William: En modstander på Champions League-niveau
Onsdag var der sædvanen tro pressemøde forud for morgendagens europæiske opgør, og Ståle og William var på podiet for at besvare spørgsmål om kampen.
- I 2010 indledte vi også gruppespillet med at slå et russisk hold, Rubin Kazan, og det giver selvfølgelig endnu mere tro på tingene med en god start. Men vi møder det vel nok stærkeste hold i gruppen, selv om de kun var seede i lag 2. Så det er et hold på samme niveau, som vi kunne have mødt i Champions League-gruppespil, og det er jo nok også det mest kendte af de tre hold, vi har trukket. Men vi glæder os til kampen, og efter alle kvalifikationskampene hvor vi havde kniven på struben hver gang, så er det trods alt noget andet, selv om hvert point tæller, sagde William Kvist på dagens pressemøde.
- Vi har gennem årene mødt mange godt hold fra Øst-Europa, der er blevet rigtigt stærkt og fået tilført mange penge og talent, så det kan godt blive svært at gå videre. Jeg kender heller ikke selv de andre hold i gruppen så godt endnu, men det er da en gruppe, vi bør kunne gå videre fra. Det er i hvert fald vores ambition, understregede anføreren.
Herefter satte Ståle ord på balancen mellem at spille europæisk og Superliga, særligt med tanke på den sæsonstart vi har fået i den hjemlige liga.
- Jeg sætter ikke holdet mod Lokomotiv for at få større chancer for at slå Helsingør på søndag. Vi er i Europa League for at gå videre, og vi er i Superligaen for at vinde, og på nær nogle enkelte spillere kan alle spille to kampe på tre døgn. Ankersen er måske ikke helt på niveau endnu efter sin skade, men han har jo også karantæne på søndag, og Falk spillede sin første hele halvleg i søndags og er nok heller ikke en 90 minutters-spiller endnu, sagde Ståle.
- De nye spilleres fysik kender jeg af gode grunde ikke så godt endnu, og Vavro var da træt efter i søndags, fordi han skal pumpe op og ned i forsvaret mere end han er vant til. Men jeg tror ikke, det er noget problem med den position han spiller på. Zeca... når man har set ham under bruseren, så ligner han jo én, der kan løbe marathon for Etiopien, smilede Ståle.
Til gengæld er der pokalkamp i Skive næste onsdag, og her bliver der mulighed for at blande kortene lidt anderledes.
- Der vil vi give spilletid til flere af dem, der ikke har fået så meget spilletid endnu. Præcis som vi altid har gjort i alle de år, jeg har været her. Men vi kunne ikke drømme om at nedprioritere Europa League, når vi er nået så langt, tilføjede manageren.
- Uafgjort kan godt være et brugbart resultat i morgen, men vi går selvfølgelig efter at vinde. Og spiller vi 0-0 efter at have haft 6-1 i chancer, vil vi nok også være skuffede bagefter. Men nu må vi se. Lokomotiv startede virkelig stærkt i den russiske liga, men er dalet lidt de seneste to kampe, men det er et hold med mange individuelle kvaliteter, så uafgjort kan sagtens være et fornuftigt resultat i det lange løb, sagde Ståle.
Og så skulle vi i øvrigt hilse fra Zeca og sige, at han er rigtig glad for den modtagelse, han har fået både af fansene og spillerne og alle omkring holdet. Men han har stadig ikke helt vænnet sig til det danske vejr, som han selv i søndags, hvor solen skinnede fra en skyfri himmel, fandt lige lovlig køligt for årstiden...