Lars Rønbøg, Getty Images
Værd at vide om kampene mod Esbjerg
25/07 2015 16:04
FCK OG MÅLENE I ALKA SUPERLIGAEN
F.C. København har inden sæsonens første Alka Superligakamp scoret 1.284 mål i Superligaen, fordelt på 552 mål i 1. halvleg og 732 mål i 2. halvleg.
Sidste sæson bød på knapt så mange mål som normalt, og specielt i kampens første 15 minutter var det ikke mange træffere FCK blev noteret for. Blot to af de 40 mål blev scoret i kampens første kvarter, og begge de mål blev endda først scoret i det 15. minut (Cornelius mod AaB og De Ridder mod SønderjyskE).
De målfarligste perioder i sidste sæson var den sidste 15 minutter af 1. halvleg (12 mål) samt de første 15 minutter af 2. halvleg (10 mål).
OM DATOEN
F.C. København har tre gange før spillet Alka Superliga på datoen 26. juli.
I 1998 blev det 3-1 over Vejle BK på mål af Niclas Jensen og to gange Todi Jónsson, i 2003 sikrede Bo Svensson og Thomas Røll Larsen en 2-0 sejr over AaB og i sidste sæson scorede Zanka og Nicolai Jørgensen i 2-1 sejren over FC Nordsjælland.
F.C. København har desuden spillet en enkelt Europa Cup kamp på datoen 26. juli, det var i 2006 hvor F.C. København slog finske MyPa-47 med 2-0 på mål af André Bergdølmo og Michael Gravgaard.
VIDSTE DU AT…
Blot to af Peter Rasmussen 34 Alka Superligakampe med F.C. København er endt 0-0, begge på udebane og begge i Jylland (Vejle og AGF).
César Santin er, med syv mål, den FCK-spiller der har scoret flest Superligamål mod Esbjerg fB. Peter Ankersens bror, Jacob, er den Esbjerg-spiller der har scoret flest Superligamål mod FCK. Jacob Ankersen har scoret seks gange mod F.C. København.
De hurtigste mål i Superligakampe mellem F.C. København og Esbjerg fB er scoret i det 4. minut. Det har både Álvaro Santos og Jess Thorup præsteret.
Der er scoret fem selvmål i Alka Superligakampene mellem F.C. København og Esbjerg fB. Esbjergenserne fører 3-2 i den kategori, det er dog F.C. København, der har lavet de seneste to.
Næste udvisning vil være nummer 10 i Alka Superligakampene mellem F.C. København og Esbjerg fB. De første ni røde kort er fordelt på fire til FCK og fem til Esbjerg fB.
Statistiske facts i samarbejde med danskfodbold.com