Foto: Lars Rønbøg, Getty Images

Zanka rundede 250 kampe
Klubben fejrer kun runde tal som 100, 200 og 300 kampe, men vores venner på Nipserstat har gjort opmærksom på, at Zanka mod AaB spillede Zanka sin kamp nr. 250 for Byens Hold. Det er der kun 5 andre, der har gjort før ham: William Kvist (334), Hjalte Nørregaard (320), Michael Mio Nielsen (284), Lars Jacobsen (263) og Christian Lønstrup (253).

Hvis Zanka holder sig skadefri, når han givetvis at passere Løns og Lars, inden han ifølge planen fortsætter karrieren i udlandet til sommer.

Delaney spillede fredag sin kamp nr. 241, men han når ikke de 250 kampe, inden turen går til Bremen. Men hvem ved, måske vender han en dag tilbage i den hvide trøje!


Første ét-måls-sejr
Fredagens 2-1-sejr i Aalborg var sæsonens 12. Superliga-sejr af 17 mulige, men den første som “kun” blev vundet med et enkelt mål. Tidligere har vi vundet tre 4-måls-sejre, to 3-måls og seks 2-måls.

Med sejren er vi oppe på 19 Superliga-kampe i træk uden nederlag. Rekorden er på 21, og den deler vi med Brøndby.

Vi har p.t. spillet 17 kampe, og det svarer til ca. halvdelen i den “gamle” turneringsmodel med 33 kampe. Vi har 41 point, og det er det højeste en klub har haft siden vores ekstraordinært stærke 2010-11-sæson, hvor vi havde hele 45 point efter 17 runder (14 sejre, 3 uafgjorte). Til sammenligning havde vi sidste sæson 35 point på samme tidspunkt.

Foto: Lars Rønbøg, Getty Images

Boilesen er blevet far
Spillertruppen har fået endnu en familiefar - forleden nedkom Nicolai Boilesens kæreste med en lille pige. Derfor er det held i uheld, at venstre back'en endnu ikke er aktuel til førsteholdskampe, så han har lidt mere tid til at være sammen med familien den kommende tid.

Det var egentlig planen, at Boilesen skulle have haft spilletid i tirsdagens reserveliga-kamp mod Lyngby, men på grund af sygdom blev det ikke til noget. Derfor trænede han heller ikke sammen med resten af truppen i dag, men trænede for sig selv med fysioterapeut Simon Fouchard.

Foto: FCK.DK

Kvist fik en ny pokal
Tilbage i maj blev William Kvist kåret til årets pokalfighter - en pris, der traditionen tro udleveres af Danske Sportsjournalister. Foreningen har nu fået fremstillet en ny og større pokal, og den fik William overrakt efter søndagens træning af Ekstra Bladets Mads Wehlast.


Eks-FCK’ere
Vi indleder med en trist historie om vores tidligere School of Excellence-keeper Daniel Jespersen, der i en alder af bare 20 år er blevet erklæret fodboldinvalid. Han var i klubben fra U14-U19 og skiftede i januar 2016 til FC Helsingør. Han etablerede sig ikke som førstekeeper, men nåede et par divisions- og pokalkampe, før han pådrog sig en alvorlig skade under træningen i september, hvor han ødelagde både menisk og korsbånd. FC Helsingør meddeler med tungt hjerte, at Daniels knæ ikke kan holde til at spille fodbold mere.

Foto: FC Helsingør

Daniel var som U19-målmand i FCK også regelmæssigt reservekeeper på vores reserveliga-hold i 2014-15. Her kan du læse en gammel artikel om hans tid på School of Excellence.

Han bliver hyldet søndag eftermiddag, når FC Helsingør tager imod HB Køge - herfra skal lyde varme hilsner og et held og lykke med fremtiden.

I den mere positive afdeling kan vi nævne, at to af Daniels tidligere holdkammerater, Boris Saric og Lucas Simonsen, netop har tegnet senior-kontrakter med Fremad Amager, hvor de har spillet siden sommeren og er noteret for tre førsteholdskampe hver.


Første FCK Girls Camp
Sidste weekend blev den første FCK Girls Camp afviklet hos Fremad Valby. Det var for årgang 2003-06, og de 26 deltagere var heldige med et fantastisk solskinsvejr. Campen bød på to træningspas pr. dag og socialt samvær som musikquiz og filmhygge om aftenen samt overnatning.

