeg ikke er perfekt på alle områder. Det giver en helt vild ro og balance, som jeg ikke havde tidligere. På de første to niveauer søgte jeg konstant den næste forbedring, det næste projekt, der kunne gøre en forskel for mig. Men nu er jeg blevet bedre til at spørge: »Hvilken forbedring giver egentlig mening?« Jeg kom roligere hjem til København og følte mig mere afslappet og stærkere. Jeg var ikke død af at ramme bunden i Wigan, og jeg vidste, at om jeg så brækkede benet syv steder til næste træning, så skulle vi nok finde ud af det. Gjorde det, at jeg arbejdede mindre til træning? Nej. Var jeg stadig undersøgende og bidragende? Ja. Men det var et farvel til Mr. Euroman, som jeg havde døbt den udgave af mig selv. Ham den perfekte, der tog sin egen juicepresser med i landsholdslejren, lavede kostplan og 

 

åndedrætsøvelser, kunne hypnotisere sig selv og blev fremstillet som klog, anderledes og i fuld kontrol i medierne med overskrifter som »Hovedspilleren«, »Hjernen på landsholdet« og »Der Optimierungs Mann«. Ham, der vidste alt og kunne alt. Ham, der ikke kunne tage fejl. Det kom til at se ufejlbarligt og bedrevidende ud, som om jeg var på en mission, der ikke kunne gå galt, som om jeg havde fundet de vises sten og kunne optimere mig hele vejen til en startplads i Manchester United. Jeg var lidt karikeret sagt en ung mand uden humor, der bare kørte helt asketisk derudad, nærmest som en maskine. 

Problemet var, at jeg aldrig gav slip. Når jeg lavede en fejl eller ikke præsterede, kiggede jeg altid på mig selv og mente, at det måtte være min egen fejl. Det blev til et selvpineri, det var svært at komme ud af. I stedet skulle jeg nogle gange have sendt regningen videre, men jeg kiggede på mig selv og mente, at jeg kunne klare alt. Magaths ankomst i Fulham var fx ikke min skyld. Jeg kunne sikkert godt have gjort det bedre, men det var ikke derfor, at jeg ikke spillede. Jeg skulle nogle gange have spurgt mig selv: »Kan jeg gøre noget ved det her?« Hvis svaret var nej, måtte jeg bare leve med det. Men i stedet tog jeg altid selv regningen, og det tyngede mig i perioder. Man kan sige, at jeg rent professionelt nok skulle have blødt op, slækket lidt hist og her i stedet for at insistere på altid at være ham, der kom med et blankpoleret æble til læreren. I dag er jeg færdig med at missionere, men selvfølgelig ikke med at optimere. Nu handler det bare om at nå måske 90 procent i stedet for hele tiden at jagte 100 procent. Det har været en livslæring at jagte det perfekte, men også en befrielse at give slip på det igen. Noget af det, jeg lærte af Peter Bastian og Jon Bertelsen, var at gå fra at prædike til at stå til rådighed. Når du prædiker, står du fast på dit eget standpunkt og er dårlig til at tilpasse dig, men når du står til rådighed, så gør du det, situationen eller stedet kræver, og kan komme med dine synspunkter og betragtninger. Den lille nuance har gjort en stor forskel i min tilgang til optimering – og er det, jeg gerne vil inspirere andre til. Derudover har vi haft endnu en familieforøgelse. Vores datter Leonora kom til verden i december 2017, og det at få børn har helt sikkert også rokket ved min insisteren på 100 procent. Alligevel fokuserer jeg stadig på detaljen, der kan være afgørende for, om jeg spiller den næste kamp eller ej. Det kan virke overdrevent, men det er de små justeringer, der virker.

