U18 tabte til Lyngby

I lørdags tog KB’s U18-drenge mod Lyngby i årets første hjemmekamp i turneringen. Kampen blev spillet på KB’s bane 1, da holdets sædvanlige hjemmebane på Frederiksberg Stadion var optaget af en anden kamp.

 

Man havde på forhånd ventet en tæt kamp mod et hold, der som KB, kan lide at være boldbesiddende. Desværre måttet Andreas Moos lørdag formiddag melde fra på grund af rygsmerter, hvilket medførte at KB stillede op som følger:

 

FrederikVang Larsen

Danni Jensen - Jacob Albrechtsen - Mallik Conradsen - Nicklas B. Kristensen

Sean Christoffersen - Dejan Buzakovic - Saban Özdogan - Marc Dal Hende

Thomas Christiansen - Inan Özcan 

 

Udskiftningsspillere: Jamal Bhuyan, Kim Dyppel og Mads Aunvig

 

De først 15 minutter af kampen forløb uden reelle målchancer, idet begge hold var godt organiseret og der var stor disciplin i tilbageløbene. Der var kort sagt tale om to hold, der stod godt på banen. Efter cirka 20 minutter prøvede Lyngby så småt at udnytte at U18-holdet spiller med stor sideforskydning på midtbanen og i bageste forsvarskæde, ved at slå diagonalbolde - specielt fra deres venstre forsvarsside - mod højre kant, hvor Andreas Laudrup spillede for Lyngby. KB pressede dog også på. Særligt havde hjememholdet på det tidspunkt godt fat den centrale midtbane og i venstre side, hvor Marc Dal flere gange fik sat Lyngby-forsvaret under pres. Omkring det 20. minut udmøntrede et godt hurtigt opspil mellem Nicklas, Thomas og Marc sig i, at Marc kunne overløbe sin back og bringe sig i fri position i venstre side. Desværre afsluttede Marc lidt for tidligt og fik ikke ordentlig fart i sit skud.

 

Efter et par forholdsvis ufarlige forsøg fra Lyngby på at slå diagonalboldene, lykkedes det i 23. minut at slå en diagonalbold, hvor Andreas Laudrup dygtigt satsede i sin førsteberøring og kom forbi på indersiden af Nicklas Kristensen, hvorefter han flot sparkede bolden op i det korte målhjørne fra kanten af feltet. Frederik Vang Larsen var godt med oppe i hjørnet, men bolden sad simpelthen for yderligt. Et meget flot mål af Laudrup til 0-1. KB fortsatte med at presse og fik sat sig godt igennem. Holdet var mere sjældent fremme af banen i højre side, men alligevel skulle holdets to største, og eneste målchancer i første halvleg alligevel opstå efter opspil i højre side. I det 25 minut kom Sean Christoffersen godt fri i højre side og hans tidlige indlæg havnede i det bageste område helt inde under mål til en helt fri Inan Özcan, der desværre afsluttede over mål.

 

Et par minutter senere var det Saban Özdogan, der førte bolden frem i højre side, og smart chippede den ind til Thomas Christiansen, der med brystet dirigerede den videre til Inan, der på kanten af feltet midt foran mål får bolden dirigeret videre til en fremstormende Marc Dal. Marc afsluttede meget flot, men ramte næsten bolden for rent og Lyngbys målmand fik dygtigt blokeret det hårde skud.

 

Begge hold fortsatte resten af halvlegen med at forsøge at få overtaget på midtbanen med KB som det lidt mere boldbesiddende hold og Lyngby med lidt mere snert i omstillingsspillet, uden der dog opstod yderligere målchancer til nogen af holdene.

 

KB startede godt efter pausen, og man fik en fornemmelse af at holdet godt kunne vende det her. De dødbolde drengene havde skabt rigtig mange muligheder på i AaB-kampen, begyndte så småt at komme i form af vort første hjørnespark i kampen, et par gode frisparksmuligheder midt på Lyngbys banehalvdel og nogle giftige lange indkast fra Jacob Albrechtsen ind i det forreste område foran Lyngbys mål.

 

I det 62. minut for KB skabt et overtal efter nogle gode kombinationer på venstrekanten og Nicklas Kristensen slog et perfekt indlæg til bageste område, hvor Thomas Christiansen kom til og iskoldt halvflugtede bolden i mål - udligning til 1-1.

 

Imidlertid kom holdet ret hurtigt efter udligningen under pres fra Lyngby og især de ”raids” deres midtstopper Akker foretog op i banen gjorde ondt på KB’s midtbane. Forsvaret fik dog clearet fornuftigt de første par gange og Lyngby skabte ikke nogle egentlige chancer. I det 67. minut gik det imidlertid galt. Thomas Christiansen tabte bolden i en forholdsvis ufarlig dribling ved sidelinjen, men da holdet var i omstilling skabte Lyngby hurtigt og dygtigt et overtal og efter et indlæg fra højre side som nærmest blev skrabet væk i flere omgange i stedet for at blive clearet, havnede bolden på en Lyngby-angribers fødder tæt under mål og han kunne let score til 1-2 fra tæt hold.

 

Et ærgerligt og unødvendigt mål på dette tidspunkt. KB viste dog god moral og kom godt igen. Kort tid efter Lyngbys føringsmål spillede Thomas Christiansen elegant Marc Dal Hende hel fri med en hælaflevering. Marc fik trukket sig godt fri inde i feltet og var alene med Lyngbys målmand. Desværre sad hans afslutning lige på målmanden. Lidt mere is i maven fra Marcs side ville have været godt på det tidspunkt. Marc havde indtil da spillet en fremragende kamp og fortsatte på højt niveau de sidste 15 minutter.

 

Lyngby koncentrerede sig efter den forskrækkelse mere om at forsvare føringen, men fortsatte med at være giftige i deres omstillinger. KB pressede imidlertid vedvarende hårdt på for at få et udlignende mål og gav naturligvis som følge heraf køb på lidt mere nede bagved. Det udmøntede sig i det 78. minut i en Lyngby-kontra, hvor bolden efter et godt opspil i venstre side blevet spillet fladt ind til en Lyngby-angriber, der med stort overblik trak bolden over til fjerneste ben og teknisk flot lagde bolden i en bue uden om Frederik Vang Larsen og ind i mål tæt ved venstre stolpe til Lyngbyføring på 3-1.

 

KB pressede meget hårdt på de sidste 10 minutter, hvilket resulterede i en friløber til Jamal Bhuyan, der desværre var presset til at skyde med det lidt kolde venstre ben og dermed skød lidt for svagt samt et par raids fra Nicklas Kristensen op ad venstrekanten og efterfølgende indlæg, der kunne have fået en bedre skæbne.

 

Da dommeren i det 90. minut fløjtede kampen kunne KB ikke indvende noget mod Lyngbys sejr på 3-1, som med Blå-hvide øjne nok var et mål for stor. Lyngby virkede som et stærkt teknisk og godt spillende hold som kunne været et fornuftigt bud på en topplacering i U18 Drenge (Ynglingeligaen).