Gravgaard: - Dejligt at være tilbage igen
Libor Sionko afgjorde lørdagens opgør mod AC Horsens med sin scoring på straffe efter en lille halv times tid, men der var chancer til mange flere scoringer fra det veloplagte mesterhold, som burde have lukket og slukket længe før slutfløjtet. Østjyderne måtte dog for ottende gang af otte mulige gå fra banen uden at have taget point fra F.C. København. Kent Nielsens tropper pressede ellers godt på i 2. halvleg, men uden at komme frem til de helt store chancer mod en solid forsvarskæde, hvor Michael Gravgaard var tilbage i startopstillingen efter at have siddet uden for i pokalkampen mod Næstved og de to første SAS Liga-kampe mod Lyngby og Esbjerg.
- Jeg er 100 % klar og har ingen smerter i lysken, men kan godt forbedre min styrke og smidighed efter min pause. Vi havde på forhånd aftalt at tænke langsigtet og ikke tage nogen chancer, og det var kun derfor jeg gik ud små 20 minutter før tid, sagde Gravgaard efter kampen.
Anføreren var ikke med i Esbjerg i onsdags, men fulgte selvfølgelig kampen foran fjernsynsskærmen, og da truppen mødtes til træning Skærtorsdag kunne han også mærke, at der var noget at revanchere efter turen til det vestjyske:
- Hverken spillere eller trænere var tilfredse, det siger sig selv. Men vi leverer en fin modreaktion i dag med en god attitude over hele linien. Vi skal bare score flere mål... så der er da stadig en del at arbejde med, og vi er jo også stadig i den indledende fase af forårssæsonen, vurderede Gravgaard, der også mindede om, at det er sjældent at holdet kommer frem til så mange chancer mod netop AC Horsens.
- Det er altid målfattige kampe, og i dag ser vi også, at de gerne vil frem på banen efter pausen. Og når vi ikke har lukket kampen tidligere, så har vi jo før set, at vi har smidt point mod slutningen. De har dog ikke så mange store, men der var et hjørne i overtiden, hvor det brændte på nede foran, sagde Gravgaard, som altså på det tidspunkt havde overladt pladsen til den nybagte U21-landsholdsspiller Mathias Zanka Jørgensen.
Mens resten af dagens forsvarsspillere rejser til træningssamling med det danske henholdsvis tjekkiske landshold, så er landsholdet p.t. ikke et tema for Michael Gravgaard.
- Nej, nu handler det bare om at komme i gang igen for FCK, men selvfølgelig vil jeg også gerne tilbage på landsholdet. Men jeg har døjet med de her lyskeproblemer længe efter nok at have vendt det døve øre til problemerne lidt for længe.
Anføreren havde kun lovord om hans nye forsvarsmakker efter salget af Brede Hangeland:
- Ulrik er jo en rigtig dygtig spiller på internationalt niveau, og han udstråler ro og rutine. Og ligesom Brede vil han gerne tage ansvar og tage del i det opbyggende spil, så selv om der altid er noget i spillet man skal vænne sig til, når man kommer til en ny klub, så er det ikke noget problem for Ulrik, fastslog Gravgaard.
>>>>> Læs flere reaktioner på kampen her.