Ugen der gik

Ugen der gik

Close, but no (e-)cigar
F.C. Københavns eSports-hold North, som vi driver sammen med Nordisk Film, nåede i pinsen frem til en af de helt store finaler, men det blev ved lige ved og næsten. Eller som man ville sige i Dallas, hvor turneringen blev afholdt: Close, but no cigar...

North tabte desværre finalen til franske G2 Esports i ESL Pro League Finals. Ca. 6.000 tilskuere var fysisk på plads til det store arrangement i Verizon Theatre og dertil kommer de mange, der fulgte turneringen online rundt om i verden.

Man spiller bedst af fem baner og North tabte 1-3, men vandt dog stadig ca. 650.000 kr., mens vinderne løb med det dobbelte. North rangerer p.t. som nr. 5 i verden, og G2 Esports som nr. 4.


Lejesvendene leger videre
Aboubakar Keita fik ikke weekendens forårs-afslutning med på sit lejeophold i Halmstads BK, da han har døjet med nogle knæproblemer på det seneste. Klubben har dog været meget begejstrede for hans præstationer på den centrale midtbane og i ugen der gik lagde de ikke skjul på, at de gerne så ham fortsætte i klubben. Derfor er det nu også afklaret, at han fortsætter hinsidan i hele den svenske kalenderårs-sæson.

Helt "over there" har Bashkim ikke fået meget spilletid på det seneste, men i weekenden fik han dog de sidste 35 minutter, men kunne - trods 3 afslutninger - ikke forhindre, at Minnesota tabte 0-3. Holdet ligger nr. 9 ud af de 11 hold i Westeren Conference efter kun 4 sejre i 14 kampe. Også han er udlejet hele 2017.

Foto: Minnesota Uniteds hjemmeside


Eks-FCK'ere

Hva' ska' vi med Ama'r Strand...
Den sang skal vi måske til at høre i Sundby Idrætspark næste sæson? Fremad Amager har i hvert fald sikret sig Morten Nordstrand, som var en af mange eks-FCK’ere, der var med i sidste søndags showkamp i Telia Parken og stod uden kontrakt efter at være rejst hjem fra australske Newcastle Jets.

A Silverfox In The Box
Billed: Samy Khabthani, FCK.DK


Tillykke til oprykkerne
Fra én sundby til en anden... Fra Ugen der gik-redaktionen skal der lyde et stort tillykke til FC Helsingør med den eventyrlige oprykning til Superligaen. Vi har ikke glemt, at Hobro også er rykket op (igen), og det gratulerer vi selvfølgelig også med. Men nu er det jo en "Eks-FCK'er-spalte", og dem har nordsjællænderne rigtig mange af - i hvert fald hvis man tæller ungdomsspillere med.

Først og fremmest træner Christian Lønstrup, men også Morten Bertolt, Frederik Bay, Mads Aaquist, Tobias Christensen, Pierre Larsen, Aris Vaporakis og Vito Hammershøi-Mistrati.

Ud over Løns er det dog kun kun Bertolt, Bay og Aaquist, der har spillet førsteholdskampe for FCK, mens de andre var ungdomsspillere i KB og på School of Excellence.

Det bliver et hyggeligt gensyn med Helsingør Idrætspark, hvis ellers de får lov at spille deres hjemmekampe der, men vi krydser fingre! Vi var der senest i efteråret 2009, hvor de spillede i Danmarksserien under navnet Elite 3000 Helsingør.

Hvad husker man fra den kamp, bortset fra at vi knebent vandt 2-1? Ulrik Laursen spillede med brækket næse, Atiba Hutchinson var anfører, Niclas Jensen fik en sjælden startplads i sit sidste efterår som aktiv, og det stod 1-1 indtil der manglede et kvarter. Og så Dame N'Doyes hårpragt...

Foto: FCK.DK


Àlvaro vender tilbage
Desværre ikke til København, men til Helsingborg, hvorfra vi hentede ham i august 2003.

HIF's klubdirektør Mats-Ola Schulze fortæller til Fotbollskanalen, at Álvaro skal begynde at arbejde i klubbens ungdomsafdeling, men det konkrete jobindhold ligger ikke helt fast endnu.

Verdens Flinkeste Mand
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Álvaro fik sit store gennembrud i Helsingborg fra 2000-2003, inden han skiftede til Byens Hold. Efter nogle år i Frankrig vendte han tilbage til HIF i 2011 og spillede indtil efteråret 2014, hvor han indstillede karrieren og rejste hjem til Brasilien for bl.a. at starte en fodboldskole. En lille, slidt grusbane er omdannet til en kunstgræsbane, og skolen har nu 6 ansatte, der tager sig af ca. 200 børn og unge.

Flere af dem er kommet videre til akademierne hos brasilianske storklubber, fortæller en stolt Álvaro, som altså nu tager til Sverige med familien og starter på et nyt kapitel.

