Vigtig viden før BIF vs FCK

Vigtig viden før BIF vs FCK

F.C. KØBENHAVN OG ALKA SUPERLIGAEN 2015/16
September har været en god måned for F.C. København. Da august blev til september havde F.C. København netop tabt 0-1 til OB og var at finde på 8. pladsen i Alka Superligaen – otte point efter topholdet fra FC Midtjylland. 

Men det var dengang, for efter at have vundet samtlige (3) kampe i Alka Superligaen i september, er F.C. København nu at finde i toppen af tabellen. 

F.C. København har lige nu 18 point, det samme som FC Midtjylland, men FCK logger foran midtjyderne takket være +8 på målscoren mod midtjydernes +7. Det er dog SønderjyskE der ligger nummer et – takket være deres 4-0 sejr fredag aften over OB. F.C. Københavns 18 point er hentet via fem sejre og tre uafgjorte i de første ni kampe, og Løverne har i de ni kampe scoret 16 mål. Målene er fordelt på følgende spillere: Nicolai Jørgensen (3), Andreas Cornelius (3), Thomas Delaney (2), Ludwig Augustinsson (1), Marvin Pourié (1), Mathias 'Zanka' Jørgensen (1), William Kvist (1), Benjamin Verbic (1), Youssef Toutouh (1) og Kasper Kusk (1). Derudover har AaB’s Kasper Pedersen scoret selvmål mod F.C. København. 

BRØNDBY IF OG ALKA SUPERLIGAEN 2015/16 
Brøndby IF’s sæson har indtil videre været lidt op og ned. Søndagens modstandere startede med tre nederlag mod henholdsvis AGF, OB og Hobro IK, så fulgte en 3-3 kamp mod Randers FC inden det blev tre tre sejre i træk over Viborg FF, Randers FC og FC Nordsjælland. I forrige spillerunde fik Brøndby IF 0-0 på hjemmebane FC Midtjylland, mens Brøndby IF i den forgangne weekend blev sendt hjem fra Aalborg med et 1-4 nederlag. 

Ovenstående resultater giver Brøndby IF 11 point, det placerer dem på 8. pladsen, som dog kan blive en 9. plads, hvis DBU beslutter sig for at tildele AGF tre skrivebordspoint for deres kamp mod Hobro IK. 

Brøndby IF har scoret 13 mål og lukket 13 mål ind. De 13 scorede mål er fordelt på Teemu Pukki (5), Ronnie Schwartz (3), Lebogang Phiri (2), Johan Larsson (1), Elbasan Rashani (1) og Johan Elmander (1). Onsdag aften gik Brøndby IF – ganske som F.C. København - videre til 4. runde i DBU Pokalen. Det skete da Brøndby IF på udebane slog Holbæk med 7-0. 

VIDSTE DU AT…
- Cornelius scorede F.C. Københavns mål nummer 1.300 i Alka Superligaen, da han scorede sejrsmålet mod SønderjyskE.
- F.C. København har vundet præcis halvdelen af Superligakampene mod Brøndby IF. 36 sejre i 72 Superligakampe. - F.C. Københavns interne topscorerliste mod Brøndby IF i Superligaen toppes af tre spillere. Dame N’Doye, Lars Højer Nielsen og Sibusiso Zuma har alle scoret syv Superligamål mod Brøndby IF. 
- Det er mere end 18 år siden, der sidst blev scoret et selvmål i en Superligakamp mellem F.C. København og Brøndby IF. 

Statistik i samarbejde med danskfodbold.com