ZANKAS TANKER
I ugen der gik fik en artikel i tipsbladet.dk sød musik til at ringe i ørerne hos vores fans, for Zanka sagde i et interview:

"Det vil være super fedt at slutte på den måde at komme tilbage til der, hvor det mere eller mindre startede. Det er også noget som nogle af os, der har spillet der på samme tid har talt om - at det kunne være fedt at slutte der."

Zanka er p.t. udlejet til Fortuna Düsseldorf og stadig på kontrakt med Fenerbahce to år endnu. Han runder i øvrigt et skarpt hjørne torsdag i næste uge, når han fylder 30.

Mathias Zanka skifter til FCK
Sådan begyndte det hele i 2007 · Foto: FCK.DK
Zanka er tilbage!
I 2014 var han tilbage igen · Foto: FCK.DK


ANFØRER-STATS
Sidste uge kørte vi en Instagram-serie med alle klubbens "faste" anførere gennem årene. Med forbehold for at der mangler sikre informationer om enkelte kampe, så har vi lavet lidt anfører-statistik:

Top 10 over flest kampe som anfører
1. Thomas Delaney, 110 kampe (2013-16)
2. Peter Nielsen, 99 kampe (1998-2003)
3. Michael Mio Nielsen, 90 kampe (1995-2001)
4. Tobias Linderoth, 85 kampe (2005-07)
4. William Kvist, 85 kampe (2008-18)
6. Carlos Zeca, 83 kampe (2017-?)
7. Lars Jacobsen, 73 kampe (2012-14)
8. Henrik Larsen, 69 kampe (1996-98)
9. Bo Svensson, 59 kampe (2000-05)
10. Hjalte Nørregaard, 57 kampe (2004-10)

Vores nuværende anfører, Zeca, mangler altså "kun" 27 kampe i at slå rekorden - altså indtil Delaney kommer hjem engang ;-)

Yngste anfører
Mathias Zanka var 21 år og 90 dage, da han blev anfører i efteråret 2011 og første gang bar anførerbindet mod SønderjyskE den 17. juli 2011. Inden da havde Christian Poulsen rekorden, han var 22 år og 9 dage, da han havde sin første kamp som fast anfører i foråret 2002, og herefter følger Thomas Delaney, der var 22 år og 95 dage i efteråret 2013.

Mathias Zanka


Ældste anfører
Vores ældste "faste anfører" er Palle Petersen, der var 34 år 316 dage, da han havde sin sidste kamp som fast anfører i foråret 1994.

Mikael Antonsson var dog 35 år 283, da han var anfører i pokalkampen mod B.93 i foråret 2017. Det var kun hans anden kamp som anfører, han havde også hvervet ude mod Jammerbugt FC i oktober 2016.

Første udenlandske anfører
Tobias Linderoth var vores første udenlandske "faste anfører" i efteråret 2005, men da havde tre nordmænd allerede båret anførerbindet i hver en enkelt kamp.

Harald Brattbakk var den første i april 2000, hvor vores faste anfører, Michael Mio, havde karantæne. Et år senere var Ståle også anfører en enkelt gang i forårspremieren mod AaB i 2001, få dage inden han faldt om på træningsbanen med hjertestop. Og endelig var Erik Mykland anfører mod Næstved i en pokalkamp i marts 2002, hvor forårets faste anfører, Christian Poulsen, stod over.

Ståle blandt gamle venner
Foto: FCK.DK