Vigtig viden før FCK vs AaB

Vigtig viden før FCK vs AaB

F.C. KØBENHAVN OG ALKA SUPERLIGAEN 2015/16
De seneste spillerunder har desværre ikke budt på den store københavnske pointhøst. Spillet har til tider været glimrende, men desværre har skarpheden foran mål ikke været tilstrækkelig. Det betyder at F.C. København efter tre uafgjorte i træk mod henholdsvis FC Nordsjælland (1-1), FC Midtjylland (0-0) og AGF (2-2) samt 0-1 nederlaget til OB stille og roligt er kravlet nedad i tabellen.

F.C. København ligger inden weekendens kampe på en 8. plads med ni point for seks kampe. F.C. København mangler dog den udsatte kamp mod Randers FC, men når den er spillet onsdag i næste uge, vil alle 12 hold have spillet lige mange kampe. Hvis F.C. København både besejrer AaB på søndag samt Randers FC på onsdag, vil Byens Hold kunne indtage 2. pladsen om en lille uges tid. Efter de to kampe mod AaB og Randers FC venter endnu en hjemmekamp, for på næste søndag tager F.C. København imod Hobro IK.

Næste udekamp i Alka Superliga er den 27. september, hvor F.C. København skal en tur til vestegnen.

F.C. København har i denne Alka Superligasæson scoret otte mål i Alka Superligaen, de er fordelt på seks spillere, hvor både Nicolai Jørgensen og Thomas Delaney har scoret to mål, mens Ludwig Augustinsson, Marvin Pourié, Mathias 'Zanka' Jørgensen og William Kvist alle er noteret for et mål.

AaB OG ALKA SUPERLIGAEN 2015/16
Søndagens modstandere fra AaB ligger pt. på en 5. plads med 10 point, hvilket er a point med både Randers FC, Brøndby IF, AGF og OB.

AaB har haft en noget blandet sæson indtil videre med tre sejre, en uafgjort og tre nederlag, og at det er gået op og ned er egentlig meget pænt illustreret ved AaB’s seneste to kampe.

Først sprudlede nordjyderne og vandt en mandagskamp med hele 5-1 over OB, for så i sidste spillerunde at skuffe hjemmepublikummet og tabe med 0-2 til Randers FC.

AaB’s målscorere i de syv første kampe i Alka Superligaen:
Kasper Risgård (4), Lukas Spalvis (3), Oliver Abildgaard (1), Frederik Børsting (1), Rasmus Jönsson (1) og Thomas Enevoldsen (1).

AaB varmede op til turen til Telia Parken med en pokalkamp onsdag aften. Her mødte de et af topholdene fra 1. division, Vendsyssel FF, men AaB vandt sikkert kampen med 2-0 på mål af Thomas Enevoldsen og Nicolaj Thomsen.

FCK OG DEN 13. SEPTEMBER
Nu skal det være! F.C. København har spillet tre Superligakampe på datoen den 13. september, og alle tre kamp er endt med et nederlag – heriblandt et 0-1 nederlag til AaB i sidste sæson. De to øvrige nederlag var 1-4 til AB i 1998 og 0-1 til FC Midtjylland i 2003.

VIDSTE DU AT…
- Der er scoret fire selvmål i Superligakampene mellem F.C. København og AaB, alle fire er scoret af AaB.

- F.C. København har fået 11 ud af 14 røde kort i Superligakampene mellem F.C. København og AaB. Knud Erik Fisker har uddelt flest, nemlig tre styks – og de gik alle tre til FCK’ere (Mio, Zuma og Bo Svensson).

- F.C. København har fået tilkendt 15 af 21 straffespark i Superligakampene mellem F.C. København og AaB.

- Det tidligste mål der er scoret i en Superligakamp mellem F.C. København og AaB er scoret i det 3. minut. Det var Lars Højer Nielsen der bragte F.C. København foran 1-0 i april 1999. AaB kom dog foran 2-1, FCK svarede igen og kom på 3-2, før en gut ved navn Ståle Solbakken med to scoringer sikrede AaB en 4-3 sejr.

- 13 spillere og en træner (Hans Backe) har fået spilletid eller ”bænktid” i Alka Superligaen hos både F.C. København og AaB.

Statistiske facts i samarbejde med danskfodbold.com

>> Husk at spille på kampen hos F.C. Københavns officielle bettingpartner, Unibet.