10 ÅR SIDEN NORDSTRANDS MÅLSHOW
I ugen der gik - helt præcist i torsdags den 21. februar - var det præcis 10 år siden Morten Nordstrand scorede alle fem mål, da vi slog Helsingborgs IF 5-2 i en træningskamp i PARKEN, der var lukket for tilskuere.
Kampen lå midt mellem hjemme- og udekampene mod Manchester City i Europa League, og vi startede med disse 11:
Johan Wiland - Danni Jensen, Peter Larsson, Mathias Zanka, Niclas Jensen - Libor Sionko, Saban Özdogan, Martin Vingaard, Jesper Grønkjær - Dame N'Doye, Morten Nordstrand
Det var et helt andet hold end det, der startede mod City i 2-2-hjemmekampen to dage før:
Jesper Christiansen - Zdenek Pospech, Mikael Antonsson, Ulrik Laursen, Oscar Wendt - William Kvist, Hjalte Nørregaard, Thomas Kristensen, Atiba Hutchinson - Ailton Almeida, César Santin
Nordstrand scorede til 1-0 efter 22 minutter, men siden kom vi bagud 1-2, inden han gik mål-amok med et hattrick fra det 58. til 63. minut - hvorefter det femte mål faldt et par minutter før tid.
Blandt reserverne i Helsingborg-kampen var i øvrigt Per Weihrauch, som trænede med 2. holdet som amatørspiller. Som helt ung solgte Hvidovre ham til Ajax, og senere kom han til Chelsea, men blev erklæret sportsinvalid. Han kom dog i gang igen i Hvidovre og prøvede lykken i FCK en kort periode og var derfor bl.a. med i denne kamp.
Også Thomas Delaney kom ind fra bænken i en alder af 17 år - og først senere i foråret 2009 fik han officiel debut i de to pokalsemifinaler mod Nordvest. De øvrige indskiftere var Jacob Albrechtsen (lillebror til Martin Abrechtsen), Andreas Moos (også U19-spiller) samt vores australske reservekeeper Nathan Coe.
Vi spiller i øvrigt træningskamp mod Helsingborgs IF torsdag den 21. marts på Olympia i Helsingborg. Det bliver en aftenkamp, men kick-off er endnu ikke fastlagt - nærmere info følger på FCK.DK.
FLODHESTEN DER LØBER FOLK NED
Daniel Braaten (36) skrev i ugen der gik kontrakt med Stabæk, som i sidste uge præsenterede ham under overskriften: "Jeg er stadig ham flodhesten, der løber folk ned"...
"Kroppen har det fint, og jeg har stadig lyst til at trille noget bold," siger han, der ellers frygtede at karrieren var slut for et års tid siden, da han døjede meget med skader i Brann.
Siden Braaten forlod os i 2014 - efter 30 kampe på et lejeophold fra efteråret 2013 - spillede han to sæsoner i Vålerenga og en enkelt i Brann, inden han nu har skrevet en 1-årig kontrakt med Stabæk.
Gense det ultimative Braaten-moment i København: Champions League-sejrsmålet mod Galatasaray!

Videoen afspilles fra YouTube
Accepter marketingcookies for at se den her.
U19-TESTSEJR OVER BRØNDBY
Lørdag eftermiddag vandt U19 også vinterens sidste testkamp, inden det går løs i U19-ligaen. Brøndby blev besejret 3-2.
Lørdag kl. 13 på KB's baner gælder det U19-ligaens tophold FC Midtjylland, som i sidste uge slog AS Roma ud af UEFA Youth League efter straffe-konkurrence.
U19-holdets norske centrale midt Trygve Aarstad er øvrigt udtaget til det norske U17-landsholds træningssamling i denne uge.
I ugen der gik skrev Ibrahim Samrawi i øvrigt kontrakt med FC Helsingør, efter han i slutningen af januar ophævede sin kontrakt med Talentafdelingen. I vinterens løb er Niklas Vesterlund også skiftet til Trelleborgs FF, og Oliver Andersen til Næstved.
U17-SEJR I FORÅRSPREMIEREN
I lørdags vandt U17 deres forårspremiere ude mod Randers Freja med 3-1 efter at have været bagud 0-1 ved pausen. William Bøving scorede to mål, og Fisnik Isaki et enkelt.
Også U17 tager imod FC Midtjylland denne uge - det er torsdag kl. 14 på Frederiksberg Idrætspark.