VINGAARD TAKKER AF
Martin Vingaard fortalte i ugen der gik, at han stopper sin aktive karriere i en alder af 35 år. 23 mål i 141 kampe blev det til for Byens Hold - og et målene endda med hovedet!
Vi ønsker held og lykke fremover!
JAMIL GÅR TRÆNERVEJEN
Da "Ugen der gik" var tilbage efter coronapausen den 16. juni, fortalte vi bl.a. om Spillerforeningens podcast med Jamil Fearrington, hvor han fortæller om sin karriere og herunder også den tid, han var ungdomsspiller i FCK og medlem af førsteholdstruppen i 2006/07. Den anbefaler vi gerne igen, nu hvor Brønshøj Boldklub har meldt ud, at Jamil stopper sin aktive karriere og fortsætter hos hvepsene som assistenttræner. Vi ønsker Jamil held og lykke fremover!
Opslaget vises fra Instagram
Accepter marketingcookies for at se det her.
BIDSTRUP TIL BRENTFORD
Vores tidligere U19-spiller, Mads Bidstrup, har netop underskrevet en 3-årig kontrakt med Brentford, hvor han bliver klubkammerat med bl.a. Mads Roerslev og Luka Racic. Mads blev som 16-årig solgt til RB Leipzig i januar 2018. Brentford, der har Brian Riemer som assistenttræner for Thomas Frank, er som bekendt stadig med i opløbet om oprykning til Premier League.
TILLYKKE, BASAKSEHIR
Søndag aften sikrede Istanbul Basaksehir sit første tyrkiske mesterskab, da de hjemme slog Kayserispor 1-0, og så betød det ikke noget for dem, at Trabzonspor tabte 3-4 hjemme til Konyaspor, efter at have ført 3-1 til der manglede ti minutter. Dermed er Basaksehir allerede kvalificeret til næste sæsons til Champions League-gruppespillet, selv om de ikke er færdige med denne sæsons Europa League... Trabzonspor risikerer også at miste andenpladsen, for inden sidste runde er de kun to point foran Sivasspor, men fik i juni et års udelukkelse fra europæiske turneringer på grund af UEFA's Financial Fair Play-regler.
VORES ØVRIGE EUROPÆISKE MODSTANDERE
Vi benytter lejligheden til en kort status på de øvrige europæiske hold, vi har mødt denne sæson:
The New Saints
Inden coronapausen fik waliserne fik en skidt start på slutspillet med to uafgjorte og to nederlag, men siden blev turneringen aldrig genoptaget, og Connah's Q. - som lå nr. 1 - er kåret som mestre, mens TNS trods alt blev nr. 2 og er klar til Europa League-kvalifikationen.
Crvena Zvezda
Serberne genoptog ligaen i slutningen af maj, og Crvena Zvezda sikrede sig uden problemer endnu en titel med et forspring på 14 point til Partizan.
Riga FC
Letternes turnering følger kalenderåret, og Riga vandt i efteråret for anden sæson i træk. I år kom ligaen først i gang midt i maj, og selv med syv sejre og et enkelt nederlag deler Riga førstepladsen med RFS, som de dog slog 2-1 i weekendens topkamp. Begge hold er i aktion igen i aften.
FC Lugano
Lugano vandt kun én af de seneste 7 kampe inden coronapausen, og efter turneringen gik i gang i slutningen af juni har de kun vundet 2, tabt 2 og spillet 7 uafgjort, hvilket er nok til at holde dem i ingenmandsland mellem europæiske pladser og nedrykning. Det kan dog gå galt i de sidste fire runder, men så skal Sion hente otte point på dem, og de har kun vundet én af deres seneste 15 kampe...
I øvrigt tegnede det længe til, at St. Gallen - værterne fra vores udekamp mod Lugano - ville snuppe et overraskende mesterskab, men de dummede sig i weekenden mod bundproppen Thun, så nu ligger det til Young Boys (som vi jo skulle have mødt i CL-playoff i august, hvis ikke vi havde tabt straffesparks-konkurrencen til Crvena Zvezda... suk)
Dynamo Kyiv
Som nævnt sidste uge vandt Verbic & co. for nylig en dramatisk pokalfinale efter straffespark, og weekendens ligaafslutning også en gyser, hvor Dynamo og Zorya sloges om andenpladsen, der giver CL-kvalifikation. I torsdags vandt Dynamo en livsvigtig 3-1-sejr over Zorya, selv om Verbic måtte udgå med en skade allerede efter 10 minutter, og dermed gik Dynamo forbi dem inden sidste spillerunde, men førte kun med to point.
Derfor kunne det være blevet katastrofalt, at Dynamo tabte 0-2 til slutspillets dårligste hold, Kolos Kovalivka, men heldigvis for dem, så havde Zorya en svær hjemmekamp mod nr. 4, Desna. Med en sejr kunne Desna nemlig fravriste Zorya 3. pladsen, der giver direkte adgang til EL-gruppespillet, men kampen endte 1-1 og dermed kunne Dynamo ånde lettet op og bevare chancen for CL-gruppespil.
Malmö FF
Ligesom i Letland spiller svenskerne kalenderårsturnering, og efter ni runder ligger Jon Dahl Tomassons på andenpladsen, 4 point efter IFK Norrköping. Desuden har de spillet sig i pokalfinalen, hvor de møder IFK Göteborg den 30. juli.
Celtic
Den skotske Premier League kom heller ikke i gang efter coronapausen, og da Celtic førte med 13 point, kan ingen vist indvende noget mod at de blev kåret som mestre, selv om optimistiske Rangersfans nok ville mene, at de med ni kampe igen sagtens kunne have hentet rivalerne.