50-60 fans var på plads til pokalkampen i onsdags
(Foto: FCK.DK)


Længe siden vi spillede for under 1.000
Onsdagens pokalkamp mod Jammerbugt FC blev en af de dårligst besøgte i FCK’s historie med 651 tilskuere. På dansk græs skal vi tilbage til maj 1998 for at finde en kamp med under 1.000 tilskuere - det var i Ikast, hvor 711 så os vinde 5-1 i den anden af to pokalsemifinaler, hvor vi havde vundet 4-1 i den første.

Siden har vi spillet nogle europæiske kval.kampe med under 1.000:
2003 6-0 ude over Sliema Wanderers (Malta) – 732 tilskuere
2005 2-0 ude over Carmarthen Town (Wales) – 882 tilskuere
2008 4-0 ude over Cliftonville (Wales) – 800 tilskuere

Ud over Ikast-kampen i 1998 spillede vi tidligere i 90’erne tre kampe med under 1.000 tilskuere:
1992 4-2 ude over B 1909 – 821 tilskuere
1993 0-3 ude mod B 1909 – 810 tilskuere
1993 7-2 ude over Viborg - 823 tilskuere

B 1909-kampen i 1993 var en pokalkamp - og i øvrigt den eneste gang, vi er blevet slået ud allerede i 3. runde af pokalturneringen.


Unge debutanter
Tidligere på ugen fortalte vi om de hurtigste debutant-scoringer og den rekord, Mads Roerslev satte i onsdags efter 63 sekunder på banen.

Mads blev den tredje-yngste FCK-debutant gennem årene. Her er listen over alle vores debutanter på 16 og 17 år:

Kenneth Zohore – 16 år 39 dage (2010)
Saban Özdogan – 16 år 267 dage (2006)
?Mads Roerslev – 17 år 129 dage (2016)
Mathias Zanka Jørgensen - 17 år 160 dage (2007)
Stefan Kofoed Hansen - 17 år 175 dage (1996)
Thomas Delaney – 17 år 229 dage (2009)
Kenny Thorup - 17 år 245 dage (1995)
Mads Laudrup - 17 år 297 dage (2006)
René Tengstedt - 17 år 334 dage (1993)
Mikkel Wohlgemuth - 17 år 351 dage (2013)


Et par rekorder mere
6-1-sejren over Jammerbugt FC er vores største pokalsejr! I 90’erne vandt vi 5-0 over AB i finalen i 1997, og 5-0 ude over Kolding IF i 1999.

Fem af målene blev scoret af fire forskellige spillere, der ikke tidligere har scoret - det er heller ikke sket før. Aboubakar Keita og Julian Kristoffersen kom på tavlen i deres optræden nr. 5 henholdsvis 3.

Roerslev, Røjkjær, Kristoffersen og Keita
(Foto: FCK.DK)

Vi skal også huske at gratulere Jores Okore og Frederik Bay, hvis officielle debut druknede lidt i al virakken om de mange unge målscorere.

Hele fire debutanter i én kamp er en sjældenhed, men det er sket to gange før, og det er heller ikke rekord. Hvis vi ser bort fra, at alle selvfølgelig var debutanter i vores allerførste kamp 1. juli 1992, så blev rekorden blev sat den 20. juli 2014 ude mod Silkeborg, hvor vi havde 6 debutanter: Stephan Andersen, Tom Høgli, Pelle Nilsson, Daniel Amartey, Bashkim Kadrii og Steve De Ridder.


Fire selvmål på en sæson
Vi bliver lidt i statistik-afdelingen, for vores venner i Nipserstat har også gjort opmærksom på, at vi allerede har ”fået” fire selvmål denne sæson – og det er det højeste, vi nogensinde har haft på en hel sæson. Ét mere, så bliver det altså også til en rekord.


Delaney & Lukas Graham
I løbet af ugen var Thomas Delaney ude med en video-opfordring til at stemme på sin gode ven og ”hår-fælle” Lukas Graham, der er nomineret til MTV European Awards med hittet ”Seven Years Old”.


Nogen burde altså også MTV-nominere den lange og smukke live-version af ”Delaney-sangen”, som fansene diskede op med i det sidste kvarter af Silkeborg-kampen. Når nu Delaneys gudemål mod Brugge helt uforståeligt ikke vandt UEFA’s Goal Of The Week!


Uheldige Amankwaa tilbudt ny kontrakt
I tirsdags var Danny til kikkertundersøgelse hos klublæge Morten Boesen, og desværre blev de bange anelser bekræftet, så det var nødvendigt at foretage en brusk-operation i hans ene knæ. Det var et vrid, han pådrog sig i slutningen af en reserveliga-kamp i Lyngby for små tre uger siden, og det er sort uheld for den lynhurtige kantspiller, der ellers var kommet stærkt tilbage efter de to alvorlige skader, der har ramt ham det sidste halvandet år.

Først sprængte han akillessenen i Randers den 26. april 2015, og kort efter hans comeback i efteråret blev han knæskadet i Fredericia den 29. oktober 2015.