Som fx at:

• Vaske hænder, så jeg ikke bliver syg af bakterier 
• Undlade at drikke vandet på udebaneture i suspekte lande og ikke spise salat eller andet, som kan være vasket i lokalt vand 
• Huske ørepropper til hotellet, hvis nu der er fest eller larm fra en nærliggende vej 
• Huske altid at have en vandflaske på mig, når jeg rejser 
• Huske kompressionsstrømper og -bukser til fly- og busture 
• Bruge særlige lysbriller de sidste timer, inden jeg skal sove, så det dårlige lys bliver blokeret 
• Drikke en særlig sove-te, inden jeg går i seng 
• Spise mine magnesium-piller
• Snuppe et lille stykke mørkt chokolade efter aftensmaden. Det skal være 85 procents chokolade, men så stiller den også både sukkertrang og giver nogle sunde ting

I 12 år har jeg fokuseret på at blive min egen bedste læge, og jeg er stadig opmærksom på, hvad der giver en træt muskel eller en træt og stresset krop. Jeg bruger stadig Body SDS flittigt, fordi det har en god effekt på kroppens stressniveau og tømmer lymfesystemet, og jeg vælger manuel terapi, når jeg har fået et slag, eller noget har sat sig i ryggen eller lysken. 

Mine kampdage er også stadig lagt i system. Tag en søndag, hvor vi skal spille hjemme i Parken kl. 18. Allerede dagen før sørger jeg for at drikke nok vand, spise et ordentligt aftensmåltid, undgå junkfood, alkohol og for meget sukker, og jeg sørger for at gå i seng i ordentlig tid. Samtidig har jeg en aftale med Christine om, at jeg sover i et værelse for mig selv og først må vækkes kl. halv syv, selv om vi har små børn, for så får jeg mine sammenhængende otte timer, og det, ved jeg, er nok til at føle mig klar. På selve kampdagen har familien ordet frem til frokost, og vi kan lave noget sammen, hvor jeg ikke kommer til at løbe eller svede for meget – hvor jeg fx ikke hopper i trampolin eller ligger i solen. Jeg spiser morgenmad med Valdemar, og i løbet af formiddagen tager jeg en flaske vand med brusetabletter med elektrolytter og når måske også forbi en af Palæo-butikkerne, som FCK har en aftale med, og snupper en grønsagsjuice og en wrap som mellemmåltid. Selve frokosten skal jeg spise senest kl. 14, og jeg laver altid fuldkornspasta med kylling og en eller anden form for hjemmelavet tomatsauce. Det er det samme hver gang, fordi jeg ved, hvor mæt jeg skal føle mig i maven for at være klar. Derefter sover jeg en halv time frem til kl. 15, før jeg kører i Parken. Søvnoptimering er en af de ting, der har betydet mest for mig de sidste syv-otte år. Tidligere var jeg tit træt om eftermiddagen, men så begyndte jeg sammen med Jacob Søndergaard at fokusere på søvnen. Jeg købte en bedre seng, begyndte at bruge søvnbriller og sove i et helt mørkt rum med ørepropper i ørerne. Og så begyndte jeg at ligge en halv time hver dag midt på dagen, mens jeg med tætsiddende høretelefoner lytter til noget regnvejrsmusik, der flyder i nogle bestemte hjernebølger. Først laver jeg åndedrætsøvelser i 10 minutter, mens jeg lytter til musikken, og så sover jeg 15-20 minutter derefter, mens musikken spiller. Hvis jeg kun skulle vælge én ting, jeg måtte gøre i løbet af en dag for at optimere mit liv, så ville jeg holde fast i det ritual. 

