
Ugen der gik (uge 37)
PAVLOVIC-DEBUT I WIEN-DERBY MOD UROS
Andrija Pavlovic har været skadet, siden han skiftede til Rapid Wien efter sidste sæson, men i weekenden fik han comeback, da han kom ind midt i 2. halvleg af det store Wien-derby mod Austria og udlånte Uros Matic.
På det tidspunkt førte Austria 1-0, og det blev også slutcifrene i en kamp, som desværre blev skæmmet af en del ballade mellem de to holds fans - og også visse "uoverensstemmelser" mellem aktørerne på banen og de to bænke...

Begge klubber er langt efter Salzburg, der har max-point efter syv runder, men endnu værre ser det ud for Admira Wacker, der ligger næstsidst. På det personlige plan kan Morten Hjulmand ellers glæde sig over, at han har erobret en fast plads på Admiras midtbane allerede i hans første sæson i klubben - og hans første seniorsæson.
INTERVIEW MED SIKKERHEDSCHEF LEIF BJØRN
Den europæiske organisation for stadion-sikkerhed ESSMA (European Stadium & Safety Management Association) har lavet et fint interview med vores mangeårige sikkerhedschef Leif Bjørn - du kan læse interviewet her på ESSMAs hjemmeside.
ESSMA holder workshop i København den 13.-14. november.

U17 TABTE TIL FC NORDSJÆLLAND
Tirsdag aften bragte Marcus Stoltenberg ellers holdet foran ti minutter efter pausen, men herefter lavede gæsterne tre mål på syv minutter og kørte til Farum med alle tre point.
Holdets næste kamp er lørdag den 30. september, kl. 15.30 hjemme mod Silkeborg.
U19 SPILLER ONSDAG AFTEN
U19 skal en tur til Ikast og møde FCM's forsvarende U19-mestre, og der er kick-off på Ikast Stadions kunstgræsbane kl. 18.30.
I næste uge går turen til Berlin og den anden kamp i Baltic Sea Cup, hvor holdet møder Hertha BSC tirsdag kl. 17. Herefter gælder det igen U19-ligaen, hvor U19 også møder Silkeborg hjemme, men først søndag den 30. september, kl. 13.00.
B1903 OG KB I KØBENHAVNS-SERIEN
B1903 spillede lørdag eftermiddag 0-0 hjemme mod HB, mens KB tabte 3-5 til IF Førøyar ude på Kløvermarken. De to klubber ligger efter seks runder i den nederste halvdel af tabellen, men holder sig lige over stregen.
Lørdag eftermiddag spiller begge klubber på Frederiksberg: B1903 møder FB kl. 15, og KB tager imod Rønne kl. 15.30.
OLD BOYS
KB/FCK's Old Boys vandt i torsdags 2-0 ude over Frem - og mandag aften blev det til en "UHT" i hjemmekampen mod BSF, dvs en skrivebordssejr for "Udehold taberdømt".
IDRÆTSPARK-NOSTALGI
I lørdags var det præcis 50 år siden, KB slog AGF med hele 9-0 i en 1. divisionskamp i Københavns Idrætspark.
Den sæson hjemførte KB hjemførte mesterskabet med en ung Niels Chr. Holmstrøm i hopla - 23 mål i 22 kampe kom der fra "Målstrøm", som ifølge overleveringerne skød på mål ved enhver given lejlighed. Også hjørnespark...
Ingen har siden vundet med større cifre i Idrætsparken/PARKEN, men Danmark tangerede den i 1974 med en 9-0-sejr over Indonesien.
Tre dage før KB's 9-0-sejr over AGF blev der i øvrigt også uddelt store øretæver i Idrætsparken. Boksepromotor Mogens Palle afholdt det første boksestævne nogensinde i Nationalarenaen, da Tom Bogs slog europamesteren Lothar Stengel knockout efter bare to et halvt minut!