- Scorer vi i morgen, er det positivt

- Scorer vi i morgen, er det positivt

Tirsdag aften trænede F.C. Københavns spillere på RC Lens’ hjemmebane, Stade Felix Bollaert, der har plads til lidt over 41.000 tilskuere. Ved træningen var det dog kun det fremmødte pressekorps, der var til stede og kunne få sig en snak med spillere eller trænere fra den danske mesterklub.

 

I den forgangne uge har der været en del fokus på skadessituationen i F.C. København, og især Jesper Christiansen har været under megen overvågning. Målmanden kunne fortælle seneste nyt om sin skade:

 

- Jamen, det går bedre. Jeg trænede mandag – dog ikke så hårdt, men det var alligevel positivt. Nu sætter vi intensiteten op i dag. Men jeg har ingen smerter og tror heller ikke på, at der kommer nogle problemer, sagde en glad keeper før dagens træningssession.

 

På spørgsmålet om selve kampen, og chancen for at kunne komme i UEFA Cuppens gruppespil, sagde Jesper:

 

- Det betyder meget for os at komme i UEFA Cuppens gruppespil – det er både vigtigt for mig personligt og for klubben, da det vil hjælpe til at udvikle os yderligere både som spillere og som hold. Lens er et typisk hjemmehold, hvor de får mange point, så det bliver ikke nogen let opgave i morgen, konstaterede Christiansen, inden han løb ud til den resterende spillertrup for at spille en omgang ”Gris”.

 

Ståle Solbakken gav også sit besyv med på kampen og skadessituationen.

 

- Med hensyn til skaderne, så er jeg mindst bekymret for Atiba. Marcus Allbäck må vi vurdere i dagens træning. Det kan være han kan klare dele af kampen i morgen – så er det så blot spørgsmålet om han starter inde eller kommer ind senere. Lens vurderer jeg til at være på niveau med Beitar Jerusalem og Benfica men på en anden måde. De har en vældig stærk defensiv, hvor alle fire i den bagerste kæde kan noget på egen hånd. Samtidig har de to balancerende centrale midtbanespillere der gør, at de er svære at spille igennem. En spiller som Dindane er rigtig god i deres offensiv, men jeg mener de er til at tale med. Scorer vi selv her i morgen, så er det positivt, og jeg vurderer vores chancer til at være fifty-fifty, sagde cheftræneren til den danske presse.

 

En af de spillere, der har været mest i fokus på det seneste er Morten Nordstrand. Med mål på samlebånd for F.C. København og landsholdet, har han for alvor slået sit navn fast i den danske fodboldverden. ”Nord” ser selv frem til opgøret onsdag aften.

 

- Det er en stor oplevelse at få lov til at spille internationale kampe, og jeg føler mig frisk nu og benene har det fint. Jeg har ikke så meget lyst til at fortælle hvorfor jeg skulle starte inde – jeg vil hellere lade fødderne tale, men for det første handler det om videre avancement, og hvis Ståle mener, at det betyder at jeg skal starte på bænken så er det bare sådan. Det handler om at vi som hold skal gå videre, sagde Morten Nordstrand.

 

Sidst men ikke mindst gav anfører Gravgaard også sin vurdering af morgendagens kamp.

 

- Lens er ikke kommet så godt fra start i ligaen, men nu fik de alligevel deres første sejr over rækkens nummer ét i weekenden. Hvis jeg sådan skulle vurdere holdene på stående fod ville jeg mene, at vi har en lille fordel på det mentale plan, men på alle andre områder er vi meget lige. Jeg synes også det er en lille fordel at vi starter ude først, sluttede anføreren presseseancen af.

 

FCK.DK fik også lidt billeder fra tirsdagens træning:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

© FCK.DK / Fotos: Daniel Rommedahl