Benjamin Verbic

Ugen der gik (uge 36)

To hurtige debutanter
Der er ikke noget usædvanligt i, at to spillere debuterer i samme kamp, som tilfældet var med Denis Vavro og Carlos Zeca mod FC Midtjylland. Men det hører til sjældenhederne, at begge kun har været i klubben i få dage og ikke spillet hverken trænings- eller reserveholdskampe. Sidst det skete var, da Federico Santander kom tilbage fra Copa America og debuterede i sommeren 2015.

 

Denis Vavro
Denis Vavro - den ene af søndagens to debutanter

 

Debutant-mål
Carlos Zeca blev den 25. FCK-debutant, der scorede i sin første kamp - sidst det skete var da Mads Roerslev og Nicklas Røjkjær scorede mod Jammerbugt FC i pokalen sidste efterår.

Zeca blev med sine 29 år vores tredjeældste debutant-målscorer - Heine Fernandez var 34 og José Junior 31.


Centerforsvar uden nordisk islæt
Denis Vavro udgjorde centerforsvaret med Michael Lüftner (i 1. halvleg, indtil vi gik over til et tremands-forsvar med Boilesen), og det er første gang i klubbens 25-årige historie, at vi stiller med et centerforsvar uden mindst én nordisk spiller!

Med til historien hører, at vi kun har haft fire ikke-nordiske centerforsvarere gennem tiderne: William Prunier, Jos Hooiveld og Georg Margreitter - alle på lejeaftaler - samt Daniel Amartey, der både var centerforsvarer og midtbanespiller.

 

Nordisk quiz
Hvor mange kan du huske af vores 9 nordiske centerforsvarere gennem årene, som ikke er danske - dvs fra Sverige, Norge, Island og Finland? Svaret finder du til sidst i ”Ugen der gik”!

Vi tænker kun på ”normale” centerforsvarere, ikke sådan nogen som Jan Gregus, Pascal Simpson og Dame N’Doye, der har vikarieret i midterforsvaret i enkeltstående kampe!

 

Besøg af Corner og Delaney
I tirsdags mødte vi Brøndby i Reserveligaen (se highlights fra 3-2-sejren), og både Corner og Delaney kiggede forbi Nummer 10 for at hilse på. Det var dagen efter Danmarks overbevisende 4-1-sejr i Armenien, hvor Delaney lavede hattrick, og fredagen inden kom både han, Corner og Nicolai jo på tavlen i 4-0-sejren over Polen.

 

Andreas Cornelius på besøg på Nummer 10
Corner hilser på Pusic, mens den nyudnævnte 2. assistenttræner Mikael Antonsson ser til


Corner kunne berette om en hård opstart i det italienske med mange træningspas og meget fysisk træning, men han var skarp igen i søndags, da han scorede sit første mål i Serie A for Atalanta, da de slog Sassuolo 2-1. Delaney scorede i øvrigt også for Werder, da de hentede sæsonens første point med 1-1 i Berlin.


Eks-FCK’ere

I slutningen af juli kunne "Ugen der gik" fortælle, at Magne Hoseth havde ophævet kontrakten med den norske 2. divisionsklub Notodden og var flyttet tilbage til Molde for at se tiden an. Siden har han skrevet kontrakt resten af året med Kristiansund, der ligger halvanden times kørsel nord for Molde helt ude ved Atlanterhavskysten.

”Jeg passer ikke i 2. division. Jeg er en spiller, som spiller med ét og to touch, så jeg har brug for et hold omkring mig. Der var mange vældig gode spillere i Notodden, men det var ikke nok. Jeg ved ikke, hvor længe jeg kan blive ved. Alt afhænger af kroppen. Holder jeg mig skadefri, kan jeg have flere gode år i mig. Motivationen er i hvert fald ikke noget problem, for jeg elsker at træne,” siger den 36-årige midtbanespiller til VG Nett. 

Michael Mio Nielsen er blevet sportschef i Fremad Amager, hvor han i forvejen var talentchef.

