HISTORISKE N'DOYE
Som mange nok allerede har hørt eller læst, slog Dame N'Doye søndag aften målrekorden i F.C. København med sit hattrick mod AaB - et hattrick, som ikke er det hurtigste i FCK-historien (det lavede Pavlovic mod Lyngby for et par år siden), men som til gengæld er det tidligste hattrick af en FCK-spiller. Forstået sådan, at det faldt inden for de første 22 minutter.

N'Doye er nu oppe på 85 mål, mens den tidligere rekordholder César Santin nåede 84 - og hvor er det sindssygt, at César netop gæstede Telia Parken denne søndag! Heldigvis fik den populære brasilianer sin topfortjente hyldest i pausen.

Der har på sociale medier været lidt forvirring om rekorden, for hvis man kun tæller Superliga-kampe, fører César stadig med 65 mål mod N'Doyes 62. Nogle mener dog, at César kun har scoret 64 og har noteret hans mål mod AaB 30.11.08 som et selvmål af Steve Olfers. Vi har dog, ligesom i andre gamle sager, fulgt dommerrapporten, men i dag følger vi naturligvis de afgørelser, der kommer fra Divisionsforeningen - jf. fx sagen om Jonas Winds mål mod AaB i foråret, som dommeren i første omgang indberettede som et selvmål.

NIPSERSTAT ER TILBAGE!
Endnu en god nyhed oven på vores fine resultater den sidste uges tid - Nipserstat er genopstået, præcis som d'herrer Mohr og Lindemann lovede i vores podcast i maj!

Det er vi mange, der er rigtig glade for! Ganske vist har vi også data'ene på fck.dk, men vores søgemaskine er ikke lige så detaljeret som Niperstats. De seneste kampe er dog ikke registreret endnu, men en kæmpe tak for, at det er lykkedes at genskabe alle de gamle data.

>> Fik du hørt Nipser-podcasten?

ITALIENSKE KLUBSKIFTER
Med salget af Robin til Roma, står det nu 9-7 i "handelsbalancen" mellem os og italiensk fodbold - forstået sådan, at ni FCK'ere er skiftet til en italiensk klub, mens vi har hentet syv fra italienske klubber. (For god ordens skyld: der er forskel på om spillerne er købt/solgt eller skiftet efter kontraktudløb)

Til Italien:
1996: Christian Lønstrup til Cagliari
2002: Thomas Thorninger til Udinese
2003: Rune Pedersen til Modena
2007: Martin Bergvold til Livorno
2011: Mikael Antonsson til Bologna
2012: Kenneth Zohore til Fiorentina
2017: Andreas Cornelius til Atalanta
2018: Federico Santander til Bologna
2018: Robin Olsen til Roma

Fra Italien:
1998: Christian Lønstrup fra Cagliari
1998: Thomas Thorninger fra Perugia
2001: Morten Bisgaard fra Udinese
2004: Dan Thomassen fra Padova
2010: Martin Bergvold fra Livorno
2013: Daniel Jensen fra Novara
2014: Mikael Antonsson fra Bologna

Et enkelt lejemål er det også blevet til, da vi i 2014/15 udlejede Franco Mussis til Genoa.

BRANDUR OG SÖLVI VILLE VÆRE KOMMET...
I ugen der gik prøvede vi - forgæves - at lokke både Brandur Hendriksson og Sölvi Ottesen til at komme og støtte holdet mod Stjarnan FC, og det var ikke viljen der manglede.

Brandur var i Israel med sin klub FH, der spillede 1-1 mod Hapoel Haifa (han lagde op til FH's mål, scoret af den tidligere HB Køge- og Esbjerg-forsvarer Eddi Gomes).

Sölvi skulle egentlig være kommet til vores kamp, men blev så vidt vi ved småskadet til træning i Vikingur et par timer før kampen. Han var i hvert fald ikke med, da Vikingur i går tabte 0-4 hjemme til... Stjarnan!

Vikingurs hjemmebane


Ud over at det altid er hyggeligt at hilse på tidligere spillere, så har de jo scoret nogle temmelig vigtige mål i deres FCK-karrierer, der altid er et gensyn værd:

Videoen afspilles fra YouTube

Accepter marketingcookies for at se den her.


... og Sölvis hovedstød mod Rosenborg i 2010:

Videoen afspilles fra YouTube

Accepter marketingcookies for at se den her.



LOGISTIK-UDFORDRINGER I TÆT PROGRAM
Det er ikke nogen nem opgave at skulle chartre et fly til 60-70 personer med under en uges varsel midt i den travle sommertid! Det lykkedes dog med hjælp fra vores gode samarbejdspartnere i rejsebranchen, men vi måtte "opgradere" lidt på pris og kvalitet, før det lykkedes. Men så var truppen også rigtig godt flyvende til Reykjavik. De første gange danske klubber besøgte Island i 20'erne og 30'erne foregik det i øvrigt med skib...

Falk og Boilesen



Det eneste der glippede var, at Thomsens kuffert ikke kom med i flyveren fra Københavns Lufthavn. Belært af erfaringerne har spillerne dog altid deres støvler i håndbagagen, så de kan spille under alle omstændigheder - men heldigvis nåede hans kuffert frem i løbet af onsdag aften.

Nå ja, og så blev hjemrejsen forsinket, så truppen først landede i København kl. ca. 5.30 fredag morgen. Så skulle man lige have bagagen med fra båndet og i bus til 10'eren og hjem derfra, og så kan I selv regne sengetiden ud...

EKS-FCK'ERE

Hvis vi eliminerer Stjarnan FC på torsdag, ser det ikke ud til, at vi skal møde Morten Hjulmand og hans nye klub, Admira Wacker i 3. kval.runde. De tabte nemlig 0-3 til CSKA Sofia i det første opgør i Sofia, men Hjulmand fik debut fra start og kom også ind i weekenden, da Admira også tabte 0-3 i den østrigske liga. Og igen på tre mål før pausen.

En anden tidligere U19-spiller, Mathias Bonde, skiftede sidste år til OB og er nu rejst videre til Skive IK.

TO U19-TESTSEJRE
Onsdag slog U19 Lyngby 3-1 på mål af tre af de mange nye oprykkede U17-spillere, Alexander Hjælmhof, Nicholas Sejr og Mohamed Daramy. De havde dog også mere erfarne spillere med, idet Kvist, Keita og Bjelland spillede en times tid for at få kamptræning, mens førsteholdet var på Island.

Lørdag slog holdet B93 med 4-0 på mål af Oliver Andersen, Mohamed Daramy, Ahmed Daghim og Alexander Hjælmhof.

Næste weekend pudser drengene formen af mod svenske Mjällby AIF, og ugen efter tager holdet til en international U19-turnering i Zagreb og møder NK Maribor, Feyenoord og Kroatiens U19-landshold. Det fortæller vi mere om, når tiden nærmer sig - og vi regner med, at kampene streames.Den første U19-ligakamp er hjemme mod Lyngby den 25. august.