Foto: Lars Rønbøg, Getty Images

Piger har altid været velkomne på vores forskellige FCK Camps, men det er første gang, der bliver holdt en ren pige-camp - og det var en stor succes, så det er sikkert ikke sidste gang. Datoer for camps i 2017 kommer inden længe, så hold øje med den særlige hjemmeside fckcamp.dk.


U19
U19-holdet indledte sæsonen med fire uafgjorte i træk, men siden er man for alvor kommet i gang. Fredag havde man således tre sejre i træk med en målscore på 14-2 med i bagagen, da man kørte til Ikast for at møde topholdet FC Midtjylland.

Kampen skulle være spillet lørdag, men da både vi og midtjyderne - der er forsvarende U19-mestre - skal spille UEFA Youth League i næste uge, var kampen fremrykket. FCM, der havde vundet seks og spillet én uafgjort, kom foran efter et kvarters tid, men midt i 1. halvleg udlignede den formstærke Keita, der igen spillede en rigtig god kamp på den centrale midtbane. Midt i 2. halvleg scorede Henrik Bellman det, der skulle vise sig at blive københavnernes sejrsmål.

- En god sejr, men det var en tæt og jævnbyrdig affære, så det kunne være gået begge veje, sagde U19-træner Brian Riemer, som for første gang havde begge U17-(landsholds)spillerne Nikolas Nartey og Victor Jensen med fra start. FCM fører stadig ligaen, men vores U19-hold er kun tre point efter og er nu det eneste ubesejrede hold.

Keita kom på tavlen mod FCM. Foto: FCK.DK


Tirsdag eftermiddag gælder det FC Porto, som var en stor mundfuld i det første opgør i Portugal, men på hjemmebane har U19 leveret solide præstationer mod både Club Brugge (0-0, men vi skulle have vundet) og Leicester (3-2-sejr).

Hvis vejret ikke slår om, spilles kampen som planlagt på Østerbro Stadion på tirsdag kl. 16.00 - og så er der tid til at få lidt at spise og drikke bagefter, inden du tjekker ind i Telia Parken til “hovedretten” i Champions League.

U19-landsholdet
Joel Felix og Nicklas Røjkjær, der begge startede inde mod FCM, har i landskamppausen været med U19-landsholdet til EM-kvalifikation i Bulgarien. Desværre endte danskerne sidst i gruppen efter sejr over Hviderusland og nederlag mod Bulgarien og Portugal.


U17
Da U17 lørdag mødte FCM blev der til gengæld aldrig spænding om udfaldet. Allerede efter 4 minutter bragte Tobias Pedersen de unge løver foran, og han øgede selv til 2-0 efter 24 minutter. Inden pausen blev Oliver G. Andersen også dobbelt målscorer, og 4-0 til københavnerne blev også slutresultatet efter en målløs 2. halvleg.



Fik du set...

>> Spillernes nye frokostordning

>> Fanshoppens samarbejde med Le Fix præsenteres 24. november

>> Danny Amankwaas kontrakt forlænget til 2018

>> Delaney nomineret til årets fodboldspiller



FCK-citater

Jakob Ahlmann, AaB, til nordjyske.dk:
- Vi fik en rigtig skidt start, så det blev tidligt op ad bakke. Så nu står vi her og har igen tabt en fodboldkamp. Det gør ondt. Vi havde et meget bedre udtryk i anden halvleg, men vi fik ikke point, og det ville have betydet meget for os. Det var trods alt en hjemmekamp midt i en travl periode for FCK. Vi havde også et par dødbolde i slutningen, som vi skulle have udnyttet bedre.

Rasmus Würtz, AaB, til nordjyske.dk
- I forhold til kampen i Esbjerg var der mange ting, der var bedre. Det var ikke fordi, vi spillede fantastisk pasningsfodbold, men vi fik alligevel fightet os godt tilbage i kampen, og det skal vi tage med videre til de næste kampe.

Lars Søndergaard, AaB, til bt.dk:
- Vi mangler i den grad sejre i øjeblikket. Men jeg ser altså stadig et hold, der er klar til at dø med støvlerne på.

Fra de sociale medier