To-måls-skytten Toutouh: Dejligt at være tilbage
I en udmærket og tempofyldt træningskamp på Nummer 10 vandt vi i dag 2-1 over FC Nordsjælland på to mål af Youssef Toutouh, der gjorde comeback efter en skadepause.
"Det var dejligt at være tilbage, men det var selvfølgelig lidt hårdt, men sådan er det altid efter en pause. Selvfølgelig også dejligt at score, men det vigtigste var, at jeg fik løbet nogle meter," sagde Youssef, der fik en time i benene, inden han og en række andre spillere blev udskiftet.
Youssef har siddet ude lidt over en måned og ikke spillet førsteholdskampe siden 0-3-nederlaget i Farum i slutningen af august.
"Jeg havde længe haft problemer med lysken, og til sidst nåede jeg et punkt, hvor jeg ikke kunne mere, så jeg har arbejdet rigtig hårdt i gym sammen med sundhedsstaben, og de har alle gjort et stort stykke arbejde og hjulpet mig meget," tilføjede Youssef, for hvem det nu bare handler om at bygge på og komme tilbage på holdet.