Når jeg ankommer til Parken, begynder jeg at komme i kampfokus. Vi har altid fået holdopstillingen dagen før, så jeg ved, om jeg skal forberede mig til at starte inde eller kan være mere loose, fordi jeg skal begynde på bænken. I Stuttgart og i Fulham under Magath fik vi først holdopstillingen halvanden time før kamp, formentlig fordi de mente, at det var den bedste måde at holde alle tændte på. Men for mig at se er det en tåbelig fremgangsmåde, hvor fodboldbæstet snuser til dig og kræver, at din angst for ikke at starte inde på et splitsekund bliver til givtig adrenalin, når du så får at vide, at du er med i startopstillingen. Jeg tror ikke på psykologien i det, fordi det ikke levner plads til forberedelse og mentalt beredskab, men bare kaster dig ud i det. I omklædningsrummet lytter jeg til musik og får behandling hos Jesper Larsen, indtil der er taktikmøde kl. 16.30. Bagefter sætter jeg mig ud på toilettet og lytter til min motivationslydfil med Nephew-musikken. Det er der, der er mest ro. Derefter er det tid til at komme i tøjet, gennemgå dødboldssituationer med assistenttrænerne og lave 10 minutters opvarmning, før vi skal ud til den egentlige opvarmning. Jeg har oplevet, at jeg ikke føler mig klar, hvis jeg ikke allerede er nogenlunde varm, når jeg kommer ud på banen. Selve opvarmningen handler så om at få det til at føles godt i kroppen, komme højt op i puls en enkelt gang, have en god sprint – og så går jeg heldigvis mindre op i, om jeg scorer på mine afslutninger eller ej, når vi skyder på målmændene (jeg bruger det jo alligevel aldrig i kamp). Når vi er tilbage i omklædningsrummet, og lige før vi skal ud til kickoff, finder jeg tilbage til tankerne fra Nephew-sangen. Jeg sidder med lukkede øjne og er sikkert for meget i de andres øjne, men det gør, at jeg er på til de 90 minutter, der venter. Efter kampen tager jeg rent sportstøj på, når Ståle har talt kampen igennem, snupper en energidrik og løber af i 10 minutter inde på banen. Så får jeg Body SDS-behandling for at få alle affaldsstofferne ud af kroppen, og derefter tager jeg skiftevis varme og kolde bade og bruger de bassiner, der er i omklædningsrummet. Til sidst tager jeg tøj på, husker kompressionsstrømperne og spiser med mine holdkammerater i restauranten i Parken. Jeg er hjemme igen på Frederiksberg senest kl. 22, tager lysbriller på, spiser min magnesium og drikker søvn-te, så jeg kan komme i seng allerede halv elleve, hvor jeg gerne skulle have lukket kampen ned og kan koncentrere mig om den næste. Jeg bruger meget tid på at forberede mig til kamp, men det er lige så vigtigt at komme ned igen og være klar til træning næste formiddag. De fleste kan spille tre gode kampe i træk, men at gøre det uge efter uge efter uge med bæstet i haserne er pissesvært – og derfor beholder jeg den systematik, der altid har ligget i min optimering. Og hvis jeg selv skal sige det, er jeg faktisk ret god til det.

Jeg fortryder på ingen måde alt det, Christian (Christian Engell, Williams mangeårige mentaltræner, red.) og jeg satte gang i, og jeg har helt sikkert fået en masse ud af hvert enkelt projekt og optimeringsforsøg. Jeg arbejder også stadig med mig selv, bruger åndedrætsøvelser og hypnose, men det hele er bare lidt mindre poleret og lidt mere tilpasset virkeligheden. I dag kan jeg også bedre se og forstå, hvor det hele kommer fra. Jeg er vokset op med computerspil som Warcraft, Starcraft og Civilization, strategispil hvor noget skal bygges op fra bunden i lineær orden. Sådan kom jeg også til at se på verden. Hvis jeg gør det her, skal jeg nok komme fra A til B – og hvis jeg fortsætter med det her, kommer jeg også til C. Sådan har jeg tænkt, at jeg kunne opgradere mig hele vejen til den perfekte spiller i mit eget selvbillede. Men verden er kaos, og jeg skal lære at begå mig i mindre lineære verdener. Jeg er sikker på, at mange undervejs har tænkt, at det var et underligt, selviscenesættende projekt, jeg havde gang i. Undret sig over, at jeg ikke bare spillede fodbold. Jeg har oplevet forskellige former for mangel på accept og forståelse – eller måske nærmere misforståelse – af, hvad jeg ville med mit projekt; at jeg var en vigtigper, der ville sætte mig selv op på en piedestal. Jeg ser mig selv som et proaktivt talent, der fokuseret og koncentreret har været undersøgende og nysgerrig i forhold til de potentialer, jeg har. Jeg har gået i en fantastisk skole rent defensivt i FCK, lærte at læse spillet og være på forkant med det. Jeg fik et stabilt og højt bundniveau og brugte de egenskaber til at give holdet en sammenhængskraft, der ikke var der uden mig. Og de fodboldkompetencer har jeg så aktivt forsøgt at optimere og forbedre med alle mine mange forskellige tanker, tiltag og ideer. Jeg tror, at sammenhængskraft, kommunikation og tillid, alt det relationelle, vil fylde meget mere i fremtidens fodbold, og jeg tror, at vi kommer til at se nogen, der kan det endnu mere end mig. Christian Nørgaard fra Brøndby kunne være et godt eksempel på en spiller, der kommer til at få enorm betydning i den retning – også på landsholdet, men han mangler selvfølgelig at skifte til en ordentlig klub.

