Verbic: Glæder mig meget til at spille
Benjamin Verbic ligner et godt bud på en starter torsdag aften, da han jo ikke kan spille mod Lyngby på søndag, fordi han stadig mangler at afsone en karantænedag i Superligaen:
"Jeg glæder mig virkelig meget til at spille efter to kampe på tribunen! Det er et flot stadion og en god bane, og selv om det bliver lidt koldt, så glæder vi os alle til kampen. Jeg har ikke spillet i Moskva før, men jeg har prøvet at spille i Kiev under næsten samme klimaforhold," siger Verbic.
"Det har været hårdt at sidde udenfor, især når spillet ikke har kørt for os på banen, for man sidder bare der på tilskuerpladserne uden at kunne gøre noget som helst. Så jeg vil bare give alt hvad jeg har i morgen, og så må jeg stå over en kamp mere i Superligaen, før jeg kan være med igen mod Nordsjælland om ti dage," lyder det fra den slovenske kantspiller.
Også William Kvist og Pieros Sotiriou er ude med karantæne på søndag mod Lyngby, men Ståle venter vanen tro med at give hele holdet til en time før kick-off.