Vi kan stadig afgøre det selv

Der var overraskende få fremmødte på Tsentralnyi stadion, da den engelske dommer Atkinson fløjtede opgøret i gang, men det kan de ikke være kulden, der afskrækkede de lokale, for det var kun et par graders frost, og det er jo ikke noget at snakke om på de her breddegrader – eller for den sags skyld hjemme i det sneklædte Danmark, hvor rygterne om en aflysning i Kazan havde svirret hele eftermiddagen. Banen var dog okay, om end våd og tung, men man havde for en sikkerheds skyld fundet den orange bold frem og malet stregerne røde, så de kunne ses i tilfælde af sne.

 

De hvidklædte københavnere stillede op med oprejst pande og fremskudt brystkasse og gik uimponeret til værks mod de dobbelte russiske mestre, der i øvrigt måtte nøjes med bronze i denne sæson. Oscar Wendt havde en afslutning over mål og 2-3 dødbolde i det første kvarters tid, og Grønkjær slap også fri på venstrekanten på et tidspunkt, men Bolaños afsluttede over mål på hans indlæg.

 

Kun ved en enkelt lejlighed var der optræk til ballade i den anden ende, da Navas fik en skudmulighed i feltet og trykkede godt af, men bolden blev blokeret af forsvaret, inden Wiland måtte i aktion – også i aften i kortærmet trøje, ligesom anfører Kvist.

 

Men alle havde i overført betydning smøget ærmerne op og arbejdede godt og solidt over hele banen, og uden at det ligefrem tenderede til overmod, sad man med en ganske god fornemmelse i kroppen, da den første halve time af kampen var afviklet. Bevares, russerne havde da haft bolden en hel del, og den store Kornilenko, lejesvenden fra Zenit, fik trykket af et par gange, men uden at ramme målet. Generelt var deres offensive opfindsomhed dog ikke stor, og når de af og til fik slået et indlæg, tog Wiland, Zanka eller Antonsson affære i luftrummet.

 

Som halvlegen skred frem kunne man dog godt have ønsket sig, at gæsterne havde kunnet flytte spillet lidt længere væk fra eget felt, men man mistede for mange bolde og fik for lidt ud af dødboldene, så det udviklede sig til mere og mere russisk boldbesiddelse og færre og færre besøg på deres banehalvdel. Men københavnerne stod stadig tæt og kompakt i kæderne og gjorde det svært for modstanderen, der heller ikke tog unødige chancer af frygt for hvad der kunne ske hvis de først kom bagud.

Men netop som stadionuret rundede de 45 minutter og man skulle til at dømme ”godt nok” inden pauseteen, så havde Grønkjær armen for langt oppe på et Kazan-frispark fra venstre side og i modsætning til ”episoden” mod SønderjyskE var det svært at indvende noget mod, at den engelske dommer dømte straffe. Så kan man kalde det både uforsætligt og unødvendigt, men man måtte sluge den bitre pille og se Noboa banke bolden nådesløst op i nettaget fra 11 meter-pletten.

 

Dermed var udgangspunktet for 2. halvleg pludselig et noget andet, for russerne er ikke kendt for at give ret meget væk, når de først er kommet foran. Løverne kom dog mere frem på banen, og Pospech testede Ryzihkov med en udmærket afslutning efter et raid langs højrekanten.Backkollega Wendt fik også en udmærket skudmulighed, som dog blev blokeret, alt imens N’Doye gik og trak lidt på det ene ben og ikke lignede én, der var 100 % i orden.

 

Efter et kvarters tid fik han dog stærkt tilkæmpet sig et hjørne, som førte til endnu et, men heller ikke denne gang kom der afslutninger ud af det, og selv om københavnerne var meget bedre med i kampen end i det sidste kvarter af 1. halvleg, så hang udligningen ikke ligefrem i den frostkolde aftenluft. Russerne forholdt sig derimod ret afventende og lurede nok på, at gæsterne efterhånden ville satse endnu mere fremover, så de selv kunne slå til med en kontra og lukke kampen definitivt. Kynisk, kompetent og kedeligt – set med københavnske briller. Og tiden gik... lidt for hurtigt…

 

Med små 20 minutter igen besluttede Ståle at sende Kenneth Zohore på banen i stedet for Vingaard og trække Grønkjær ned på midtbanen – valget stod nok mellem Zohore og Santin, men intentionen var ikke til at misforstå: vi skal have point med hjem!

 

Og der gik også kun tre minutter før det var LIGE ved og næsten, da Zohore afsluttede en glimrende angrebsopbygning i venstre side med en god tværbold til N’Doye, der fra kanten af feltet sendte bolden på overliggeren!

 

Det fik dog russerne lidt op på dupperne igen, og de forsøgte at skubbe længere frem på banen, men de energiske københavnere viste stor moral og pressede mere og mere på mod slutningen, hvor den russiske defensiv virkelig blev udfordret. Og langt inde i dommerens overtid kunne Zohore have skrevet historie, da han fik en lang bold oppe i feltet, vendte sin modstander af og resolut fyrede af med venstrebenet, men desværre snuppede keeper Ryzhikov den glimrende afslutning.

 

Denne gang var marginalerne ikke med løverne, som vi må være ærlige og indrømme at de har været adskillige gange her i efteråret ikke, og dermed faldt det ud til hjemmeholdets fordel, selv om ingen havde kunnet indvende noget mod de pointdeling, der definitivt havde sendt danskerne i 1/8-finalerne.

 

Nu er intet afgjort før sidste spillerunde, hvor man stadig selv kan afgøre det med en sejr over Panathinaikos i PARKEN - hvis ikke Kazan samtidig taber i Barcelona, for så er sagen klar. Og hvis Panathinaikos taber i Barcelona allerede i aften, ligger det matematisk fast, at løverne som minimum skal spille Europa League til februar.