Ugen der gik

Ugen der gik

Europæisk historie
I ugen der gik blev vi vidne til en historisk FCK-præstation, da det i fjerde forsøg lykkedes at gå videre fra en knockout-runde efter jul. Lodtrækningen til 1/8-finalerne mod Ajax kalder også på historiske minder om de to tidligere gange, vi har mødt det hollandske storhold - og begge gange har slået dem ud.

Lykkes det igen, overgår vi AaB's præstation fra 2009, da de også nåede 1/8-finalerne i Europa League og først røg ud til Manchester City efter forlænget spilletid og straffespark.


Bashkim på besøg

Bashkim var på besøg i København i ugen der gik og trænede også med på 10’eren et par gange. Han var dog kun hjemme en kort smuttur for at få ordnet sit visum til USA, og fredag rejste han tilbage til Minneapolis og Minnesota United, som han er udlejet til resten året.

Bashkim mellem sine faste "naboer" i omklædningsrummet - Kim Christensen og Peter Ankersen. Foto: FCK.DK


- Hidtil har vi været på træningslejr, men nu begynder turneringen den kommende uge, fortalte Bashkim, der ikke rigtig ved hvor stærkt holdet er i MSL-sammenhæng.

- Det er et helt nyt hold, som ejeren har købt og flyttet til byen. Men det bliver spændende, der er solgt 20.000 sæsonkort, så interessen er stor herovre.

Bashkim har også på anden vis mærket interessen for klubben og ham selv personligt - han fik ca. 1.000 nye followers på Twitter i de første dage efter det blev kendt, at han skal spille i klubben i år!

Minnesotas første kamp spilles fredag den 3. marts på udebane mod Portland Timbers, der stadig har vores tidligere angriber Fanendo Adi på holdet.


Holmstrøm har rundet et skarpt hjørne
Vores bestyrelsesmedlem Niels-Chr. Holmstrøm rundede de 70 i torsdags, og det var derfor meget passende, at vi netop denne dag skrev FCK-historie ved at spille os i 1/8-finalerne i Europa League.

Hvor svært kan det være at sparke den i kassen? Foto: FCK.DK


Holmstrøm har i høj grad været med til at forme FCK’s historie gennem årene, først som sportsdirektør og siden som bestyrelsesmedlem med et hav af kontakter i fodbold- og idrætsverdenen. Desuden har han som en af de få trænet begge vores moderklubber KB og B 1903, men man fornærmer næppe nogen ved at sige, at det er KB, der er "hans" klub. Her fik han sit gennembrud som centerforward i slutningen af 60’erne (“Målstrøm”), og i dag er han formand for klubben.

Hvor svært kan det være at sparke den i kassen? Foto: FCK.DK


Larsen runder et skarpt hjørne
FCK’s massør Jesper Larsen fylder 27. februar 50 år, og vi sender et stort tillykke til en ægte klublegende og kulturbærer, der var med allerede i 1992, da klubben trådte sine barnestøvler.

Anekdoternes mester, Jesper Larsen, fylder rundt. Foto: FCK.DK

- Jeg skulle ha’ været med som massør til OL i 1992, men det blev ikke til noget, og så talte jeg med Keld Kristensen (assistenttræner i FCK, red.), som jeg kendte privat gennem min far, der arbejde på samme skole som Keld, og på den måde begyndte det hele, husker Jesper her små 25 år efter.

Der kunne blive en rigtig god bog ud af Jespers anekdoter fra hans mange år i klubben og om alle de spillere, han har haft mellem hænderne - også selv om man sorterede de historier fra, som ikke rigtig egner sig til at blive fortalt højt… Men når man stadig er en ung og frisk mand på 50, der snildt kan løbe mere end hæderlig marathon, så er det for tidligt at begynde at skrive sine erindringer. Men vi skal nok finde en måde at liste flere af de gode historier ud af ham her i vores jubilæumsår!



UEFA-numre
Flere har undret sig over, at Uros Matic ikke må spille med nr. 8 i vores europæiske kampe, men det er ikke nyt, at UEFA kun tillader at et nummer bruges af én spiller pr. sæson. Allerede i foråret 2011 betød det fx, at vores hollandske lejesvend Jos Hooiveld fik nr. 24 i stedet for nr. 4, som det først var planlagt. Men det nummer havde Hjalte Nørregaard spillet med i efterårets Champions League-gruppespil, så det var også “låst”.

Jos Hooiveld i Twente. Foto: fctwente.nl

Efter et par sæsoner i AIK er Jos i øvrigt tilbage i Holland, hvor han netop har skrevet under med Twente. Og dér fik han nr. 4.



Eks-FCK'ere

Michael Mio
Vores mangeårige anfører og klubrekordholder er blevet ansat som talentchef i Fremad Amager.

- Det projekt, som er sat i gang med Fremad Amager, er fantastisk spændende, og jeg ser store perspektiver i at være med til at opbygge talentarbejdet. Amager er med sine cirka 200.000 indbyggere “Danmarks fjerdestørste by”, og det potentiale glæder jeg mig meget til at arbejde med, sagde Mio ved ansættelsen.


U19
U19-holdet kom godt i gang med foråret i den hjemlige U19-liga, da de lørdag vandt 3-2 ude over Lyngby. Carlo Holse scorede i allerførste minut, men inden pausen var hjemmeholdet foran 2-1. Jonas Wind fik dog udlignet efter en lille time, og han hev også sejren hjem med sejrsmålet til 3-2 kort før tid.

>> Se highlights her (uden vores første mål)

Jonas Wind i aktion i Youth League i Brugge. Foto: FCK.DK


FC Midtjylland, som drengene slog 5-1 i en testkamp forrige uge, kan stadig gå forbi i tabellen, hvis de vinder to udsatte kampe, men Brian Riemers tropper er fortsat de eneste ubesejrede i U19-ligaen. Lørdag kl. 17.15 venter næste opgave i Aalborg, og herefter følger yderligere to udekampe mod FC Nordsjælland og Randers Freja.


U17
De forsvarende U17-mestre skal også til Aalborg, men først tirsdag den 7. marts, kl. 14.30. Det bliver deres forårspremiere.


Sagt og skrevet om FCK-kampe

FCN-keeper Alex Runarsson til fcn.dk
– FCK er det bedste hold i Skandinavien lige nu, så på en måde er jeg også lidt stolt over måden, vi spiller kampen. Vi er oppe mod et klassehold og vil naturligvis være underdogs mod dem. Derfor var det også forventeligt, at de skaber mange chancer.

FCN-træner Kasper Hjulmand til bold.dk
- På de sidste 20-30 meter manglede vi den sidste kvalitet og de rigtige beslutninger. Vi kontrollerer første halvleg fint, men når vi kom tæt på deres mål og havde klare muligheder, traf vi de forkerte beslutninger. Det var ikke en toppræstation, men det var en topindsats med vilje og energi.