Jeg har bestemt ikke handlet og spillet efter fodboldens ABC, og jeg kan sagtens se, at det ser både sjovt og mærkeligt ud. Den slags kalder på drillerier, som da min sorte herrecykel blev klistret til med Cristiano Ronaldo-klistermærker efter 3-1 nederlaget til Portugal i EM-kvalifikationen i 2010, eller når jeg har fået røg for at sidde på tv og spise hvide asparges og grøn salat. Det lignede ikke mad for fodboldspillere, drillede de i omklædningsrummet. Den slags glimt i øjet er gode, men jeg forstår til gengæld ikke, at nogen er blevet direkte provokeret af det eller har kanøflet mig for den sårbarhed, jeg viste i min tilgang til fodbolden og fortalte åbent om i medierne. For mig har det aldrig handlet om selviscenesættelse eller provokation, så stort et ego har jeg slet ikke, men jeg kan godt se, at jeg kom til at missionere. Undervejs har jeg uddannet mig. Da vi begyndte, kunne jeg ikke sige, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde på banen, eller hvorfor jeg spillede bolden på en bestemt måde. I dag kan jeg både sige hvorfor, hvordan og hvornår. Jeg kan sætte det ind i en kompleks sammenhæng, hvor mit spil bliver påvirket af alt fra trænere og medier til tidsånd og fans. Samtidig har jeg undersøgt ting, forsøgt at udvide min bevidsthed. Hvad er medier? Hvad er journalister? Hvad kan jeg gøre for at påvirke historierne om mig mere eller mindre? Jeg er gået ind i ting i stedet for at afskærme mig. Det er en bevægelse, mange fodboldspillere ikke oplever, fordi de får nogle automatismer, som Morten Olsen ville sige. De har måske engang prøvet noget nyt, som gjorde ondt – og så hoppede de tilbage i hullet. Men jeg har prøvet at være modsat og lade det gøre ondt, selv om det bestemt i mange situationer havde været nemmere at lade være. Jeg ved, at det i nogles øjne kommer til at lyde forkælet, men jeg har prøvet bare at nyde fodboldlivet og slå mig til tåls med tingenes tilstand, men det gav mig ingenting. 

Min rejse handler om noget andet end bare at nyde det gode liv. Jeg interesserer mig for livet og glæder mig til engang at komme ud af den fodboldpuppe, jeg har levet i, siden jeg var en lille dreng. Jeg ved, at jeg er privilegeret, og at fodbold har givet mig økonomisk frihed og mulighed for at leve et godt liv. Men i stedet for bare at forsøge at blive komfortabel i det, har jeg ønsket noget mere. Øget personlig udvikling, øget bevidsthed, øget viden omkring mig selv og øget viden omkring verden. Jeg har haft et ego-liv, hvor jeg har kunnet nørde bittesmå detaljer i en verden, der også kræver, at man er egoistisk og fokuseret. Men jeg er også bevidst om, at faren er, at jeg lukker mig om mig selv, bliver opslugt at mig selv og mit eget projekt – og derfor er det vigtigt at have et drive, der går den anden vej. At jeg nu giver noget videre, bruger den erfaring og viden jeg har til at pege ud i verden. Jeg kan mærke en reel lyst til at bidrage og give, måske også fordi jeg efter en lang karriere kan se større helheder. Jeg har så langt fra været sikker hele vejen igennem, og jeg har ikke alle svarene på, hvad man gør for at overleve i topfodbold. Men jeg ved, at der er nuancer til mantraet Just do it, hvor kavaleriet kommer ridende ind og klarer det hele. Man behøver ikke bare gøre det, men kan faktisk godt betvivle ting undervejs. For mig har den erkendelse givet mig frihedens position. Givet mig muligheden for at turde vælge med hjertet og ikke følge lysten til at vise omgivelserne, at jeg sagtens kunne blive i udlandet og tilspille mig en fast plads på holdet og blot følge impulsen om at skrive under på den store, langvarige kontrakt. 

