Tæt på
I Amsterdam boede vores spillere om muligt endnu tættere på stadion, end den hidtil (uofficielle) rekord fra Molde. Truppen var indkvarteret på Hotel Jaz, der ligger mindre end et Robin-udspark fra Amsterdam ArenA, kun adskilt af en åben plads. Det betød dog ikke, at spillerne begav sig afsted til fods - det er trods alt for risikabelt, når der står tusindvis af Ajax-fans, og synger og fyrer ting og sager af, som ikke alle kan købes i byens berømte coffee-shops inde i centrum. Derfor måtte man ind i bussen og - med politieskorte - ned ad en rampe, rundt om et hjørne, ind under stadion og parkere lige ved indgangen til omklædningsrummene. En tur på 2-3 minutter…

Foto: FCK.DK


I Molde boede truppen på Hotel Rica Seilet, der ligger lige ved siden af Aker Stadion - dog adskilt af en større parkeringsplads. Dengang gik truppen dog frem og tilbage uden problemer.


Hjemtur med forhindringer
Efter en europæisk udekamp gælder det altid om at komme hjem i en fart, så spillerne kan få hvilet og restitueret så hurtigt som mulig - og resten af det chartrede fly med ledere og sponsorer vil selvfølgelig også gerne hurtigt hjem og i seng. Stor var ærgrelsen derfor, da flyet landede i Københavns Lufthavn uden al bagagen fra Amsterdam… de fleste havde kun håndbagage, men bl.a. måtte holdets serviceassistenter Søren og Michael stå og vente på al holdets oppakning. FCK TV’s fotograf havde også været så optimistisk at lægge sine nøgler i sin indcheckede bagage, så han var også lettet, da det viste sig, at den manglende bagage var sendt fanklubbens fly, som landede lidt senere på natten…


Seer-rekord
Ca. 400.000 seere kiggede med på Ajax-udekampen i torsdags, og dermed er det Kanal 5's mest sete klubkamp nogensinde.


Eks-FCK'ere

Oscar Wendt stopper på landsholdet
10 år efter sin debut stopper Oscar på landsholdet, da han ikke længere føler motivationen til at give sig 100 procent.

Den nu 31-årige Oscar nåede kun 28 landskampe på en plads, hvor svenskerne jo historisk har været stærkt besat, hvilket FCK også har nydt godt af med først Oscar, siden Pierre Bengtsson og nu Ludwig Augustinsson.

Oscar i duel med Nordstrand i 2011. Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Til gengæld tilhører Oscar den eksklusive gruppe på blot 17 spillere, der har spillet over 200 kampe for Byens Hold. Helt præcist blev det til 204 kampe fra han kom fra IFK Göteborg i sommeren 2006, og indtil han skiftede til Borussia Mönchengladbach fem år senere - og hvor han stadig spiller.


TK på mål - igen
I weekenden måtte Thomas “TK” Kristensen overtage målmandsposten for sin australske klub Brisbane Roar, da holdet fik udvist sin målmand i slutningen af kampen mod Adelaide. Desværre kunne TK ikke snuppe det efterfølgende straffe, så Brisbane tabte 1-2.

TK i målmandstrøjen. Foto: Brisbane Roars hjemmeside


- Jeg tog selv handskerne. Der var undervejs lidt forvirring, for der var lidt tvivl om, hvorvidt vi havde brugt vores tre udskiftninger, men da jeg kiggede rundt, kunne jeg se, at der var tre, som var skiftet ind, og så tog jeg selv handskerne. Jeg har prøvet det før, og der gik det godt, så jeg tænkte, at jeg ville klare det igen. Jeg gik også til den samme side som sidst, men han sparkede desværre til den anden side, så der var ikke så meget at komme efter, sagde TK til bold.dk.

Han refererer selvfølgelig til træningskampen mod Vålerenga i 2012. Da Wiland vist ud (og begik straffe), trak TK i målmandstrøjen og hylede skytten helt ud af den ved at steppe lidt til sin venstre side og derefter lynhurtigt kaste sig ned til højre og snuppe det flade skud midt i målet... men det havde Adelaide-skytten givetvis studeret på video!



U19's tiende ligasejr i træk
U19-holdet fortsatte sejrsrækken og hentede fredag eftermiddag den tiende liga-sejr i træk, da de vandt 4-1 ude over Randers Freja på mål af Morten Hjulmand, Jonas Wind, Henrik Bellman og indskiftede Sidney Appu. Frederik Ibsen fik comeback mellem stængerne efter at have siddet ude med en knæskade siden september.

Foto: FCK.DK


Næste opgave for U19 er først den 1. april i Esbjerg - men allerede mandag eftermiddag udgør U19-spillerne hovedparten af Reserveliga-holdet, der møder Silkeborg IF på Nummer 10.


U17 sikrede sent point
U17 var også i Randers, men først lørdag eftermiddag, og de måtte for anden uge i træk nøjes med det ene point. Det faldt først i kampens næstsidste minut på et straffespark af Oliver G. Andersen, som også nåede at få et rødt kort, inden kampen var omme.

U17 er i skrivende stund nr. 3 i U17-ligaen, men med to kampe færre og blot tre point efter topholdet Brøndby.


På tirsdag spiller U17 pokalkamp i Roskilde, og på lørdag venter en hjemmekamp mod Lyngby kl. 13.30.


Sagt og skrevet om FCK

Silkeborg IF’s hjemmeside:
SIF spillede på mange måder en flot kamp mod FC København og lignede længe en vinder. Men de effektive FCK'ere gjorde det onde ved SIF i afslutningen og afgjorde kampen med mål af Cornelius og Matic til slutresultatet 3-1.

Kasper Dolberg til sn.dk:
- Det var ikke en toppræstation fra min side rent fodboldmæssigt. Jeg synes, jeg skulle have scoret tre mål mere, og det ville jeg gerne have haft med, men alt i alt går det jo i plus.