Foto: FCK.DK

Dannys kontrakt udløber i sommeren 2017, men Ståle forsikrede ham hurtigt om, at klubben tilbyder ham en forlængelse, så han ikke skal stresse over sin fremtid, mens han endnu engang er i gang med et genoptræningsforløb.

Vi ønsker Danny held og lykke med det videre forløb og glæder os til at se ham snøre støvlerne og trække i den hvide trøje i det nye år.



FCK TV dementerer
Der var nogen, der spærrede øjnene op en ekstra gang, da de spottede FCK TV-logoet på skærmen, da tv3sport.dk streamede pokalkampen mellem Hvidovre og SønderjyskE. Men bare rolig, det er ikke en ny satsning på live-rettigheder, men blot en ”grafik-smutter” hos Viasat, som FCK TV fx samarbejder med, når der livestreames fra trænings- og reserveholdskampe.


Dobbelt-sejr i U19- & U17-derbyer
Lørdag eftermiddag vandt både U19 og U17 4-2 ude over Brøndby!

For U17 sørgede Victor Jensen, Felix Winther, Marcus Porsgrunn og Oliver G. Andersen for de fire fuldtræffere, der sendte de forsvarende mestre til tops i tabellen og tilføjede rivalerne fra Vestegnen sæsonens første nederlag.

For U19 var Nicklas Røjkjær (igen) på pletten to gange, mens Carlo Holse og Jonas Wind på straffe scorede de øvrige mål. U19 er ligesom U17 ubesejrede i sæsonen og ligger på en delt andenplads i en tabel, hvor topholdene dog ikke har spillet lige mange kampe p.t.

I onsdags sikrede U19 sig også videre adgang i pokalen efter 7-0 over Hillerød. En kamp, der gav comeback til Jonatan Frimann, der siden foråret har døjet med en knæskade. Jonatan tilhører gruppen af årgang 97’ere, som egentlig er for gamle til U19, men reglerne tillader, at man bruger op til tre U20-spillere pr. kamp. Derfor kan Frederik Bay og Julian Kristoffersen også stadig spille U19, ligesom keeper Frederik Ibsen, som desværre er langtidsskadet.


Old Boys finaleklar
Det bliver nok engang KB/FCK og AC Odense, der skal mødes i finalen om DM-guldet! Det stod klart efter KB/FCK lørdag eftermiddag besejrede AB 2-0 i ”øst-finalen” på mål af Casper Gille i første minut og et straffespark af Michael Strandquist fem minutter før tid.

Finalen spilles næste lørdag den 5. november, kl. 13 i Odense.



Fik du set...

>> at Leicester-kampen nærmer sig udsolgt

>> at Brugge Away-billetter er i salg

>> at der er nye konkurrencer og auktioner i VoresKBH

>> at Harald Nielsen blev hædret i onsdags hvor han ville være fyldt 75 år

>> femte episode af Shababs TV med Youssef & Danny

>> Holdkammeraterne: Sådan er Corner



FCK-citater
Kenneth Emil Petersen til Fyns Amts Avis (om en duel med Corner som optakt til Verbics 1-0-mål):
- Det er en luftduel, og jeg mener afgjort, at jeg skubbes ulovligt. Men dommeren mente så noget andet.

OB-midtbanemotoren Mohamed El Makrini til ob.dk:
- I første halvleg synes jeg, at vi gjorde det okay. Vi havde nogle muligheder, men vi skal arbejde meget hårdt for at holde nullet. Vi kunne godt have spillet bedre i første halvleg, men forsvarsmæssigt gjorde vi det godt og arbejdede meget hårdt. 2-0-målet kom alt for hurtigt i anden halvleg. Det var for nemt for dem, men der var ikke noget at gøre. Derefter var det meget svært at komme tilbage i kampen. De fortjente at vinde, og det må vi acceptere. Forsvaret i første halvleg var ok, men vi skal gøre det meget bedre til næste kamp.

OB-træner Kent Nielsen til Fyns Amts Avis:
- Vi vidste, at uanset, hvad vi prøvede i dag, ville det blive svært mod FCK. Men vi spiler altså en godkendt 1. halvleg, og vi får halvlegens gyldne chance, men får den ikke udnyttet, og i stedet får de scoret. Men vi kommer ind til pausen med en god følelse, og så producerer vi straks et selvmål, og derfra blev det meget svært. FCK valgte at køre kampen kontrolleret hjem, og det var svært for mine spillere at presse dem,

Jammerbugt-træner Martin Pedersen til TV3+:
- Desværre nåede vi ikke at lave en Kjellerup, men jeg er stolt af drengene. De ydede det de kan, de tør at spille, og de løb og kæmpede for hinanden, og det var vigtigt for os at vise.

Jammerbugt-keeper Daniel Hovalt til Nordjyske Stiftstidende
- Det var lidt tungt, må jeg sige. Jeg havde satset på lidt mindre, og jeg havde håbet, at vi kunne begrænse det til de to mål, som de var foran med ved pausen, men det lykkedes desværre ikke for os. Vi blev overspillet en del gange, og man kunne også godt se til sidst i kampen, at alle spillere var trætte. Efterfølgende kører de os rundt.


Fra de sociale medier