Hvis jeg skal sige det lidt højstemt, så prøver jeg at få nuancerne ind i en unuanceret verden. Når fodbolden bliver sort-hvid, prøver jeg at give den farver og dimensioner. Og spørgsmålet er hele tiden: »Hvem er jeg i mødet med bæstet?« Nogle tøjler det ved at gøre sig blinde og acceptere tingene, som de er, andre sætter sejl og tager kampen op. Jeg siger ikke, at det ene er mere rigtigt end det andet, men for mig har det virket med en søgende proces for at kunne stå ved mig selv. Vi har talt meget om at bevæge sig fra en bevidsthed eller et mind-set, hvor man forsøger at leve op til alt omkring sig, til en bevidsthed, hvor man bliver sin egen forfatter. Tidligere ville jeg hele tiden kigge på andres forventninger til mig, søge rosen fra træneren, lede efter rosen i aviserne og lade folks blikke på mig danne mit selvbillede. Men nu sætter jeg mine egne værdier og kan lettere være glad for at have spillet en kamp, hvis den er spillet rigtigt ud fra mine egne værdier. Det gør ikke verden mindre kompleks, men det gør min indre dagsorden mere vigtig, så bæstet ikke hele tiden kan løbe af med mig En engelsk sportspsykolog sagde engang, at »fodbold består af 90 minutter på banen samt en udfordring af selvet,« og det er især det sidste, jeg nysgerrigt har arbejdet mig længere og længere ned i. Fodboldspillere siger ofte, når de bliver 30 år, at de gerne vil nå et sidste eventyr i karrieren, men vi har i stedet forsøgt at gøre hele fodboldrejsen til et langt eventyr. At gøre hver ting til en begivenhed, at gøre hver klub til en oplevelse, selv om der ikke altid fulgte nok spilletid og succes med til, at det set udefra var succesfuldt og spændende nok.

