Wind: Vi fungerede godt som hold
Jonas Wind var i kamp igen for første gang i lidt over to måneder, og derfor var det selvfølgelig med særlig stor glæde, at han så tilbage på den times tid, han fik på banen mod AGF.
"Jeg nåede at spille tre kampe under Jess i efteråret, men det var med 3-mandsforsvaret, og det var selvfølgelig ærgerligt at sidde ude, mens der var en lille revolution med det nye system. Så det var dejligt at være en del af det igen," sagde Jonas, hvis seneste kamp var mod Randers FC den 23. november.
"Selv om det "bare" var en træningskamp, så betød det meget for mig at være med igen efter at have siddet udenfor, og det var også fedt at få scoret."
"Jeg synes, at vores spil så godt ud, og vi fungerede godt som hold. Begge hold gik ind til kampen med en masse intensitet, så det var en fed træningskamp at spille, og det føltes som om, der var lidt mere på spil, selv om det ikke var en turneringskamp."
"Vi havde en god intensitet i spillet, presset sad godt, vi vandt vores dueller, og vi stod fast, selv når der blev gået til den. Vi har også arbejdet meget med at få et offensivt mindset, både når vi har bolden, og når vi presser, og det synes jeg også, vi viste i dag."
"Der bliver også investeret meget i løbene fremad, som vi så ved det andet mål, der kom efter en god omstilling, hvor Jens som midtbanespiller kom langt frem på banen og lagde bolden flot af til mig. Så en god, offensiv indstilling og et godt pejlemærke i form af, hvad vi kan vente, når det virkelig gælder," lød det fra Jonas Wind, der planmæssigt blev taget ud efter en times tid, kort efter at han havde bragt os foran 2-1.
Han har i øvrigt også scoret i tre af sine fire turneringskampe mod AGF og afgjorde det seneste opgør i Aarhus med et "Panenka-straffe". Næste AGF-kamp venter den 28. februar i Parken.