Klubben regner med at præsentere den nu 37-årige “Verdens flinkeste mand” til en hjemmekamp på Olympia mod Örgryte den 22. juli


Podcast med Johansen-tvillingerne - og Ståle
Der går snart ikke en uge uden en eller anden Podcast med nuværende eller tidligere FCK’ere… senest har Mediano Special talt med Johansen-tvillingerne om de gode, gamle dage, og det er som altid underholdende at høre de to røde snakke fodbold.

Og i denne uge er det lykkedes den norske P3 Heia Fotball at få en aftale i stand med Ståle, som medvirker hjemme fra Hamar i Norge. Den “pod” kommer i løbet af ugen.



U19
I silende regnvejr afsluttede U19 en lang sæson i søndags med en kamp i Telia Parken, der var så ligegyldig som et derby nu kan være… Holdet var i forvejen sikre på bronzemedaljerne, og det var tydeligt, at den lange og krævende sæson har sat sine spor hist og her. Og for fleres vedkommende venter stadig et par ungdomslandskampe.

Vi følger op på hele U19-sæsonen i den kommende uge, så lad os her nøjes med at nævne, at Carlo Holse bragte holdet foran midt i 1. halvleg, men Brøndby fik vendt slaget og vandt kampen 2-1.

En håndfuld spillere falder for aldersgrænsen, der fra næste sæson hedder 1999/2000 for U19-årgangen, men ligesom tidligere er der mulighed for at benytte nogle få ældre spillere. I denne sæson brugte man bl.a. målmand Frederik Ibsen og offensivspilleren Jonatan Frimann (begge årgang 97), og de spillede definitivt afskedskamp i lørdags. Jonatan har sin fremtid på plads, idet han har indgået en 2-årig kontrakt med FC Twentes ungdoms-/reservehold “Jong Twente”.

Frimann under søndagens U19-derby - bag ham Devrim Sahin
Foto: FCK.DK


Som nævnt kan et par af spillerne endnu ikke slappe helt af. Luka Racic, Morten Hjulmand og Carlo Holse skal med U18-landsholdet møde Grækenland i to venskabskampe den 8. og 11. juni. Kampene spilles i Slagelse henholdsvis Herfølge. Desuden skal Henrik Bellman til Ungarn med Sveriges U19-landshold og spille to venskabskampe den 6. og 8. juni.

Frederik Ibsen sparer ud
Foto: FCK.DK


U17
U17 tabte 0-2 ude mod FC Nordsjælland i onsdags, og på lørdag venter sæsonens sidste opgave i form af Silkeborg IF på hjemmebane kl. 15.00.


Old Boys
Holdets næste kamp er først onsdag aften i Ballerup mod BSF.


Sagt og skrevet om FCK

Ambassadør Andersson
Vi giver denne gang ordet til den tidligere DR-journalist Poul Erik Andersson, som nu nyder sit otium på Østerbro som bl.a. “FCK-ambassadør”. Her er et udpluk af en kronik fra Østerbro Avis:

"Lad mig fortælle, at jeg er ambassadør for FCK og har mulighed for at se bag kulisserne. Mit bekendtskab med klubben kom, da jeg skrev en klumme om den oplevelse, det var for mig at gå igennem Fælledparken og se, hvordan far og søn -og ofte datter -hyggede sig med hinanden på vej til samme kamp som jeg. Børnene snakkede om deres forventninger, og faderen deltog livligt i snakken. Selv gik jeg bagved og tænke på, at min far kun en gang så mig spille en fodboldkamp. Heldigvis scorede jeg syv mål, så den side af sagen var i orden.

Foto: Lars Rønbøg, FCK.DK

FCK fandt klummen menneskelig positiv og tilbød mig titlen ' ambassadør', og da jeg for to år siden fyldte 75 år, blev der fulgt op med tale og livsvarigt medlemsskab.

Beviset er trøje nr. 75 med mit navn på ryggen. I søndags havde jeg trøjen på til den sidste kamp før sommerferien, og bagefter var der tid til eftertænksomhed.

I løbet af sæsonen har jeg haft flere bekendte med i Telia Parken, og de var alle glædeligt overrasket over den venlighed, de mødte hos alle; lige fra frivillige kontrollører, til personalet omkring VIP lounge og klubbens topledelse. Der er ingen fine fornemmelser i FCK, kun glæde over, hvor godt klubben klarer sig.

Så jeg har besluttet, når jeg nu bor alene, at FCK er min familie. Jeg kan bilde mig selv ind, at alle tilskuerne er familiemedlemmer. Så ved jeg, at jeg er en del af Danmarks største fællesskab."


Nostalgi
Vi nærmer os den 1. juli, der er FCK's officielle 25-års fødselsdag, og i anledning af førnævnte podcast med Johansen-tvillingerne har vi fundet dette fine billede frem fra klubbens allerførste kampprogram, som dækkede alle de tre første hjemmekampe i TOTO Cup'en 1992.



Blå, hvid - og rød...