Ståle: Vi vinder helt fortjent i dag

Ståle: Vi vinder helt fortjent i dag

 

Mackan fejrer sit sejrsmål 10 minutter før tid

- Kampen forløber som mange af vores andre kampe her i foråret, bortset fra at vi fik de tre point denne gang, smilede en veltilfreds Ståle Solbakken efter aftenens 2-1-sejr på Farum Park, der sender Byens Hold op på 3. pladsen i tabellen foran OB, der snublede mod Esbjerg i går. 

Cheftræneren mente dog ikke, det var en af forårets bedste præstationer:

- Vi har faktisk været mere overlegne i andre kampe, og jeg synes heller ikke præstationen er væsentligt bedre end i mandags i Horsens. Men vi har generelt præsteret langt bedre, end de resultater vi har fået.

- Men det er en god kamp i dag med to gode hold, der vil spille frem ad banen, og jeg synes det er helt fortjent vi vinder, selv om Gravgaard prøvede at hjælpe dem lidt i et par situationer, kom det med vanlig norsk humor fra nordmanden.

Ståle reflekterede dog også over kaptajnens indsats i lyset af den lange kamppause, han har haft på grund af skader:

- Flere af spillerne er præget af de lange pauser, de har holdt, og det er måske også det, der gør sig gældende for Gravgaard i dag. Ofte ser man, at det går fint for en spiller i de første par kampe efter et comeback, men så kan der komme en lille reaktion, fordi der trods alt mangler den sidste timing i nogle situationer. Det er også først i dag, jeg ser Mackan oppe på hans normalt høje niveau.

Alt i alt var cheftræneren dog fornøjet med dagens indsats, og tre point kan man aldrig være utilfreds med. Men der var malurt i bægeret:

- Vi holder højt tempo i 1. halvleg, og selv om vi giver dem 2-3 store chancer, så synes jeg vi kontrollerer kampen fint. Efter udligningen kommer vi også stærkt tilbage og sidder tungt på kampen. Men vi bliver jo snydt for et soleklart straffe, hvor de tilmed skulle have været reduceret til 10 mand, for Christian Nielsen har jo gult kort i forvejen, da han nedlægger Hutch. Men heldigvis bliver det ikke afgørende i dag.

Michael Gravgaard lagde efter kampen ikke skjul på, at han begik et par fejl i nogle afgørende situationer:

- Ja, jeg laver et par personlige fejl, hvor jeg undervurderer situationen, men jeg vil rose gutterne for den måde, de tackler det på, for vi formår at hive os op igen efter udligningen og resten af kampen synes jeg vi holder dem væk fra chancer. Jeg har før stået efter en sejr og sagt, det var en vigtig sejr og et vigtigt vendepunkt, og så gik vi hen og tabte ugen efter igen. Men selvfølgelig er vi utroligt glade for sejren, nu er der stadig helt åben kamp om UEFA-pladserne, og vi vil gøre alt hvad vi kan for at sikre os én af dem.

 

Marcus Allbäck: Præcis som min første scoring i FCK-trøjen

- Jeg scorede mit allerførste FCK-mål på fuldstændig samme måde her på Farum Park (til 2-1 i juli 2005, red.). Det er naturligvis af stor betydning at vi vinder i dag, det var den første af de sidste 5 "finaler". Jeg synes, vi spiller en flot kamp og arbejder os stærkt tilbage efter deres udligning, og vi vinder helt fortjent.

Mikael Antonsson: Vi vil fighte til det sidste for UEFA-plads

- Det var rigtig dejligt, vi skal simpelthen fighte lige til det sidste for en af UEFA-pladserne. Men vi tager én kamp ad gangen. I dag holder vi hovedet højt efter deres udligning og får skabt meget og får også det vigtige 2-1-mål.

Michael Silberbauer: Høj moral

- Det er en meget kontrolleret præstation, og vi viser virkelig høj moral ved at holde trykket på den hele 2. halvleg. Jeg tæller ikke nogen chancer til dem efter udligningen.

Atiba Hutchinson: Klart straffe

- Det var et klart straffespark, jeg filmer aldeles ikke, men dommeren ser det åbenbart anderledes. Heldigvis bliver vi ved med at arbejde hårdt og får også en fortjent sejr i sidste ende.