Da jeg kom hjem til København og FCK, var der flere, der mente, at det måtte være dødens pølse. Men jeg har det stik modsat. For mig er det virkelig fint og interessant. Jeg træner på de samme baner, som da jeg var syv år gammel, men føler ikke stilstand. Til gengæld giver det en tryg base, hvorfra jeg kan prøve alt muligt af, og jeg kan godt lide at have et behageligt sted at gå ud fra. Et sted hvor der er sikkerhed og tillid, for jeg har oplevet, at det er vigtige faktorer i min toppræstation. Det er både fyldt med noget melankoli og noget meget visuelt. Hvad består vores liv og vores minder af? Jeg kan godt lide at vende tilbage til dem, se på dem og dufte til dem. Der er mange ting, der falder på plads i mig på den måde, og jeg finder en stor ro her. Fx har min cykel altid været mit frirum. Jeg kunne sagtens tage bilen til træning, men når jeg kører gennem Frederiksberg, er jeg stadig den lille William, der cykler rundt i kvarteret. Mange mennesker elsker at rejse i rum og opsøge nye steder, men jeg kan godt lide at rejse i tid. Jeg bliver inspireret af at se de samme steder masser af gange med forskellige briller og i forskellige perioder af mit liv. Når jeg cykler på Frederiksberg, bliver jeg overvældet af alle de minder og tanker, der ligger i huse, veje, butikker og mennesker. Her har jeg efterladt mig spor, her har jeg levet – og her lever jeg stadig. Hele pointen med det her projekt – og hele pointen med denne bog – er at vise 15 års rejse frem mod at turde stå ved sig selv. Først var jeg optaget af at leve op til andre, så jeg selv kunne blive glad og tilfreds. Så handlede det om at leve op til mig selv, om at folde mine ambitioner ud, om at gå fra indskifter til central midtbanespiller og landsholdskandidat. Og i dag lander jeg oftere et sted, hvor jeg kan ramme den frihedsfølelse, jeg har ledt efter hele vejen. Jeg spiller fodbold for fodboldens skyld, og det er den maksimale frihedsposition, fordi der ikke længere er det samme ydre og indre pres. På et tidspunkt, da jeg var kommet hjem til FCK, sagde jeg til Christian: »Hvorfor er jeg ikke bange mere?« »Fordi du har prøvet at miste alt det, fodbolden stod for,« svarede han. I virkeligheden tror jeg, at han har ret. Det handler om, at jeg ikke længere er bange for mine egne begrænsninger, at jeg lever med de risici og farer, der er forbundet med at være professionel fodboldspiller. Christian og jeg har arbejdet med leg i tre niveauer – underlegen, i legen og overlegen. Når man er underlegen, er man i legens – i det her tilfælde fodboldens – vold, og når man er overlegen, så ved man, hvad spillet handler om og har en distance til tingene. Det er her, jeg er nu – og det gør, at jeg også på banen kan være overlegen og drille modspillerne psykisk. Samtidig betyder forståelsen af legen, at når jeg nu er i legen, midt i en fodboldkamp, så kan jeg give mig hen til det og smile af det. Og det har givet mig mod på at stå til rådighed for andre, at fokusere på at fællesskabet fungerer. Det er ellers regel nummer et i professionel fodbold: Gør ikke de andre gode, fokusér på dig selv. Der er et noget-for-noget-regnskab, som jeg ikke bryder mig om – og det vil jeg gerne lave om på. Jeg prøver ikke at få de andre med på mit optimeringsspor, prædiker ikke over for dem mere, men de ved, at jeg står til rådighed, hvis de spørger – og så prøver jeg ellers at overbevise og inspirere med den måde, jeg opfører mig på i kamp og til træning. I Stuttgart følte jeg mig måske for fin til at være en del af omklædningsrummet og den jargon, som var der, men nu ved jeg, at jeg skal kunne nyde den sjove tone og det drilleri, der er i en trup, hvis jeg skal nyde fodbolden. Jeg var selvfølgelig en del af det i Stuttgart, men jeg var ikke en aktiv deltager. Jeg vidste, at det var en del af overlevelsen, så jeg svarede igen, når noget skulle svares igen på, men jeg kastede mig aldrig aktivt ind i det. For fodbold er en holdsport, og jeg vil gerne give det videre, jeg har lært, til spillere, trænere og andre omkring FCK. Siden jeg forlod klubben i 2011, er der kommet mange nye tiltag til allerede. Flere behandlere, en mentaltræner, yoga-træning to gange om ugen og mere sund mad til frokost. Det var de ting, jeg skulle klare selv dengang, som alle i dag får tilbudt. Jeg måtte prøve ting af og finde ud af, om de virkede, men i dag kan de unge spillere tage efterprøvede tilbud ned fra hylden. Derfor er de også længere fremme, end jeg var. De ser teknikvideoer på YouTube for at hente inspiration, de tager kosttilskud, og de bruger kostplaner. Men de er også i fare for ikke selv at se eller opdage behovet for at undersøge tingene og være nysgerrige, fordi alt er pakket til dem. Men det er stadig sådan generelt i professionel fodbold, at det er en gammel kultur, der handler om 22 spillere, der løber rundt på banen efter en bold – og der er mange, der mener, at der ikke er nogen grund til at gøre det mere kompliceret end det. Eller ikke har lyst til at gøre mere ved det. Spillerne kommer for nemt til penge og prestige, de mærker idoldyrkelsen og finder deres benzin dér i stedet for at finde det i udviklingen og detaljen. Det skal de jo gøre, hvis de føler, at det tjener dem bedst, men jeg synes, at jeg har været så meget igennem, at jeg har lyst til at give dem min version af det og vise dem, hvordan det også kan gøres. Også selv om alle de unge spillere griner, når jeg ankommer til træning på herrecykel med stor cykelhjelm (jeg er jo blevet far), mens de parkerer deres dyre biler ved siden af. Statussymboler er vigtige i et hierarki, men hvor andre ville blive gjort til grin, hvis de kom på cykel, så er jeg accepteret. Jeg bliver ikke til grin (bilder jeg mig ind), men viser dem, at jeg tør stå ved mig selv – og det giver også dem plads til at være sig selv. De ved, at jeg kan købe Mercedesen, hvis jeg vil, men de kan mærke en bundfældelse og ro i mit valg, så det betyder ikke længere så meget, om jeg har den store bil eller ej.