I går, mandag den 11.9, var det præcis 7 år siden, Christian Bolaños og Søren Frederiksen debuterede for Byens Hold med en 2-2-kamp hjemme mod Silkeborg.

I dag, tirsdag, er det præcis 25 år siden, Torben Piechnik spillede sin sidste kamp for FCK, inden han skiftede til Liverpool.

 

Torben Piechnik
Torben Piechnik nåede kun 7 kampe i FCK-trøjen i efteråret 1992


U19 vandt i Farum
I en syndflod af styrtregn hentede U19 lørdag eftermiddag en velfortjent 2-1-sejr i Farum, hvor FC Nordsjælland ellers førte 1-0 til godt et kvarter før tid. Hjemmeholdet havde udnyttet en københavnsk opspilsfejl efter en lille halv times spil til at sætte et fladt skud via indersiden af stolpen.

Efter stigende FCK-dominans efter pausen headede Jonas Wind headede udligningen i nettet efter 73 minutter, da Mathias Høst gik til baglinjen i venstre side og fandt ham ved fjerneste stolpe. Siden havde drengene 2-3 store afbrændere, der burde have afgjort kampen, men det lignede 1-1 indtil sidste minut, hvor Carlo Holse afgjorde kampen med et energisk og flot solomål. Helt ude i siden blev han ulovligt bremset af et par nordsjællændere, men da han kom på benene med bolden for fødderne, lod dommeren korrekt fordelsreglen gælde, og så strøg han ned i feltet og rundede et par stykker mere, inden han sparkede sejrsmålet ind.

 

U19-jubel efter Carlo Holses sejrsmål i Farum
Jubel i Farum efter Carlo Holses flotte sejrsmål


>> Se highlights fra kampen her

Dermed topper holdet tabellen med 10 point efter 4 (ude)kampe - det samme som FC Midtjylland. På lørdag spiller U19 hjemme mod AaB kl. 13 - men allerede tirsdag kl. 17.30 står den på pokalkamp i Værløse.


U17 videre i pokalen
U17 vandt i onsdags pokalkampen mod B 1903 med 4-0 efter 1-0 ved pausen. Målene blev scoret af Tobias Pedersen 2 (heraf 1 på straffe), Lucas Ørneborg og Gabriel Johansen.

På lørdag tager man imod AaB på hjemmebane kl. 15.30 - lige efter U19 har mødt nordjyderne.
 

Old Boys 13. sejr i 14 kampe
Business as usual: mandag aften blev det 5-1 over Union på mål af Kim Palm, Lars Jacobsen, Martin Dons, Bjarke Vind og Thorkild Nielsen. Næste mandag gælder det AB kl. 20.30 hjemme på kunstgræsset på KB’s anlæg.

I øvrigt har Lars Jacobsen vist været fortørnet over, at han ikke fik plads på Peter Møllers FCK Dream Team i vores jubilæumspodcast. Måske skulle han ikke have moret sig sådan over at stå i vejen for nr. 32 den aften på Volkspark, hvor vi gjorde klar til UEFA Cup-kamp i efteråret 2005? Eller hvad med det her legendariske Youtube-klip?

 

Lars Jacobsen
Lars Jacobsen står i vejen for nr. 32...


Sagt og skrevet om FCK
Kian Hansen, FCM, til bold.dk
- Vi har lige tabt en kamp, og fodbold handler om de tre point. Jeg føler, der var mere i den kamp, men så skal vi også være bedre til at dække op. Det der irriterer mig mest er de to mål, de fik på dødbolde. Det skal vi hjem og kigge på.

Jess Thorup til ritzau.dk:
- Jeg så fem-seks FCK'ere ligge med krampe, og jeg så en træner, der jublede. Det kan jeg godt forstå, for FCK var presset.

 

Svar på "Nordisk quiz":
Vores ni nordiske centerforsvarere gennem årene:
Sverige (5): Mikael Antonsson, Peter Larsson, Erik Johansson, Pelle Nilsson og Olof Mellberg
Island (2): Sölvi Ottesen og Ragnar Sigurdsson
Norge: (1): Brede Hangeland
Finland (1): Aki Hyryläinen