Alfred Johansson

Youth League-optakt og truppen mod Man. United

U19-cheftræner Alfred Johansson har en bruttotrup på 20 spillere med til tirsdagens UEFA Youth League-udekamp mod Manchester United.

Der er kickoff kl. 15.00 (dansk tid), og du kan se kampen på TV3 Sport og Viaplay.

Med to sejre i de to første kampe mod Galatasaray (5-1) og Bayern München (3-2) står de unge løver et godt sted, inden kampen mod United, som tre point efter sejr over Galatasaray og nederlag til Bayern.

"Det er vanvittig fedt, at vi lige nu er i en situation, hvor vi skal kæmpe om at blive nummer et i puljen," siger Alfred Johansson.

"Vi ved, at det godt kan være svært at spille på udebane i Youth League, det lærte vi sidste år, hvor vi blandt andet mødte Manchester City, hvor det var hårdt og svært, men omvendt er vi også selv virkeligt gode."

"Derfor er forventningerne efter de første kampe også, at vi skal over og gøre det godt, og vi går bestemt efter de tre point."

Noah Sahsah scorede det afgørende mål mod Bayern, men holdet må klare sig uden den stærke kantspiller i resten af sæsonen, der skal opereres på onsdag for en alvorlig knæskade.

"Det er forfærdeligt med den skade, først og fremmest for Sahsah selv, men jeg ved, at han tror rigtig meget på de andre gutter, der er på holdet. Det gør vi allesammen, og jeg er sikker på, at alle er opsatte på at vise, at vi kan præstere rigtig godt med den gruppe, vi har til rådighed nu."

"Ud over Sahsah er Tamás Szücs ude med en mindre skade, men vi forventer, at han er klar allerede igen på lørdag, og så har Oliver Højer været ude længe, men er begyndt at træne med holdet, så han forhåbentlig snart er i spil til et indhop."

Flere af U19-spillerne fik spilletid i A-holdets to træningskampe i landskamppausen, og de erfaringer er også nyttige i talentudviklingen.

"Vi ved, at vi har mange dygtige spillere, og nogle er med landshold og er ude og spille svære kampe i Europa, og nogle får muligheden for at spille på seniorniveau med førsteholdet," siger Alfred.

"Det er fedt, at de får den mulighed, hvor de blandt andet prøver at spille i et andet tempo og mod ældre spillere. Det giver selvtillid, men kan også være et wake up call for nogen i forhold til, hvad det kræver på næste niveau, og det er kun positivt at få de erfaringer."

Manchester United har som nævnt vundet en og tabt en i de første Youth League-runder, og de har spillet på lidt forskellige måder i de to kampe.

"De har skiftet lidt både i måden de presser på og i måden de bygger op på, men det betyder ikke det store for," siger Alfred.

"Vi er vant til at møde mange forskellige hold, så spillerne er vant til at forholde sig til flere måder at spille på," slutter Alfred Johansson.

Bruttotruppen
1 Theo Sander
2 Hjalte Bidstrup
3 Tristan Fynbo Birch
4 Aksel Halsgaard
5 Ethan Amundsen-Day
6 Victor Froholdt
8 Emil Højlund
9 Amin Chiakha
10 Thomas Jørgensen
12 Nicolai Blicher
13 Andreas Clasen
15 Cornelius Olsson
16 Hunor Vajk Németh
14 Jonathan Moalem
17 Neo Jönsson
19 Queyrell Tchicamboud
20 Oscar Buur
21 Galdur Gudmundsson
22 Thomas Bjørn Miezan
26 William Glindtvad