Jeg har brugt fodbolden som en legeplads for selvudvikling, og det har givet mig lyst, energi og overskud til at gøre noget godt for de andre i mine sidste sæsoner i professionel fodbold. Jeg har lært at stå ved mig selv og sige: »Det er fair nok, at jeg er anderledes end de andre i min fodboldtrup.« Og hvis jeg ikke kan lide lugten i bageriet, kan jeg jo bare stoppe. Det har kritikerne fuldstændig ret i. Jeg kan i hvert fald ikke klage, og jeg har været god til at udnytte mit potentiale fuldt ud. Både fans og medier er ubarmhjertige og stiller store krav. Jeg er blevet pebet ud af banen både i Stuttgart og på landsholdet, og det gør ondt, når man lister ud og tænker: »Jeg troede, at I var mine venner, hvorfor går I nu mod mig?« Men hvis man lærer gamet at kende, kan man bedre have en distance til det og skabe en polstring, så stødene ikke rammer så dybt. Jeg troede egentlig, at jeg havde en robusthed, men jeg havde aldrig været andre steder end FCK, og da jeg kom til udlandet, ramte det mig.

For mig handler det i dag om at være generøs. Jeg tror, jeg er god til at gøre andre gode, hjælpe dem og se, hvad de har brug for. Og jeg tror, jeg var god til at hjælpe Thomas Delaney med at vokse som midtbanespiller. Jeg nød det, også selv om han stjal opmærksomheden fra mig og blev både anfører og stjernen på midtbanen. Det var fedt at følge på nært hold, selv om egoet manglede opmærksomheden fra journalisterne og den medfølgende status. Selvfølgelig kan jeg sagtens mærke bæstet og den jalousi, der følger med. Tidligere ville jeg kun have set det som negativt, men nu kan jeg registrere det, sende følelsen væk og nyde at spille sammen med én, der er bedre end mig til nogle ting. Man skal ikke blive bange for jalousien, det er et overlevelsesinstinkt, men man skulle turde slås med den og lægge den ned. Det er jeg lykkes med, og det giver mig energi på og lyst til fællesskabet. Sådan skal det helst føles, før jeg har det rigtig godt. Omvendt forlanger jeg også den højeste professionalisme hos folk, så det handler ikke om at blive en social foranstaltning, men om at have varme relationer mellem folk, der løfter fremfor at tynge ned. Man kan sige, at jeg bliver mere varm af at skabe varme for andre. Jeg får ganske enkelt mere ud af mit liv på den måde. Det ligger i min opdragelse og min personlighed, og jeg bliver irriteret og såret, når folk ikke forstår det. Jeg har altid været sådan, og jeg har altid spillet sådan. Som ungdomsspiller kunne jeg drible hele vejen op ad banen og vælge at spille til siden til sidst, så det var en anden, der scorede. Men fodboldverdenen har desværre sjældent noget sprog for den sammenhængskraft, jeg taler om – og der er det, jeg gerne vil arbejde med. Både i mine sidste år som spiller og måske også bagefter. Jeg oplever, at jeg mere og mere får de andres fortrolighed i en verden, der slet ikke bygger på det – og det er resultatet af 10-15 års udvikling og selvudvikling. Det er en af de største bedrifter i min karriere at få den position, både på klubholdet og på landsholdet: At være ham morfaren, man går til. Det er en rolle som kulturbærer, der falder mig naturligt – og giver mig energi. Fx har jeg som anfører de seneste år insisteret på og fået gennemført, at bonussen for at vinde DM skal være ens for alle spillere i truppen, fra den største stjerne til den yngste vandbærer. Jeg kan selv huske følelsen af at være en del af holdet som ung, og jeg tror på, at belønningen giver større lyst til at yde noget. 

