Wind før Horsens: Kommer med masser af selvtillid

Jonas Wind er for alvor trådt ind på F.C. Københavns hold med to scoringer i to kampe, som han begge er starte inde i. Nu venter så andet opgør på en uge mod Horsens på fredag.

”Jeg tror, at det bliver en kamp a la den, vi havde mod dem i lørdags, hvor de kommer med stor fysik og en masse dødbolde, mens vi skal spille vores eget spil og forsøge at flytte bolden hurtigt omkring dem. Gør vi det, så tror jeg også på en sejr til os igen. Jeg synes, at vi er et bedre hold spiller for spiller, men også som hold, så det giver mig troen på, at hvis vi spiller op til vores bedste, så vinder vi også,” siger Jonas Wind, der har nydt godt af at være angriber foran spillere som Falk, Fischer og Skov på det seneste.

KOM MED TIL FORÅRETS STØRSTE KAMP - KØB DIN DERBY-BILLET HER

”Vi har mange dygtige offensive spillere på holdet, og vi har fundet et godt flow på banen. Vi finder hinanden i nogle gode positioner for tiden, vi har god bevægelse i holdet og skaber mange chancer – og så er det jo bare at putte den i kassen. Det gjorde vi fire gange senest mod Horsens, og det skal vi blive ved med,” siger Wind, der håber at fortsætte sin flotte stime på fredag i Horsens.

”Det er fedt at være angriber med så mange dygtige spillere omkring sig. Det har givet mig en masse selvtillid, at jeg har fået scoret de seneste kampe – og at jeg har været med fra start to gange. Jeg håber selvfølgelig, at det kan fortsætte, men jeg er også meget bevidst om, at det ikke kommer af sig selv. Det kræver masser af hårdt arbejde på træningsbanen, og vælger Ståle at bruge mig, så vil jeg gøre alt, hvad jeg kan for holdet."

Næste hjemmekamp er Derby d. 6. Maj kl.6. Find din plads her – priser fra 100 kroner