Når det går godt for klubben, skal det gå godt for alle. Det betyder ikke, at hierarkiet skal være fladt, men handler om at skabe en enhed. Da jeg kom hjem til FCK i sommeren 2015, forventede både jeg selv og folkene omkring mig, at jeg kunne bidrage med en masse rutine på og uden for banen. Udenfor gik det nemt, men jeg kunne godt mærke, at der var meget rust i kadaveret på banen. For det første havde jeg gået lang tid uden at spille meget fodbold. Sæsonen var allerede færdig i Wigan i slutningen af april, så jeg var uden kamptræning og manglede minutter i benene. Det opdagede jeg, da jeg blev skiftet ind i sæsonåbneren mod Esbjerg, og jeg mistede bolden efter relativ kort tid i en situation, hvor jeg normalt ikke ville tabe bolden. Da blev jeg med det samme ramt af en følelse af, at jeg lige skulle i gang igen, mens mange nok havde forventet, at når jeg kom hjem til Superligaen, ville det bare køre. For det andet skulle jeg tilbage i FCK-spillet. Jeg kom ind på et hold, der havde fundet sin rytme og var slebet til, og jeg kunne godt mærke, at jeg havde været væk i fire sæsoner og spillet med andre taktikker og tilgange, også på landsholdet. FCK-spillet er bygget på presspil, screeninger og positionering, mens både Bundesligaen, Premier League og Championship havde budt meget mere på mand til mand-spil. Og på landsholdet var jeg desuden blevet omskolet til en stationær 6’er, mens jeg nu i FCK igen skulle være en 8’er med en langt større arbejdsradius. Samtidig kæmpede jeg med en meget øm tå, der gjorde, at jeg af og til trænede på smertestillende og altid tog piller for at kunne præstere i kampene. Det betød, at jeg ikke kunne træne 100 procent igennem. Selvfølgelig levede jeg heller ikke op til min egne forventninger. Jeg havde håbet på mere og forestillede mig, at jeg skulle være fast mand på holdet, men både Delaney og Amartey var i topform, og jeg var en slow starter, der skulle i gang igen fysisk og taktisk. Det gjorde, at jeg først startede inde i femte runde

af Superligaen og heller ikke startede inde i den vigtige udekamp mod Brøndby senere på efteråret. Den slags gjorde ondt, men jeg var trods alt med i 16 ud af 17 superliga-kampe det efterår, selv om jeg havde følelsen af at være fravalgt til de store kampe. Alligevel vidste jeg, at mine forudsætninger var gode på sigt. Jeg arbejdede igen sammen med FCK-behandleren og Body SDSspecialisten Jesper Larsen og den fysiske træner Anders Storskov, og de hjalp mig begge på vej igen som FCK-spiller. Samtidig kom jeg mere og mere ind i Ståles spilkoncept og var i et miljø, som jeg kendte, så det var kun et spørgsmål om tid, før jeg ramte topformen. Selvfølgelig var det i starten lidt som at slå en kolbøtte at vende hjem. Mit mind-set havde jo været, at jeg skulle blive i udlandet og var tæt på Verona i Serie A – og så kunne jeg ikke engang være dominerende i FCK. Omvendt var det fedt at bo i København igen, cykle til træning og være tilbage på Frederiksberg, hvor vi lejede et hus. Og allerede i løbet af forårssæsonen blev mit spil heldigvis meget bedre. Under træningslejren i Dubai i vinterpausen kunne jeg mærke, at jeg var ved at finde mig selv. Tåen gjorde ikke længere ondt, og jeg kunne bidrage med meget mere til holdet.